Freak - One Direction

Røde øjne, hvidt hår. Beskrivelsen på en albino. Dem ser man ikke så tit, det er folk altid enige om. Men hvad nu hvis man gik på skole med en? Gik i klasse med en? VAR en? Hvordan ville ens liv være? Det har Abeline svaret på. Hun er albino. Det er ikke altid lige fedt. Nej faktisk, så er det aldrig fedt. Mange albinoere går med solbriller, for at skjule deres røde øjne, det gider Abeline ikke. Men hun må leve med en masse øgenavne, som "Vampyr pige" eller bare helt enkelt "Freak". Men hun lever med det, for det ville se åndssvagt, at gå rundt med solbriller i Londons regnfulde vejr. Men hvad sker der, når skolen en uge hiver kendte mennesker ind for at undervise i musik, og være der til interviews. For der er jo nogen på skolen som ikke er gode til musik, men mere til at skrive til skolen blad, foreksempel. Møder hun nogle interessante drenge? Og hvordan ændres hendes liv efter det møde? Vil alt bare være det samme som før?

60Likes
77Kommentarer
7892Visninger
AA

6. Back to school

Jeg skriver stadig på iPad, bare så i ved det:)

_______________

 

Mine forældre spurge ikke rigtig så meget til, hvordan mit ophold hos drengene havde været, aften før. De fortsatte bare med at vække mig, stoppe morgenmad i mig, rakke ned på mit sorte hår, og så nærmest sparke mig afsted til skole. Faktisk virkede det som om de gerne ville af med mig. Hyggelig familie. Jeg havde da også overvejet, om jeg skulle søge på One Direction, men jeg lod være, da jeg hellere ville lære at kende dem, sådan rigtigt. Når man nu fik muligheden, mener jeg. Men foreløbig kunne jeg da godt lide dem. De var meget søde, og venlige. Ja, jeg kunne godt lide dem. Der var ikke nogen, jeg bedre kunne lide end andre. De var alle så søde. Ingen favorit til mig, nej tak du.

Jeg var lige blevet mast ud af døren, da den første regndråbe faldt. Fedt. Nu var jeg så nød til at tage min hætte på, for ellers ville jeg bare ødelægge mine høretelefoner, og det ville være katastrofalt. Så hellere gå med hætte, og øjnene rette mod jorden. Det var nok ikke den fedeste måde at bevæge sig fremad på, men jeg lagde ikke rigtig noget i det. Jeg var alt for vant til det. Det regnede lige en anelse for tit i London. Bare lidt. Det var nok også derfor jeg ikke havde set den sorte bil, som hele tiden kørte tæt på mig. Først lidt efter, kørte den helt ind til siden, og vinduet blev rullet ned. 

"Abeline?" spurgte en velkendt, meget britisk stemme.  Jeg fik et mindre chok, da jeg ikke havde set bilen før. Men kort efter vendte jeg mig rundt, og kiggede direkte på Harry, som sad med hovedet ude af bil ruden. 

"Ja?" mumlede jeg, stadig forvirret.

"Skal du have et lift til skole?" jeg skulle til at ryste på hovedet, da jeg ikke ville bruge dem til sådan noget. De var mit interview, og det var altså også det.

"Ja, det skal du," bekendt gjorde Zayn. Derpå åbnede han døren bagi, og hev mig ind, før jeg nåede at protestere. Jeg sukkede let, men satte mig dog ned, drivvåd som jeg er.

"Fedt! Jeg har altid drømt om at køre med en druknet mus!" Louis sad ved rettet og storsmilede. Jeg sukkede, og rullede øjne af ham.

"Lidt morgensur?" drillede Niall. De gik mig virkelig på nerverne, her til morgen. Derfor sukkede jeg bare, og satte mig helt tilbage i sædet. Sådan ville jeg sidde resten af turen. Liam kiggede dog medfølende på mig, hvilket fik mig til at smile. Han var god nok. Men lige nu, var han nok den eneste der var god nok. De andre gik mig bare jævnt meget på nerverne, hvilket jeg har pointeret. 

Kort tid efter var vi ved skolen. Det gik meget hurtigere i bil! Derfor sendte jeg drengene et lille smil, inden jeg løb med dem i hælende ind på skolen, og ind i sikkerhed for regnen. Der var ikke kommet mange endnu, dels på grund af regnen. Og der var sikkert også nogle som så dette som en god mulighed til at pjække, da vi jo ikke skulle mødes i klasserne.

"Samme rum som sidst?" Harrys stemme vækkede mig. Jeg nikkede bare. Mit tøj var stadig drivvådt, og der var længe til vi fik fri. Jeg ville helt hundrede blive  forkølet efter det her! Lad os sige, at mit liv ikke lige frem kørte på skinner på det tidspunkt. 

En hånd lagde sig på min ryg. Endnu en gang havde jeg været total fordybet i mine egne tanker, og havde slet ikke set, at de andre drenge var på vej ned af gangen. 

"De er ikke så slemme i dag. Det kan være meget værre," Liams stemme beroligede mig.

"Jeg er vel bare lidt morgensur," mumlede jeg til svar. Jeg kunne mærke Liams smil. Jeg vendte mig ikke om for at se det, for jeg var bare helt sikker på at det var der. Sådan var det bare med Liam. Han var der altid for en, og man viste at han smilede, før man så det. Ligesom noget jeg havde hørte om Niall. Man hørte ham vidst, før man så ham. Men det kom heller ikke rigtig som nogen overraskelse. 

Det tog ikke lang tid, så var vi alle sammen samlet i rummet igen, og arbejdet kunne fortsætte.

 

__________________________

 

Den sidste del er skrevet på computer. Jeg ved det er kort, men jeg orker virkelig ikke mere lige nu, og så skal i ikke vente så længe. Overlever i?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...