Loving you is all

Kim er en adopteret koreansk pige, hun er fjorten år og meget genert. Dog har hun en ven, ved navn Damen. Han er samtidig også Kim's store kærlighed, men hun tør ikke sige det til ham. Han får en kæreste, hun er blond og med de smukkeste blå øjne. Vil hadet overtage Kim til at gøre forhastede ting, eller vil hun bare fortælle Damen om sine følelser?

1Likes
1Kommentarer
875Visninger
AA

2. Mine virkelige følelser.

Regnen siler ned udenfor, og der er ikke en levende sjæl at se på gaden. Klokken er faktisk kun halv to, og menneskerne plejer at vrimle rundt nede på gaden. Men åbenbart ikke idag, sikkert på grund af regnvejret.

Uret på min væg tikker irriterende ensomt, regnen der slå imod vinduet gør det bare mere uudholdeligt at være indenfor. Min kat Scar ligger bare over i sengen, hun ser træt op på mig. Hendes overlegne, grønne øjne udstråler at hun helt klart synes det er åndsvagt at sidde oppe i vindueskarmen, og stirre ud på en tom gade.

"Ja, ja Scar. Jeg har fattet at du synes det er fuldkommen idiotisk" siger jeg da hendes øjne bliver på mig, mit mørke hår ligger ned af min ryg, som et slags tæppe, eller et slag. Det går mig faktisk til lidt nede på låret, jeg plejer at blive kaldt Rapunsel. Selvom Rapunsel overhovedet ikke minder om Kim, som jo er mit rigtige navn.

Scar knurre lavt og ligger hovedet ned på dynen, igen overtager ensomheden mig. Scar ser bare ud til at nyde den, men det er jo sikkert fordi at der aldrig rigtigt er stille her i huset. Damen plejer jo at være her. Damen, min to år ældre overlækre ven. Hans solbrune hud, hans mørke, perfekte hår. De nødebrune øjne og de bløde varme hænder.

Jeg bliver afbrudt i mit dagdrømmeri da min telefon ringer. Jeg nærmest springer ned fra vindueskarmen og styrter over til den, den ligger helt ovre ved pejsen. Ja, jeg har en pejs på mit værelse, men det er kun fordi at mit værelse egentlig skulle være stuen, (så derfor er det kæmpe stort) men da vi fandt ud af at de tvillinger min mor skulle have, døde. Var huset lidt for stort til tre personer, så.. Det værelse jeg skulle have haft blev istedet kontor og det værelse tvillingerne skulle have haft er blevet til et slags minibibliotek. Dog er det meget uinteressant, fordi det kun er mine forældre halvfærdige romaner, kedelige afvis udklip og meget andet.

"Ja Kim her!" Siger jeg hurtigt da jeg får trykket på min mobil, mit hår er nu i fuldkommen uorden, det ligger ikke længere som et slag ned over mine skuldre, men istedet som en slags høstak, eller en fuglerede. Først høre jeg ingenting fordi jeg er så langt inde i mine tanker, så han igen siger sit navn.

"Åh, hej Damen" siger jeg og sætter mig ned på sengen, jeg kan mærke hvordan det brænder indeni bare at nævne hans navn. Han har jo Andrea, han elsker hende og hun elsker ham. Jeg husker tydeligt den dag jeg fandt ud af det...

 

Klokken ringede og jeg skyndte mig udenfor, jeg ville se om Damen var ved egetræet som han plejede. Jeg så hans ryg, med det perfekte mørke hår på hovedet, der var bare noget forkert. Han havde et par arme omkring sig, ikke som et slags vi-er-bare-gode-venner-kram, men som er langt og kærligheds fyldt kram. Jeg kneb øjnene sammen i få sekunder inden jeg langsomt gik nærmere. Det var en pige, hendes hår var lyst og hendes øjne blå. Hendes krop var slank og perfekt. Han holde også om hende, jeg gik lidt væk fra dem og så, så på dem. De kyssede.. Deres læber og tunger var i en slags dans, hun lænede sig mere og mere ind over ham...

 

"Øhh.. Kim? Kim, er du der?" spørger han i den anden ende. Jeg gisper hurtigt da jeg mærker den velkendte smerte i brystet, som jeg altid mærker når jeg tænker på, at han aldrig vil blive min. Mit mørke hår hænger ned over min skuldre og mine mørke øjne er lukket i.

"Jeg tænkte lidt om jeg kunne komme over omkring nu?" Vil en overlækker sekstenårig fyr, over til mig selvom det styrter ned. Mine øjne åbner jeg så hurtigt og smiler stort, sagde han det virkelig? Jeg tøvede kort inden jeg svarede ham, for hvad hvis det var en fælde?

"Øhh.. Jo selvfølgelig! Det vil blive hyggeligt!" Siger jeg så og rejser mig op får at vandrer frem og tilbage, hen til det store vindue der går fra gulvet til loftet, tilbage til pejsen, hen til det hvide, træ skrivebord. Tilbage til sengen, hen til vindueskarmen, hen til mit store, smukke, skab, med de mange udskæringer, der forstiller blomster og hjerter.

"Okay, jeg kommer nok gående, min storebror har 'lånt' min cykel" svarer han, med til helt fantastiske stemme, der er ikke ord for hvor dejlig den er. Den er som flydende guld i min øregange, som musik, som en rytmisk melodi, som jeg aldrig ønskede skulle slutte.

"Men det regner jo? Du bliver gennemblødt" en form for nervøsitet og bekymring kravler op af mig, det regner jo helt forbandet udenfor, og han har ingen paraply, det havde han fortalt mig samme dag som han kyssede med hende, bichten.

"Det er ligemeget, har din far ikke et eller andet jeg kan låne? Eller noget.. Kim det skal du ikke tænke på! Jeg kommer over om tyve minutter højest!" Jeg smiler glad og kan mærker så istedet for bekymring, en slags varm fornemmelse brede sig ud i min mave. Dog bliver den dejlige fornemmelse smadret af en stor sten, nej, et bjerg, som lander lige ned midt i min mave, og giver mig en uudholdelig smerte.

"Vi ses.." svarer jeg så og ligger på, min stemme er halvkvalt og jeg føler at jeg ikke kan trække vejret. Dog trækker jeg det, meget hurtigt i små hiv. Jeg hader hende den åndsvage tøs, jeg hader Damen, men mest af alt, hader jeg mig selv. For ikke at fortælle ham mine virkelige følelser.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...