Kære Emma

I denne samfundskritiske observations novelle følger vi i tre dage en ung pige, fortabt i storbyens liv. Hun lever på kanten, men formår alligevel at gøre sig nogle interessante observationer i et forsøg på at skrive om hvad der sker i verden omkring hende. Kære Emma... Jeg savner dig...

10Likes
9Kommentarer
1066Visninger
AA

1. 03/12 2012

D. 03/12 2012

Kære Emma

Vejret var endnu engang, igen, som oftest, koldt og vådt. Efter nattens udskejelser havde jeg råd til at tage bussen til centrum i dag, igen, som oftest. Jeg var iført et par sorte, stramme, slidte jeans og en sort top, præcis som aftenen før, ingenting var forandret. Jeg havde placeret mig bagerst i bussen for at tiltrække så lidt opmærksomhed som overhovedet muligt, ingen opmærksomhed, er god opmærksomhed. Var det ikke det jeg altid, hele tiden, konstant, fik af vide af dig? Regnen trommede mod bussens ruder, mens den holdt i kø, på de meget trafikerede veje der førte mod centrum. Utallige biler der utålmodigt holdt i tomgang og åbne bilruder med giftig, grå røg pulserende ud i byen, dominerede det meste af mit fokuspunkt. Dog fornemmede jeg en gang imellem menneskene bag røgen. Stramme hestehaler, unødvendige solbriller og utålmodige ansigtsudtryk mødte mit blik, hvor end jeg kiggede hen, upåvirket af om det var før røgen eller inde i røgen, dybt inde, gemt, opslugt.

En kold vind mødte min krop, da jeg ganske stille listede mig ud af bussen, knapt i tide til ikke at blive lukket inde og transporteret videre hen af det grå, hårde asfalt. Det var, også fordi jeg ventede med at stige ud af bussen, til alle de andre var steget ud. Som du altid sagde; De bisser - pas på! Videre ned af vejen, ind i arkaden - ud igen, der var for mange mennesker! Ned af gaden igen, væk fra menneskemængden som forgæves måtte opgive deres evige jagt på mig, det lykkedes dem heller ikke i dag at suge mig ned, ændre mig, dræbe mig. Jeg nåede til mit mål, og gik ind i den lurvede, grøntmalede opgang, som førte op til lejligheden, jeg i dag blev nødt til at besøge. Langsomt gik jeg op af trapperne, der er aldrig nogen grund til at skynde sig, når man ikke har noget, man skal nå. Banke på. Betale. Få. Gå igen.

Tilbage ved arkaden skete der noget ganske besynderligt. En ældre mand, ubarberet, kasket, tøj der ikke passede, mødte mit blik og satte min verden i stå. Han opdagede det ikke, men satte sig blot ned på asfalten med ryggen hvilende op af den store bygning i håb om, at kunne optage varmen alle vidste kun fandtes indenfor. Jeg blev ved med at stirrer på ham, forundret, fortryllet, forbavset.

Som dagen skred frem, gjorde mørket det også. Et tæppe af frostklar kulde lagde sig over byen, som en tåge hvis eneste funktion var at stoppe enhver bevægelse, en hver tanke, en hver følelse. Da det blev rigtigt mørkt, fandt jeg et u besøgt gadehjørne. Jeg skal ikke bruge lang tid på at komme væk fra verden, og efter et enkelt prik mærkede jeg den velkendte følelse af at flyve væk og kunne se ned på min krop, ikke føle den, ikke være i den, blot se den. Den rejste sig op, vaklende og spøgelsesagtig og stod og balancerede på de tynde stilethæle, inden den satte sig i bevægelse og begyndte at gå mod dens stamsted. Som sædvanligt fulgte jeg med den, det skar mig alligevel for dybt at forlade den helt i denne verden. Alene. Ind på baren. Ned at sidde. Bruge de sidste af forrige nats penge på det billigste. Og vente. Ventetiden er den værste, og selvom det blot er min krop, der sidder dernede, tænker jeg alligevel altid nervøst på, om jeg når, at komme tilbage til den inden det begynder, hvis det begynder, det begynder altid. Ganske rigtigt kunne jeg betragte manden, der fandt hen til den. Sleske og fulde berøringer fulgte og efter ganske kort tid tog manden fast omkring min krops talje og førte mig ud af døren og ud i mørket. Jeg ved altid hvad der så sker, jeg kan mærke det næste morgen når min krop og jeg bliver forenet igen. Smerte, penge, intet andet.  

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...