Kære Emma

I denne samfundskritiske observations novelle følger vi i tre dage en ung pige, fortabt i storbyens liv. Hun lever på kanten, men formår alligevel at gøre sig nogle interessante observationer i et forsøg på at skrive om hvad der sker i verden omkring hende. Kære Emma... Jeg savner dig...

10Likes
9Kommentarer
1074Visninger
AA

3. 05/12 2012

05/12 2012

Kære Emma

Jeg vågnede i dag og følte mig forandret, anderledes, ny. Ganske let rørte jeg på mig og mærkede følelsen af stof omkring mine skuldre. Langsomt fik jeg synet til at vænne sig til det nye, skarpe dagslys og opdagede sneen, som lå i en cirkel omkring mig. Alle andre steder var det fejet væk, kørt over, ødelagt. Den anden ting jeg opdagede, var den mørkeblå regnjakke der lå omkring min rystende krop, og ganske refleksivt kiggede jeg mod manden, som ikke længere lå og sov. Han var væk.

Byen virkede fornyet, som om snefnuggene havde haft en helbredende virkning og havde fordrevet den forurenende sjæl fra en hver afkrog af de mange gader og stræder. Der var et fåtal af mennesker udenfor, og jeg forlod ganske ubemærket Arkadens areal, og begav mig mod parken. På min vej dertil mødte jeg smil, latter, musik. Glæde? Det var som at gå i et af dine eventyr, hvor alle hylder og respekterer alle, og alt kan lade sig gøre. En kat kom hen til mig, miavende og med store, sorte øjne. Jeg aede den, mens den veltilfredst spandt og gnubbede sig op af mine kolde ben. En dame smilede til mig og komplimenterede katten. Jeg smilte tilbage. Da jeg flyttede blikket fra damen og katten, så jeg manden igen og stadig med smil i øjnene, betragtede jeg ham. Han sad på et stykke pap, med sin hat vendt op ad foran sig og kun iført t-shirt og slidte, alt for store jeans. Jeg rejste mig op og begyndte langsomt, vaklende at gå imod ham. Ved hvert af mine skridt smeltede sneen under mig, og byens sjæl begyndte med voldsomme stød at trænge ind igen. Blot et par skridt fra manden vendte jeg mig forskrækket væk fra ham, da et barns spæde stemme lød igennem luften. Jeg fulgte katten med øjnene imens den løb ud på vejen, og jeg så bilens chaufførs overraskede ansigtsudtryk, da bilen gav et let bump og ellers kørte videre, den stoppede ikke. Med et forstenet blik betragtede jeg vejen, hvis grå facade nu var blevet prydet med andre farver. Byens sjæl var sluppet ind igen, indtaget, brudt ind. Med rystende hænder fortsatte jeg langsomt hen mod manden, hvis rolige, godmodige øjne fulgte mig. Langsomt satte jeg mig på knæ foran ham, og tog regnfrakken han havde givet mig af og lå den pænt foldet foran hans fødder. Med vores blikke stadigt sammenflettede, tog jeg pengene, jeg natten forinden havde tjent i den sølvgrå bil, og forsigtigt lå jeg dem i hans hat. Da han åbnede munden for at protesterer, mærkede jeg en varm følelse stryge gennem min krop, og jeg følte mine mundvige glide op i et sjældent, oprigtigt smil, hvorefter jeg rejste mig og vendte ham ryggen. 

Med rolige, lette skridt fortsatte jeg ind i parken, som stadig var belyst med hvide snefnug, som genspejlede sig i solens svage stråler. Jeg fulgte ikke stierne, men bevægede mig længere og længere ind i parkens tætbevoksede midte. Først da jeg ikke længere kunne bevæge mine ben i kulden, satte jeg mig ned på en hvid, tildækket bænk. Med rystende hænder strøg jeg min sidste tændstik og foldede den enkle, lille, sølvskinnende kugle ud, som indeholdt det snehvide pulver. Mine bevægelser blev hurtigere, mens jeg varmede det op under tændstikken. Det føltes, som om byens sjæl kom mig nærmere og varmen i brystet manden havde givet mig, var begyndt at smelte væk. Grædefærdig kæmpede jeg med at beholde den sidste del af varme i mit bryst, og med en voldsom bevægelse indtog jeg det hvide, varme pulver. Straks efter hørte jeg det gennemskærende skrig. Farv...

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...