I know you wont forget me - One Direction

De har kendt hinanden så længe, dog aldrig mødt hinanden. Allison og Nicki har været bedste veninder længe! Problemet er bare de ligesom ikke har boet på det samme kontinent. Da Allison bliver optaget på en sommer-film-skole i London flytter hun over til Nicki hele sommeren. Men allerede den første morgen opdager hun noget, som Nicki aldrig har sagt et ord om.

58Likes
104Kommentarer
9188Visninger
AA

15. Nickis synsvinkel.

 

Kære dagbog. Nu skriver jeg igen. Længe siden? Ja, det må du nok sige. Men mit liv har bare været så dejligt på det seneste! Alli er kommet, drengene har været her i mit liv til at passe på mig når du ikke har kunnet, Pixie har det fantastisk, bliver ikke længere mobbet, folk er bare så venlige. Men desværre er der lige én.. en enkel person, som har ændret sig.

Du ville aldrig gætte det, men jeg taler om Niall. Du ved Niall Whoran? Kraftidiot, mand. Jeg orker ham ærlig talt ikke længere, han har forandret sig virkelig meget. For meget! Han skrider, har fucking humørsvingninger, opfører sig virkelig som en forstyrret fjortenårig teenager! Gud, hvor han driver mig til vanvid, og det værste er at jeg ikke hader ham. Nej, faktisk, tror jeg måske at jeg … elsker? ham. Det giver ingen mening, for han kunne ærlig talt være velkommen til at skride ud af mit liv, jeg kan personligt sørge for at vise ham døren og give ham sparket, men alligevel.. han er jo så fantastisk.. gjrtiogjorithjort!!!!:( på en eller anden sindssyg måde tror jeg måske jeg er faldet for ham. Og jeg er virkelig faldet hårdt, helt nede og skrabe bunden, for han er lige så irriterende som han er dejlig. Og det siger en del. Hvorfor føler jeg mig lige pludselig som en forstyrret fjortenårig teenager? Gosh, jeg kunne i princippet bare tage væk, kunne jeg ikke? Ville det ikke hjælpe en del på alle?

Mine følelser lige nu skal helst forblive en hemmelighed, og du, dagbog, er den eneste jeg rigtigt stoler på, for du har alle mine hemmeligheder i god behold helt tilbage fra år 2003 hvor jeg fik dig i julegave. Du er kun blevet brugt til de vigtige ting, som dette. Og du har været en god lytter, tak for det, kære dagbog. Hvis du nogensinde for brug for hjælp, vil jeg være her.

Nicki.

 

Jeg skyndte mig at skrive min underskrift inden jeg hurtigt lukkede bogen i, låste den, puttede den i sin kasse og skubbede den ind under sengen, hvor den hørte til. Jeg havde hørt hoveddøren åbne sig, og folk skulle helst ikke vide jeg stadig skrev i min gamle dagbog. Folk anede ikke jeg havde den længere.

Døren indtil mit værelse blev åbnet op, og jeg blev mødt af nogle nogenlunde glade ansigter. Seks for at være helt præcis. Zayn, Harry, Liam, Louis, Niall og Perrie. Jeg smilede forbavset, over de havde taget hende med, for vi havde aldrig rigtig mødt hinanden og snakket sådan sammen. ”Perrie og Nicki, vi synes det er på tide i lærer hinanden at kende!” sagde Liam i en rigtig glad tone. Han havde nok også det største smil, lige efterfulgt af Perrie. ”Jamen, hej så..” mumlede jeg og rejste mig op. Sammen gik vi ned i stuen, og så begyndte vi alle at snakke. Eller, tit ventede drengene afventende på et eller andet, mens Niall ikke sagde et eneste ord. Det var mest mig og Perrie der pludrede løs om alt muligt lort, og prøvede at få andre til at tale. Ikke engang Alli var kommet hjem endnu.

Efter noget tid gik Niall på toilet, men vi andre tog ikke rigtig notits af det. Før i tiden var Louis begyndt at græde, men nu var det lige meget, for Niall sagde ikke noget, overhovedet alligevel – han var her knap nok, mest som et form for spøgelse.

Da han noget tid efter kom tilbage, smuttede Louis. Jeg himlede med øjnene. ”Når naturen kalder..” mumlede Perrie, og himlede også med hendes øjne. Seriøst Perrie var smuk, Zayn havde fået jackpot. Virkelig.

”Nicki, Niall, kom lige” sagde Louis så snart han kom tilbage, og kiggede på os begge med et strengt blik. Hvad nu? Jeg fattede ikke det strenge blik, eller hvorfor Niall blev rød i hovedet. Som om han vidste et eller andet. ”Bare kom, jeg skal lige tale med jer” sagde han, og vinkede os ud. Jeg himlede med øjnene, og rejste mig dog op alligevel. ”Vi ses om lidt” mumlede jeg til dem, efterfulgt af et falsk smil. Det her kunne umuligt være godt, hvis Louis havde det blik – når Louis havde det blik var ting generelt aldrig gode. Mens mig og Niall gik som små skødehunde efter ham, gik Louis som om han vidste præcis hvor vi skulle hen. Han ledte os hen til badeværelset, åbnede døren, og pegede derind, med det samme strenge blik. Han pegede som om han ville sige 'ind, nu!', så selvfølgelig gik vi derind. Bwahh.. Efter Niall fulgte Louis, men lige så snart han havde trådt det første skridt ind, hev han nøglen ud af døren, skyndte sig at lukke den i, og med et var vi låst inde. ”HEY!” råbte Niall så snart han forstod hvad der lige var sket. ”Hvad? Louis!” råbte jeg irriteret, og gik hen for at banke på døren. Snart stod vi og ruskede i håndtaget, men ingen reaktion, udover de andre, som man tydelig hørte var kommet ud i gangen for at se. ”Hør efter, i kommer ikke ud, foreløbig” begyndte Louis. ”Ej Louis” sukkede jeg irriteret og slog mig ned på toilettet. Hvad foregik derinde i den idiots hoved? ”Jeg lukker jer ikke ud, før i har talt det igennem i skal have talt igennem, for der er noget i vejen, og jeg orker ikke at forklare det for jer, siden i allerede ved hvad. Desuden er der ingen grund til at råbe op om det foran de andre, i har nogle problemer, og de skal løses! I kommer ikke ud før. Der er vand, og et toilet, mere har i ikke brug for” sagde Louis bestemte stemme. Irriteret sukkede jeg igen, og Niall begyndte at råbe op, men det eneste vi hørte var en lav hvisken mellem dem på den anden side af døren. Hvad var det helt præcis Louis vidste? Jeg havde en dårlig mavefornemmelse, den begyndte at knuge sig sammen. ”..” - nemlig, ingen lyd. Stilhed.

GOD, jeg kunne dræbe mig selv. Niall sad lænet op af døren, ventende på at blive lukket ud, mens han godt og grundigt undvigede mit blik – farwking idiot. Stilhed. Minut efter minut. Ikke et ord. Og så brød helvede løs i mellem os. ”Hvorfor er du sådan en idiot?” skreg jeg, imens han højt råbte op om hvor irriterende jeg var blevet, og at han ville vide hvorfor jeg var så sur på ham. ”Jeg er sq' da sur fordi DU er en idiot, der råber op om min OCD!” skreg jeg nærmest ind i hovedet på ham. ”Du råber altid selv op om det! Og desuden, hvorfor skal du egentligt have det som en hemmelighed for dine venner?” spurgte han med et lynende blik. Skræmmende blik, ligefrem. ”Fordi at hvis jeg ikke engang kan stole på min bedste ven, hvordan skulle jeg så kunne stole på dem?” råbte jeg irriteret. Niall var min bedsteven. Lig mærke til var. Nu er pladsen for længst skiftet ud med Alli. ”Jeg troede Alli var din bedste ven?” sagde han irriteret. ”Det er hun skam også nu!” udbrød jeg endnu mere irriteret. ”Lige siden hun kom er alt blevet ødelagt!” knurrede han faretruende. Og dét forstod jeg ikke. Alli havde da kun været her nogle dage, en uge eller så'n. Hvad er helt præcis blevet ødelagt? ”Hvad fanden mener du? Giver du bare hende skylden for at du er en dårlig ven?” jeg afskyede ham. Afskyede ham. ”Hvis ikke 'den blonde skønhed' var kommet, så ville det ikke have været så stort til signingen!” råbte han. Han vrængede selvfølgelig 'den blonde skønhed' med en stor gru og afsky. ”Hvorfor skred du overhovedet?” spurgte jeg ham irriteret. Han trak på skuldrende. ”Hvorfor skriver du dine problemer ned i stedet for at tale om det?” spurgte han så i et alt for roligt tonefald.

 

”LOUIS FOR FANDEN LUK OS UD!” råbte vi mens vi hamrede på døren. Mine knoer brændte, ligesom mine kinder, og Nialls ene. Min hånd havde efterladt et smukt rødt mærke på hans venstre kind. Og han havde fandme fortjent den. ”JEG AFSKYR HENDE” skreg Niall af sine lungers fulde kræft. ”JEG AFSKYR HAM MEST!” skreg jeg så for at overdøve ham. Jeg vidste alle havde samlet sig derude. Alle. Rochelle, Marcus, Perrie, Pixie, Alli, Louis, Liam, Zayn, Harry... Gid det var mig der stod derude, og Zayn og Alli der var blevet hevet ind af Louis. Selvom jeg normalvis ikke ville ønske det for en ven, så ville det helt seriøst gøre sagen meget nemmere lige nu. ”DET ER UMULIGT” gav Niall så igen. Brændende had. ”LUK OS NU UD!” skreg jeg igen, endnu højere. Så lød et pift udenfor døren. Få minutters stilhed. ”Ti stille, nu. I er dårlige til at finde en løsning..” mumlede Louis for sig selv. Men det kunne han selvfølgelig ikke slippe godt fra at mumle. ”Hun er et mareridt, især i enerum!” - ”Han læste min dagbog!” - ”Ja, ene uuh han er så dejlig, og nu er han forfærdelig, bah men jeg elsker ham jo! Iiih, men fuck hvor er han stupid” gjorde Niall nar, i en rigtig tøset og enormt irriterende stemme. ”Er du færdig?” spurgte jeg irriterent og hævede mit ene øjenbryn. ”Kælling..” mumlede Niall, før han lod sig glide ned af døren. ”Svin” sagde jeg. Han mumlede, men jeg holdt mig ikke tilbage. ”Tøser, stop det nu” lød Louis forsøg udenfor døren igen. ”Louis, kaldte du mig lige en tøs?” spurgte Niall fornærmet. ”Ja, for du opfører dig som en. Hvorhenne er i Niall og Nicki? De eneste jeg ser.. hører, er åbenbart Kælling og Svin. Hvad blev der af de to gode venner?” spurgte Louis. Jeg himlede med øjnene. Virkelig Louis, ville du virkelig trække det kort? ”De blv spærret inde på et badeværelse sammen, luk os så ud!” sagde Niall irriteret og slog på døren. ”Lou, luk dem nu ud..” hørte jeg en på den anden side af døren sige. Uden tvivl Harry. ”Fint..”

”YES!” skreg Niall med det samme han hørte ordet 'fint', og hoppede op. ”Endelig!” hvinede jeg, og gav Niall et kæmpe kram, og han krammede faktisk med. Lige inden døren gik op nåede vi dog at trække os ud af det og glo forvirret på hinanden. Hvad skete der lige der? Vi handlede bare instinktivt, vi var lige blevet sluppet ud altså, no big deal...

_____________________________________________________________________________________________Håber dette kapitel er længere end de plejer, det var lidt meningen... for at gøre bod for et par korte kapitler.:)

Og undskyld ventetiden BTW! 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...