"Kære Fucking Dagbog!"

Sophie er 16 år, træt at det hele og forelsket. Irritation til lærere og forældre hænger ikke godt sammen med den positive følelse af kærlighed til at andet menneske, så hun har anskaffet sig en dagbog for at få styr på følelserne. I dagbogen har hun store diskussioner med sig selv, og da dagbogen bliver læst, er hun helt blottet. Dagbogen var hendes frirum, hvor hun kunne fortælle alt.

19Likes
17Kommentarer
2812Visninger
AA

12. Epilog

Solen skinner fra en skyfri himmel. Blomsterne svajer let i den milde vind. Alting virker idyllisk og fredeligt. Et hulk bryder stilheden. En pige på 16 år står med hovedet i hænderne, tårerne trillende ned af kinderne, mens hendes veninde prøver at trøste. Veninden har selv tårer i øjnene, men hulker ikke. Hun græder bare stille. Siden hun fik nyheden at vide, har tårerne trillet ned af hendes kinder. Hun savner hende allerede. Hun savner sin bedste veninde, Sophie. Om tre måneder vil hun komme hjem, hvis alt var gået godt. Det gjorde det ikke. Tre dage i forvejen fik hun et opkald. Et opkald der fik hende til at styrte ind på sit værelse, pakke sin kuffert og skynde sig mod lufthavnen. Siden da har hun ikke kunne tænke klart. Alle tanker falder på veninden. Hvad? Hvem? Hvor? Hvorfor?

"Så så" trøster hun fåret og aer veninden på ryggen. Det hjælper ikke veninden, som stadig hulker.

"Hej" lyder det hæst bag dem. En dreng i sort jakkesæt og slips træder frem fra kirkens skygge. Han smiler lidt, men smilet er mest af alt en akavet grimasse. Der er ikke noget at smile over. Pigerne vinker kort. De har selv sort tøj på. Hende der hulker, har en sort skjorte på, et bar sorte bukser og sorte sko. Veninden har en lang, sort kjole på og også sorte sko. De tre unge stiller sig sammen, udveksler korte bemærkninger om vejret, men ser ellers bare ud i luften. Der er ikke noget at sige. Sorgen står malet i deres ansigter, deres blege, sorgfulde ansigter.

 

"I bedes rejse jer for Sophie, en pige ingen af os vil glemme" siger præsten og løfter armene, mens familien, vennerne og andre rejser sig. De har alle det samme, udtryksløse mine. De ser på den hvide kiste i midtergangen mellem de to stolerækker. "Og nu vil faren gerne sige noget" Præsten træder til side, og farne rømmer sig.

"Sophie, undskyld. Jeg..." begynder han, men bryder ud i gråd. "Jeg er ked af, at jeg ikke altid har været den bedste far for dig... Undskyld" Det sidste siger han med en hvisken og træder væk. Drengen i det sorte jakkesæt træder op. Han ser ud over den lille menneskemængde.

"Sophie... Sophie var et dejligt menneske. En elskværdig person, som elskede en igen, hvis man elskede hende. Det har jeg selv mærket. Hun vil altid blive savnet, om hun tror det eller ej" Han kniber øjnene sammen og en tåre triller ned af hans kind. "Jeg elsker hende, lige meget hvad" Han træder væk og gør plads til en lille dreng, kun 12 år.

"Sophie? Hvorfor gør du det her mod mig?" spørger han med store øjne. Hans blik er stift rettet mod kisten, de røde roser, de hvide liljer. "Jeg savner dig, kom tilbage..." Han fælder et par tårer, men han styrter ned i mors favn.

"Tak" siger præsten venligt og ser mod udgangen. Han nikker kort, seks mænd kommer ind og bærer kisten ud. De to piger og drengen ser efter den. De har alle tre en længsel efter at løbe efter den, skrige at hun skal komme tilbage. Gå på knæ og bede. Men hun kommer ikke tilbage.

"Hvad skete der?" spørger den ene af pigerne. Veninden ser på hende med sørgmodige øjne.

"Hun hoppede..." hvisker hun og en tåre baner sig vej i hendes øjenkrog. "Fra broen over motorvejen..." Hun bryder sammen i gråd, så drengen holder om hende. Den anden pige ser op. Hun ser rundt efter kisten, der nu er båret helt ud.

"Kom" hvisker hun til sine to venner. Sammen, hånd i hånd, går de ud af kirken sammen med Sophies familie og andre venner. De kigger længe på kisten, mens de græder. De holder om hinanden. Savnet stikker hårdt i hjertet allerede. Bare de ikke havde været så langt væk. Bare de havde været der, så de kunne hjælpe hende. Et stik af dårlig samvittighed, sorg og savn stikker i dem. De savner hende allerede. Tanken om, at i kisten ligger en død og kold pige, gør ondt indeni. Pludselig lukker de ind til kisten, bilen starter og kører væk. Væk er Sophie, men glemt er hun ikke. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...