I know you wont forget me - One Direction

De har kendt hinanden så længe, dog aldrig mødt hinanden. Allison og Nicki har været bedste veninder længe! Problemet er bare de ligesom ikke har boet på det samme kontinent. Da Allison bliver optaget på en sommer-film-skole i London flytter hun over til Nicki hele sommeren. Men allerede den første morgen opdager hun noget, som Nicki aldrig har sagt et ord om.

58Likes
104Kommentarer
9201Visninger
AA

11. Nickis synsvinkel.

Vi sad nærmest alle sammen i sofaen, nærmest døde af spænding. Vi stirrede faktisk bare ud i luften, og tænkte hver for sig, mens vi ventede på at døren indtil Harrys værelse ville åbne sig. Og da den endelig gjorde det var det kun Alli der kom ud. Og hun så lige så forvirret ud som alle os andre gjorde. Hun dumpede blot ned i sofaen overfor os og stirrede ud i luften, mens vi afventende gloede på hende. Spændingen sitrede helt ude i fingerspidserne. ”IH, ALLI! Hvad skete der?” udbrød jeg så. Hvordan skulle man holde det inde? Idet jeg havde udbrudt åbnedes døren igen, og ud kom Zayn, med sit normale smil. ”Vas happenin'?” spurgte han. ”Ja, det må du nok spørge om!” sagde Niall, og lød virkelig tøsefornærmet. Jeg følte mig tøsefornærmet, sådan at de ligesom bare holdte os udenfor!

”Hvad mener du?” spurgte Zayn og lød helt uvidende, blank, som om de ikke lige havde talt under fire øjne. Som om han havde siddet i sofaen ved siden af Alli hele tiden. ”Ja, altså, hvad handlede det lige om?” spurgte Harry og lavede en cirkel i luften mens han sagde ordet 'det', og holdt spørgende fingeren oppe. ”Ingenting?” sagde Zayn i en spørgende tone, stadig som om der ingenting var sket. ”Jamen Alli er sgu da helt paf, se lige på hende!” sagde jeg så og pegede anklagende på Alli der bare stirrede ud i luften, helt væk. ”Kyssede du hende eller så'n noget?” spurgte Louis. Det fik selv Alli til at vågne og alle stirrede på ham. Han havde jo Perrie! ”Hvad?” spurgte vi alle forvirret i kor. Måske havde jeg misforstået noget, men det så ud til vi alle havde misforstået det i det tilfælde. ”Det kunne da godt være?” sagde Louis irriteret over vores reaktion. ”Nej!” sagde Zayn så hurtigt. Jeg stolede altså på Zayn til det sidste. Han var en loyal ven og sikkert også en loyal kæreste. ”Der skete altså ikke noget” sagde Alli så med hendes søde lille stemme. Den lød så uskyldig, man kunne nærmest ikke lade være med at tro på det. Og jeg troede blindt på det. Selvom Louis havde sine tvivl. 

”Nå ja, men siden Zayn og Alli er blevet erklæret uskyldige... hvad er jeres forklaring?” sagde Liam så og kiggede gennemtrængende skiftevis fra mig til Niall. ”Altså, Louis havde en meget god forklaring lige før, ehm.. Niall, ja, hvad var det nu?” spurgte jeg hektisk og kiggede op på Niall. ”Rygter.. duh..” mumlede han. ”Kan vi stole på det?” spurgte Harry så. Hvorfor var de så mistænksomme? Ligefør var det da klart det var rygter! Der er jo ingenting. Gosh. ”I har måske haft et hemmeligt forhold i seks måneder eller sådan noget?” spurgte Zayn og løftede mistomksomt det ene øjenbryn. Ej hvad? Helt seriøst! ”Nej sq' da!” sagde jeg irriteret, lige efter Zayn havde slunget sin sætning ud. Lige pludselig rejste Niall sig op og gik. Vi kiggede alle efter ham, lige forvirrede. Hans sko stod her stadig, hans jakke lå stadig ovre på sofaen, han var ikke færdig med sin mad.. han havde bare efterladt det hele og skredet? What the hell?

”Okay, hvad skete der lige for Niall?” spurgte Louis forvirret. ”Det må du altså ikke spørge mig om” sagde Alli og løftede uskyldigt hænderne. Det resulterede jo selvfølgelig i at alle kiggede over mod mig. ”Hvad har jeg måske lige gjort?” spurgte jeg irriteret. Det var da ikke min skyld at han bare sådan skred? ”Det ved jeg ikke, benægtet jeres forhold på halvårsdagen?” sagde Zayn uskyldigt og henkastet. Idiot mand. Jeg tog en pude og kastede den efter hans hoved, og lige så stille blev stemningen mindre trykket, og folk begyndte at grine lidt. ”Der er altså ikke noget” sagde jeg så med et lille smil.

 

”En af os burde egentligt gå ud og finde ham..” mumlede Alli så mens hun kiggede ud af vinduet. Jeg fulgte hendes blik og så regnen der dryppede ned af vinduet. Hun havde ret. Jeg rejste mig op, den opgave kunne jeg godt påtage mig. Jeg sagde ikke et ord, men gik bare direkte ud i gangen hvor mine sko og min jakke var. Lidt efter kom Louis gående, med samme plan. ”Hvor tror du han er?” spurgte jeg ham. Han trak på skuldrende, og tog sin regnjakke på.  

Vi sad inde i Louis bil. Det var en trist grå mørke udenfor, vinduesviskerne var godt i gang, eftersom regnede silede ned på forruden. Jeg sad og kiggede fraværende ud af vinduet, irriteret over at jeg ikke kunne se ham nogle steder. Vi kørte i stilhed, eller. Ikke rigtig stilhed, men vi snakkede ikke. Gotta be you kørte lige nu i radioen, og jeg vidste både mig og Louis havde en underlig følelse om at synge med, men vi gjorde det ikke – det ville seriøst være akavet.

”Hey” sagde Louis lige pludselig og bremsede. Jeg kiggede hurtigt over på ham, og bag ham kunne jeg tydelig se Niall. ”Hey, der er han!” sagde Louis optimistisk. Jeg begyndte at fumle med sikkerhedsselen, det skulle op, af, whatever! Så snart jeg havde fået den op skyndte jeg mig at åbne døren, og Louis gjorde præcis det samme. Og så var vi ovre Niall som et lyn.

”Niall!” sagde Louis bebrejdende så snart vi var kommet hen til ham. Han sad bare på en bænk og stirrede ned i jorden, som om han slet ikke havde opdaget os før vi kom hen til ham. ”Louis” mumlede han. Hans ansigt var helt rødt? Hvad var der i vejen? ”Niall, hvorfor skred du bare? Vi har været skide bekymrede, og ledt efter dig i jeg-ved-ikke-hvor-længe!” sagde jeg. Han kiggede op på mig og sendte mig så et falsk smil. ”Klart i har” sagde han sarkastisk, før han kiggede ned i jorden igen. Hvad mente han? ”Niall, kom nu ind i bilen du bliver syg” sagde Louis og gav ham hans våde jakke. Den var ikke våd før vi prøvede at få den ud i bilen.. men regnen havde vist andre planer end vi. Niall tog hans jakke, men han tog den ikke på. Det var som om han allerede var syg. ”Niall, kom nu” sagde jeg irriteret over han ikke gjorde noget. Hvorfor gjorde han ikke noget? ”Nah” sagde han bare ligegyldigt og trak på skuldrende. Virkelig? ”Du bliver syg..” mumlede jeg. ”Ligesom dig” sagde han og kiggede op på med i et kort stykke tid. Det var som at få en mursten i hovedet, eller blive stukket ned i ryggen af en killing. Hvordan kunne han sige det? Niall var den eneste af mine venner udover Alli der vidste noget om min OCD, og alligevel hentydede han til det i en samtale hvor vi ikke var de eneste. Selvom det ikke var slemt, selvom det bare var en lille smule. At han vågede det. Jeg følte mig pretty much som Alli lige nu. Paf, væk.  _____________________________________________________________________________________________ Hey det blev et lynkapitel, håber i kan bære over med mig, men synes bare det var en dejlig måde at slutte kapitlet på!(og så blev jeg lige pludselig lidt ukreativ, haha). Forresten har jeg fortalt hvor vildt jeg synes det er vi har så mange læsere, hvor i også er rigtig gode til at trykke like og skrive jeres meninger i kommentaren? Det er mega vildt og mega fedt! Hvad synes i om slutningen på dette kapitel?:D //N0H8<3

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...