I know you wont forget me - One Direction

De har kendt hinanden så længe, dog aldrig mødt hinanden. Allison og Nicki har været bedste veninder længe! Problemet er bare de ligesom ikke har boet på det samme kontinent. Da Allison bliver optaget på en sommer-film-skole i London flytter hun over til Nicki hele sommeren. Men allerede den første morgen opdager hun noget, som Nicki aldrig har sagt et ord om.

58Likes
104Kommentarer
9189Visninger
AA

20. Allisons synsvinkel.

”Undskyld igen, Alliso - Alli” sagde Niall og smilte skævt til mig. En underlig glæde skyllede gennem mig da han brugte mig kælenavn i stedet.  Jeg sukkede ”Niall, jeg har jo sagt at det ikke er din skyld og nu har jeg rent faktisk siddet og fortalt dig - meget -  af det. Prøv at forstå at det ikke har noget med dig at gøre” godt nok var det ikke helt sandt, Niall havde noget at gøre med det, men jeg ville bare gerne have ham til at acceptere mig og ikke hade mig som han åbenlyst gjorde. Jeg havde fortalt ham en smule om hvad der gik mig på, men der var så meget jeg ikke kunne fortælle at det nærmest kun var små ting og jeg havde lidt på fornemmelsen at han vidste at det ikke var alt. Damn it..

Min telefon ringede vredt i min lomme igen og jeg stak automatisk hånd ned og greb fat om den. Nialls øjne gled ned og hvilede på lommen og kiggede så forvirret på mig da jeg ikke tog den. ”Skal du ikke tage den?” spurgte han og kiggede igen ned på telefonen jeg nu havde taget op for at kigge på nummeret.

Nickitika!

Stod der på skærmen og et billede af Nicki der var pink i hovedet og stod med morgenhår kom frem. Jeg smilte svagt ved mindet. Det havde været en morgen hvor vi havde skypet og Nicki havde helt sikkert haft en fest dagen før for hun var hårdt ramt af tømmermænd og var næsten faldet i søvn foran skærmen med et glas vand i hånden. Jeg havde set det som en one in a life time og tog hurtigt et billede af min computerskærm og satte det ind som kontakt. Nicki hadede det billede lige så meget som jeg elskede det. Det var jo genialt! Nickitika var en helt anden historie, men hun var heller ikke enormt begejstret for kælenavnet, som jeg havde fundet på en kedelig eftermiddag hvor jeg snakkede med hende og … lad os bare sige det endte med at være en ret så sjov dag.

Jeg var langt inde i minderne og nåede i sidste ende ikke at tage telefonen i tide. Jeg fik pludselig dårlig samvittighed, men på samme tid gik det op for mig at hun nok havde opdaget at jeg var væk. Jeg bed mig forsigtigt i læben og kiggede langsomt op på Niall der kiggede afventende på mig.

”Øh… Jeg stak af… Uden at sige noget” mumlede jeg, sænkede flovt blikket igen og klemmede mobil i mine hænder. En underlig lyd kom fra Niall og jeg kiggede uroligt op. Hans ansigt var fordrejet i en grimasse, man måske ville kunne kalde grin. Langsomt gik det op for mig at han forsøgte at holde sit grin inde. At han syntes det var sjovt at jeg var stukket af fra min bedsteveninde. Jeg kiggede forvirret på ham, måske var der noget jeg havde misset? Niall bed hårdt fat i sin læbe før han igen så nogenlunde neutral ud ”Du er stukket af fra de andre?” spurgte han, men denne gang kunne han ikke holde det og begyndte at grine lavt. Jeg krydsede armene og betragtede ham fornærmet ”Ja?” spurgte jeg, lettere irriteret.

Da Niall igen sad roligt på bænken ved siden af mig, kiggede han komisk på mig ”Kan du lige forestille dig, hvordan Nicki må være lige nu?” fnes han. Den dreng kunne simpelthen ikke være seriøs i mere end højst nødvendigt. Mine øjne blev store ”Åhh nej!” gispede jeg og greb min mobil igen. Jeg gik ind i kontakter på rekord tid. Jeg havde set Nicki glad, sur, panisk, bange, sønderknust, irriteret og jeg havde helt klart set hende rasende. Lige nu måtte hun være en blanding mellem bekymring og irration, men helt ærligt, så kunne jeg godt forstå hende. Jeg var jo skredet, uden et ord og uden nogen officiel grund. Jeg trykkede på Nickis kontakt og straks ringede den op. Niall sad og kiggede på mig med et stort fjoget smil, som var uvant for mig at se. Normalt lukkede han af når jeg var der, men nu sad han rent faktisk og smilte til mig.

Fremskridt?

 

Mange gange undskyld for vente tiden, men nu er jeg hjemme igen. MØZ MØZ!

Flower

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...