I know you wont forget me - One Direction

De har kendt hinanden så længe, dog aldrig mødt hinanden. Allison og Nicki har været bedste veninder længe! Problemet er bare de ligesom ikke har boet på det samme kontinent. Da Allison bliver optaget på en sommer-film-skole i London flytter hun over til Nicki hele sommeren. Men allerede den første morgen opdager hun noget, som Nicki aldrig har sagt et ord om.

58Likes
104Kommentarer
9200Visninger
AA

4. Allisons synsvinkel.

Jeg stod lidt og kiggede mig omkring i det meget store hus. Det gav et lille sæt i mig da to mennesker pludselig stod foran mig med store venlige smil på læberne. Jeg kiggede hurtigt bag ud, men Nicki var ikke at se. Hun havde da ikke bare forladt mig, vel? Langsomt drejede jeg hovedet og mødte de to menneskers blikke ”He-Hej” mumlede jeg og smilte forsigtigt til dem. De grinte og manden kom hen og gav mig hånden ”Nickis far, Marcus” sagde han venligt. Jeg rystede hurtigt hans hånd ”Allison” præsenterede jeg mig. Hurtigt kom damen hen og trak mig ind i et uventet knus ”Vi har sådan glædet os til at møde dig, mit navn er Rochelle” hun lød meget sød og jeg følte mig allerede velkommen. ”Øhm. Jeg har også glædet mig meget til at møde jer” sagde jeg og grinte lavt og usikkert. Hvor pokker var Nicki? Hun kunne da ikke mene at hun ville lade mig være alene med hendes forældre, ikke at jeg ikke kunne lide dem, men jeg følte det lidt akavet.

”Mor, far! Har i set Alli!?” lød Nickis stemme pludselig fra et rum lidt til højre. Rochelle sukkede, sikkert over at Nicki ikke kunne finde mig selvom jeg stod i entreen. Ingen svarede og lidt efter dukkede Nickis kønne ansigt op i døren ”Nå der er du, kom nu du skal se mit værelse!” sagde hun i mens hun tog fat om mit håndled og hev mig væk fra Marcus og Rochelle der medfølende vinkede til mig.  

Nicki åbnede en dør og viste mig et kæmpe stort værelse. Mine øjne blev store da jeg fik øje på walk-in-closet og den væg der kun bestod af glas. Det var virkelig fedt! Nicki smed min kuffert fra sig på sengen. Hun stod lidt og kiggede på den før hun vendte sig mod mig ”Det er faktisk ikke ret meget tøj du har taget med?” spurgte hun og så helt ud som om det var verdens undergang. Jeg grinte ”Jeg skal da købe noget her nede!” fniste jeg og kiggede drillende på hende. Hun lavede et lille grin før hun sprang op ”Kom nu. Du skal se resten af huset. Altså før troede jeg du var lige bag mig, men så opdagede jeg at du var væk og så ville jeg finde dig og så fandt jeg dig..” plaprede hun løs mens hun trak mig ud af sit værelse og hen af en lille gang.

Efter aftensmaden - som havde forgået i et totalt lækkert køkken - havde Nicki planlagt at vi skulle se film. Film er ikke ligefrem noget jeg styrer til. Okay, jeg stinker til at se film. Jeg falder altid i søvn midt i det hele. det var Nicki åbenbart ligeglad med for hun tvang mig til at sætte mig på den seng hun havde fået sat ind på sit værelse da hun ikke syntes jeg skulle sove på en madras. Så tændte hun fjernsynet og der startede min kamp for at holde mig vågen. ”Pixie tager over til nogle venner nu og mor og far tager på arbejde så i morgen har vi huset for os selv” mumlede Nicki, godt opslugt at filmen. Jeg nikkede og prøvede at kæmpe mod søvnen. Selvfølgelig var jeg faldet i søvn efter et kvarter…

En skærende lyd ødelagde stilheden fuldstændig. Jeg satte mig op og kiggede irriteret rundt i værelset. Nicki lå og småsnorkede i sin seng. Lyden kom igen - denne gang mere insisterende. Hvad var det? Langsomt rejste jeg mig op og gik hen til Nicki ”Hvad er det?” spurgte jeg og rystede i hende, men hun vågende ikke. Jeg sukkede og rystede opgivende på hovedet - Nicki havde godt nævnt at hun var svær at vække. Jeg trak en smule ned i min top så den dækkede hele min mave og gik ud af Nickis værelse. Jeg stod lidt og lyttede, men hurtigt kom lyden igen og jeg sukkede irriteret, hvad var det der ødelagde min søvn? Da jeg kom ned af trappen fandt jeg hurtigt ud af at det var dørklokken. Kunne jeg godt åbne? Jeg trak på skuldrende og gik hen til døren. Jeg lagde min hånd på håndtaget og åbnede langsomt.

Et skrig flagrede ud af min mund og jeg kunne mærke hvordan mine øjne udvidede sig og stirrede frem for mig. ”I..i..One Direction..I.i Omg!” stammede jeg chokeret og stirrede på de fem drenge der kiggede forvirret på mig. Jeg trådte lidt tættere og prikkede usikkert til Liam der var den der stod tættest på ”Gud i er virkelige?!” skreg jeg og hoppede tilbage. Hvis man ikke havde gættet det; Jeg er fan…

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...