"Kære Fucking Dagbog!"

Sophie er 16 år, træt at det hele og forelsket. Irritation til lærere og forældre hænger ikke godt sammen med den positive følelse af kærlighed til at andet menneske, så hun har anskaffet sig en dagbog for at få styr på følelserne. I dagbogen har hun store diskussioner med sig selv, og da dagbogen bliver læst, er hun helt blottet. Dagbogen var hendes frirum, hvor hun kunne fortælle alt.

19Likes
17Kommentarer
2761Visninger
AA

1. Jeg tror bare, jeg giver op...

Hvad er meningen med det hele egentlig? Man bliver født, man vokser op, får en kæreste, flytter sammen med ham, bliver gift, får børn, bliver skilt og dør. Eller også lever man alene til sine dages ende... Det med børn er en latterlig ting. Hvem gider overhovedet have børn? Når de bliver født skriger de, senere skider de alle vegne og hele tiden. Derefter render de rundt alle vegne og bliver væk fra forældrene. Så bliver de små flabede unger, der skal i skole og gider egentlig ikke lave deres lektier. Afhængig af om det er en pige eller en dreng, så bliver de påvirket af de andre børn, og bliver enten hjernedøde fodboldidioter eller sminkedukker. Sådan er det, og sådan har det altid været. Man kan ikke ændre noget. Jeg tror bare, jeg giver op og holder mig for mig selv...

 

Jeg gider det ikke. Skolen, de såkaldte venner og veninder, lektierne, lærerne, timerne, forhåbningerne, formaningerne, alt. Simpelthen alt ved min hverdag. På skolen med de samme kedelige, falske såkaldte venner og veninder som jeg senere skal arbejde sammen med om lektier. For derefter at tage en diskussion med lærerne over deres timer, mens de plaprer om de ting de håber, at jeg kan nå i fremtiden, for at de derefter kan formane mig og snakke ned til mig. Jeg gider dem ikke. De er så hellige, for de er voksne og har det der hedder erfaring. Bla, bla, bla. Jeg kunne ikke være mere ligeglad! Og så tror de jeg står og lytter. Ha! De burde da vide bedre, men de har ikke det der hedder logisk sans. Dumme mennesker. Jeg tror bare, jeg giver op og lader være med at lytte...

 

Egentlig så er det ikke mig, der burde give op. For hvorfor mig, når alle andre lige så godt kunne? De kunne skride ad helvedes til! Det er altid mig, der skal gøre noget. 'Sophie gør lige det her for mig' beder de mig, men jeg gider ikke mere. Jeg er træt af deres selvfedhed, deres dovne sind og dårlige undskyldninger. 'Jeg har brækket foden' og hvad så? Når jeg er syg, ligger jeg der hjemme, alene! Jeg ørler på vej ned i køkkenet efter en spand. Tror du måske, det er fedt? Er der nogen der hjælper mig? Nej! Svaret er nej! Jeg er alene om det, for jeg har lært at gøre alting selv. Det er nemmere. Jeg gider ikke tage diskussionen med dem. Hjælp mig, bare en gang imellem. Nej, de gider ikke, det ved jeg på forhånd. Så jeg kan lide så godt lade være med at spørge dem om hjælp. Jeg tror bare, jeg giver op og passer mig selv...

 

Er jeg meget negativ? Jeg mener, jeg brokker mig en hel del... Der er mange, der sige, at jeg engang var en meget positiv pige. Ha, de kender mig jo ikke. De gjorde måske engang. Dengang jeg var lille, naiv og dum. Ligesom lærerne tror jeg er. Ligesom mine forældre tror jeg er. Jeg gider det ikke mere. Hvorfor kan de ikke bare forstå, at jeg er 16 år og kan ting selv? Jeg kan sagtens selv ordne lektierne. De behøver ikke spørge, om jeg har lavet lektier. Jeg overvejer at sige nej og gå. Hvad ville de så gøre? Mine forældre altså? Ja, de to gamle mennesker der serverer mad for mig hver aften og har købt det hus, jeg bor i. De er jo utroligt dumme! Hver gang jeg kommer med en spydig eller flabet kommentar, stopper de op og ligner et spørgsmålstegn. Ha! Dumme mennesker! Bliver man seriøst så dum, når man bliver gammel? Det håber jeg virkelig ikke, for jeg gider satme ikke blive så dum! De er jo dummere end en dør! Jeg tror bare, jeg giver op og lader være med at prøve at forstå dem...

 

Her er jeg, Sophie, på 16 år, masser af tanker på hjernen og masser af følelser på hjertet. Du, du er min dagbog, kære Dagbog. Og velkommen til det, jeg kalder mit liv. Nu skal du bare høre...  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...