I know you wont forget me - One Direction

De har kendt hinanden så længe, dog aldrig mødt hinanden. Allison og Nicki har været bedste veninder længe! Problemet er bare de ligesom ikke har boet på det samme kontinent. Da Allison bliver optaget på en sommer-film-skole i London flytter hun over til Nicki hele sommeren. Men allerede den første morgen opdager hun noget, som Nicki aldrig har sagt et ord om.

58Likes
104Kommentarer
9266Visninger
AA

10. Allisons synsvinkel.

Uroen flagrede rundt i min mave som tusind sommerfugle, men dette var ikke de sommerfugle der kommer når man glæder sig eller er spændt. Dette var sommerfugle der fortalte mig at jeg skulle passe på. Jeg var ret forvirret over den avisartikel - troede folk virkelig at Zayn og jeg havde en ’ting’? jeg rynkede panden en smule mens jeg spiste en smule, hvorfor var det lige at jeg godt kunne lide tanken om at Zayn og jeg faktisk havde en ting? Det var forkert. Så forkert på alle mulige måder. Han havde en kæreste. Det hele var nok bare noget jeg bildte mig ind og blandet sammen med den lille episode på Nickis værelse, virkede det hele nok bare så eventyragtigt. Det var latterligt, af mig bare at tænke sådan at håbe, især fordi jeg nærmest ikke havde udvekslet nogen ord med Zayn.  Stemningen omkring mig var let og ligetil, men hos mig var det hele indviklet og svært. Jeg følte mig så dum, når jeg tænkte på den måde. Det var så underligt og faktisk vidste jeg ikke helt hvad der skete for mig.

”Allison - kan vi lige snakke?” spurgte Zayn, mens vi sad og så fjernsyn og der igen havde været noget om Zayn og jeg, noget der overhovedet ikke passede. Jeg løftede sløvt hovedet og nikkede langsomt, uforstående og dog vidste jeg hvad vi skulle snakke om. Jeg rejste mig op og ventede på at Zayn ville gå ud så jeg kunne følge efter ham. Så snart vi var ude af døren kunne jeg høre de andre begynde at snakke - ”Tror i de har noget?” det var Niall og lige efter han havde spurgt svarede Nicki: ”Det tror jeg ikke, Zayn har jo Perrie og Alli ville ha’ sagt det til mig og helt ærligt hun har været her i 3 dage!”

Vi gik ind på et værelse og ud fra indretningen ville jeg gætte på at det var Harrys. Jeg lukkede døren i efter mig og vendte mig langsomt mod Zayn. Han stod og kiggede på mig mens han bed sig i læben. Jeg kiggede afventende på ham da jeg regnede med at han ville være den første til at sige noget om det her. Det gjorde han også ”Jeg ved ikke hvordan jeg skal sige det, men… vi ved jo godt begge to at der ikke er noget mellem os” sagde han lavt og kiggede kort ned i jorden for derefter at rette sit blik mod noget over mit hoved. Jeg nikkede selvom jeg ikke helt vidste om han kunne se det ”Det er rigtigt, vi kiggede bare helt tilfældigt på hinanden” selvom jeg af alt magt prøvede at få ordende til at føles sande, lød de alt for falske og der var jeg glad for at Zayn ikke kendte mig godt nok til at hvide når jeg løg, men dette var jo ikke en løgn - Zayn og jeg havde ingenting sammen! ”Godt, jeg skulle bare lige sørge for vi begge var klar over det” sagde han langsomt og nærmest nervøst. Jeg smilede usikkert til ham ”Mhm… Vi kan ikke have noget for du har jo Perrie” så snart ordende havde forladt mine læber kunne jeg slå mig selv, jeg lød jo som om jeg var jaloux, hvilket jeg ikke helt vidste om jeg var for helt ærligt då kendte jeg ikke den ’ægte’ Zayn, kun den man læste om i bladene og så på tv. Jeg kunne ikke være forelsket i ham på den rigtige måde og det var der hele to grunde til. For det første var han ikke single og elskede sikkert sin kæreste utroligt højt - jeg bremsede mig selv i min tanke gang da det føltes som en ulykkelig forelskelse for jeg var da overhovedet ikke faldet for Zayn, i hvert fald ikke på 3 dage! Det var latterligt!

”Men i det mindste kender de ikke dit navn” sagde Zayn og så helt optimistisk ud. Jeg nikkede og tog et lille skridt hen mod ham, det fik ham dog bare til at se lidt afvisende på mig, men jeg havde ikke noget grænseoverskridende i tankerne for jeg rakte bare min hånd frem ”Venner?” spurgte jeg med et optimistisk smil - der var ingen der sagde at jeg ikke kunne være venner med ham. Han grinte svagt og fik et smukt skær i øjnene da han greb fat om min hånd og bekræftende sagde: ”Venner!” jeg smilede til ham og slap hans hånd ”Jeg vil se frem til at møde Perrie” sagde jeg og smilede skævt. Den akavede stemning fra før var forsvundet og nu var det som om jeg igen bare kunne se ham som min ven. Han nikkede som svar på mine ord. Jeg vendte mig mod døren men lig før jeg trådte ud kunne jeg høre ham sige noget der igen fik sommerfuglene til at flagre rundt i min mave og mit hjerte til at slå skævt. Noget der igen ændrede mit syn på ham: ”De kaldte dig den blonde skøndhed og Allison, det er du”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...