Kære Emma

I denne samfundskritiske observations novelle følger vi i tre dage en ung pige, fortabt i storbyens liv. Hun lever på kanten, men formår alligevel at gøre sig nogle interessante observationer i et forsøg på at skrive om hvad der sker i verden omkring hende. Kære Emma... Jeg savner dig...

10Likes
9Kommentarer
1081Visninger
AA

2. 04/12 2012

04/12 2012

Kære Emma

I dag skulle huslejen betales. Jeg vidste det godt. Jeg har vidst det i lang tid. Men jeg kunne ikke.

Jeg havde ingen ejendele, så jeg var hurtigt ude af den tomme lejlighed. Ude på gaden var alting vådt, regnen stod ned som lyn, hvis intentioner kun var at skabe kaos, kosmos, balance. Formiddagstrafikken kørte langsomt forbi mig, uden så meget som at blinke, de var selvfølgelig ligeglade. Men det er også sådan, vi bedst kan lide det. Ikke Emma? Der skal være fokus på gruppen. Det er os mod dem. Jeg gik hen til arkaden med den rensende regn flænsende ned og de agressive dyt fra de gule biler der forsøgte at overgå hinanden i jobs og fart, som mit eneste selvskab.

Ind i en kiosk. Betale. Få. Med den nykøbte pakke cigaretter i hånden gik jeg videre i de klikkende stiletter kun med et enkelt mål for øje. Jeg ville til arkaden igen, jeg ville ud at lede, ud at se, ud at finde. I nat var det, det eneste jeg kunne tænke på. Imens den fremmede mand lå ved min side, var mine tanker hos manden fra arkaden. Endelig nåede jeg mit mål og straks begyndte min søgen. Forgæves. Jeg måtte få tiden til at gå med noget andet.

Der gik flere timer, hvor jeg forgæves forsøgte at finde nogen, der kunne være interesseret i min krop, ikke i mig, men i de muligheder jeg kunne give. Det skulle blive mørkt endnu engang, inden jeg fangede nogens interesse. En sølvgrå bil parkerede ved siden af mig og rullede vinduet ned, jeg havde ikke haft hverken tiden eller pengene til at få mig selv adskilt fra min krop, så der var intet at gøre, følge med, sælge. Da jeg åbnede bildøren og gjorde mine til at stige ind, kom han endelig. Ganske roligt kom han gående ud af en sidegade, med vandet dryppende ned fra kasketten og iført en drivvåd jakke fangede han mit blik. I et sekund smilede han til mig, inden han måtte krølle sig sammen for et hosteanfald, der drastisk angreb ham. Imens jeg overværede denne smertes krampe, blev jeg hevet ind i bilen og kørt væk, ført bort, dræbt.

Igen var jeg tilbage på Arkaden i håb om. I håb om intet. Han var der igen, denne gang roligt sovende op af bygningen. Helt sammenkrøllet lå han med sin jakke omkring sig og sov. Ganske roligt gik jeg tættere på, til jeg kunne hører hans regelmæssige, rustne åndedræt. Jeg satte mig ned et lille stykke fra ham, og for første gang siden du var her, faldt jeg i en ædru, clean søvn.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...