Sne Kuglen (færdig)

En gammel skoleopgave, der kom under en kærlighånd, så den passede til kravene Dagbog.

Eller i dette tilfælde er det en sne kugle, der udløser nogle særlige minder hos en ældre dame, der fører til at hun lader sit barnebarn Claudia eller Lille mus(som hun omtales heri) læse højt af en notesbog. En notesbog, der fortæller om ung kærlighed i Paris.

2Likes
2Kommentarer
772Visninger
AA

3. December 1952- Rejsen og sne

 

”Claus, jeg kan ikke følge med!” råbte jeg efter en høj, lyshåret, jakkesæt klædt mand, der spurtede af sted i mængden foran mig. Med to slidte kufferter i hver sin hånd forsøgte jeg at følge efter ham, men det var svært pga. alle de mennesker på stationen, og snart var Claus forsvundet. Pludselig mærkede jeg nogle tog fat i min skulder, jeg drejede rundt og skulle til at skrige efter hjælp, da jeg så hvem det var. ”CLAUS!!” udbrød jeg overrasket, han havde lige været oppe foran mig, nu stod han her, ”du er den sløveste pige jeg kender,” svarede Claus, jeg nåede ikke at svare igen, da han greb fat i min arm og hev mig fremad, mens folk flyttede sig som om det var Moses, der gik igennem eller måske skyldtes det, at Claus ikke hørte til de mindste og tyndeste af slagsen, selvom at krigen havde taget hårdt fat på vores økonomi. Så det ikke ud til at have påvirket Claus’ styrke og størrelse, som nærmest maste sig forbi hvis folk ikke selv flyttede sig. Snart stod vi foran en togvogn, og hørte hvordan en konduktør råbte: ”TOGET TIL PARIS KØRER NU!”, Claus løftede både mig og kufferterne op i sine arme og tog trappen i et spring, satte mig først ned igen, da han havde fundet en kupe. ”Du er den mest nærgående person jeg har mødt,” prustede jeg, og forsøgte at se alvorlig ud, hvilket Claus ikke lagde mærke til, da han var faldet i søvn, så snart han havde sat sig ned på et af de ødelagte sæder. Jeg nænnede ikke at vække ham, så jeg i stedet for ud af vinduet og mærkede at toget satte i gang, og perronen med alle menneskene forsvandt, men det gjorde pladsen også. For snart sad der 8 andre i kupeen, ingen tvivl om at alle og os selv havde brugt de penge, vi havde tilbage, i håbet om i Paris kunne bringe os alle en bedre fremtid. I flere timer, dage, hvad ved jeg, sad vi sådan indtil toget bremsede hårdt op, en konduktør dukkede op i åbningen og bad os gå ud på perronen. Vi var netop ankommet til Paris.

Jeg trak vejret dybt, da vi stod uden for stationen, sendte Claus et smil og sagde: ”Nu er vi i Paris,” og jeg tog et par dansetrin foran ham og min kjole blafrede, han grinte og svarede, at det var vi, men nu skulle vi tage og finde pensionatet vi havde fået anbefalet: De la Neig. Hvilket vi også fandt efter flere timers gående, op og ned ad smalle gader og stræder. Jeg var ved at dreje hovedet af led flere gange, til stor morskab for Claus, han måtte minde mig på, at vi havde et par dage til at se det meste af byen, men da vi stod foran pensionatet, blev jeg skuffet. Bygningen havde tydeligvis set bedre tider før krigen og resten af bygningerne ved dens side så lige sådan ud, alt farve var som vasket væk og flere steder lignede det, at det var ved at falde sammen. Jeg så op på Claus, han så ligeså skuffet ud som mig, men han trak på skuldrene og sagde: ”Tja, vi har godt nok forventet noget andet, men til de billige priser, så er det vel i orden,” jeg sukkede og gik ind i bygningen med Claus i hælene.

Det viste sig at være ganske hyggeligt alligevel, stedet var rent og ryddeligt indenfor, og værelset vi fik tildelt, var også gjort rent. En kæmpe seng og et skab, der dominerede den ene væg, var det eneste på værelset, der fyldte rummet. Stedets ejer, en hvis Madame Kansonla var afgjort en af de mest venlige franskmænd, vi mødte. Hun pludrede løs på en blanding af flere sprog, men hun var faktisk nem nok at forstå. Middagene på pensionatet spiste vi som regel, da vi fik serveret en ret ensformig kost, der smagte udmærket. Maden bestod af flutes med forskellig smørelse på og en kop stærk kaffe, der rev maven op på de fleste.

Den første dag efter rejsen, besluttede vi at gå en tur, da lyset havde lyst ind vores værelse og lokkede fristende. Vi trådte udenfor pensionatet og gik en tur op ad en gade, hvor butik efter butik poppede op som paddehatte og kæmpede om pladsen på gadehjørnet, mange af dem havde åbnet, og folk gik rundt pakket ind i flere lag tøj, lignede mest bamser, som vraltede rundt som ænder, hvilket vi også selv måtte have lignet. Senere fandt vi en lille bakke, som vi gik opad, stod til sidst oppe på toppen og betragtede udsigten derfra. Jeg skævede hen på Claus og opdagede, at hans grønne øjne strålede. Han havde tydeligvis fået øje på noget, jeg ikke havde set, så jeg så nysgerrig i hans retning, fik øje på det og udbrød med et grin: ”Det er jo Eiffeltårnet!” Ganske rigtigt, flere hundrede meter henne, knejsede Eiffeltårnet op over de snedækkede tage, glitrede lokkende. Jeg hoppede et par gange op og ned af begejstring, skulle til at spurte af sted, da Claus greb fat i mig og sagde strengt: ”Vi når ikke derhen før det bliver mørkt,” jeg følte mig som et barn, der havde gjort noget dumt, så jeg nikkede bare som svar, for han havde ret. Lyset, der hele dagen havde forsøgt at trænge igennem skyerne over byen, var begyndt at svinde ind, hvilket gjorde at myldret af mennesker døde hen efterhånden, og snart virkede det som om, at vi var de eneste mennesker tilbage til at kigge op i himlen og sneen, der faldt ned og dækkede vores spor. Claus tog blidt fat i min hånd og begyndte at gå tilbage mod pensionatet, da vi var nået et stykke, spurgte jeg stille: ”Vi tager derhen i morgen, ikke?” Claus så ned på mig, tog så begge mine hænder i sine, kiggede alvorligt ned på mig, mens han svarede: ”Jeg ved ikke om vi gør i morgen, der er så meget at se og opleve her i byen, men jeg lover en ting, vi tager ikke herfra, før vi har været henne ved Eiffeltårnet!” og uglede op mit røde hår, som et tegn på sit løfte.                                                                                                                  

Claus fik ret i, at vi ikke nåede derhen de følgende dage pga. vejret. Vi sneede inde på pensionatet sammen med resten af beboerne. Det var hyggeligt nok for julen påvirkede stemningen, så ingen, hverken os eller de andre på pensionatet var sure over at være spærret inde. Maden blev faktisk bedre, for vi fik noget, de kaldte crêpe til aftensmaden, det lignede og smagte som pandekager. ”Hvorfor kalder franskmændene det ikke bare pandekager så?” spurgte jeg og rynkede panden, mens jeg spiste resten af min pandekage færdig, Claus mumlede et svar, skubbede sin tallerken med resten af sin pandekage over til mig, og snart lå den ved siden af den anden. Jeg var nærmest blevet alt spisende her på det sidste, det var begyndt 4 måneder før vi var taget af sted. Claus havde måbende en gang imellem derhjemme set, hvordan jeg uden videre kunne spise et helt glassyltede agurker uden, at blive dårlig og havde kommenteret, at jeg var blevet lidt rundere om maven, hvilket jeg en anelse surt ignorerede.

Den sidste dag før vores hjemrejse, var vi stadig sneet inde, hvilket gjorde især mig desperat. ”Nu har vi været spærret inde her hele ugen, og har stadig ikke været henne og se Eiffeltårnet,” brokkede jeg mig for tredje gang den morgen, Claus var ved at pakke vores ting sammen i de to kufferter og standsede midt i en bevægelse og så undersøgende på mig med sine grønne øjne, rynkede på næsen. Jeg trak jakken tættere omkring, opdagede at jakken enten var krympet eller også var min mave vokset. Jeg nåede ikke at tænke mere over det før, at Claus pludselig bare stoppede resten af vores tøj sammen i kufferterne og lukket dem, inden han gik hen til mig og åbnede vinduet bag mig, tog min hånd. Claus trådte forsigtigt ud på brandtrappe, der var og hjalp forsigtigt mig ud, mens han forklarede, at hvis vi skulle nå hen til Eiffeltårnet, så skulle vi gøre det nu. Det tog et kvarter for os at komme ned ad trappen, da trinene var glatte, og ingen af os havde den store lyst til at glide og brække nakken, men da vi var kommet ned, begyndte vi straks at gå hen ad gaden, imens bevægede solen sig langsomt henover himlen over os og fik sneen til at glitrer.                     

Vi grinte og fjantede som et par forelskede unge, hvilket vi også var, men det havde været svært, at gøre det derhjemme, for vi var hverken gift eller forlovet med hinanden, men det vidste ingen her jo, og hver gang en franskmand fik øje på os, vinkede de blot og smilede glade til os. For os fløj tiden af sted, mens vi gik mod Eiffeltårnet og betragtede alt det herlige omkring os. Først da det var begyndt at blive mørkere opdagede vi, at det var ved at blive sent og der var stadig et stykke vej til, at vi kunne se Eiffeltårnet. Jeg var ved at blive træt og så bekymret på Claus, der var blevet stille, da han havde opdaget, at mørket havde sneget sig ind på os. Han traf en beslutning og vendte sig så pludselig imod mig, inden jeg opdagede, hvad han havde gang i, lå jeg pludselig i hans arme og han begyndte at løbe, ”Claus!” sagde jeg højt og holdt godt fast. Han svarede mig ikke, men blev ved med at løbe. Mørket sænkede sig over byen, indhentede os først, da vi netop stod under Eiffeltårnet og kiggede op under det, jeg sukkede højt af betagelse og Claus gjorde det samme, knugede mig indtil sig, men gav pludselig slip, og tog noget op af sin jakkelomme og rakte det frem imod mig. Jeg så nysgerrigt på det: Et grønttørklæde af silke var viklet omkring et eller andet. Jeg rødmede og stammede, at han skulle da ikke give mig noget, der var så dyrt. Han lo bare af mig og pressede det i mine hænder, svarede ligeså rødmende som mig og med et glimt i øjet: ”Jeg bestemmer selv om, hvad jeg giver mine kærer, især dig,” jeg så ned på pakken i mine hænder og viklede forsigtigt tørklædet af og ud dukkede…                                                                                           

”En sne kugle, ej tusind tak Claus,” udbrød jeg glad og gav ham et knus, mens jeg beundrede kuglen. Eiffeltårnet var indeni og blev dækket af sølvglinsende sne, når man rystede den, men først anden gang da jeg kiggede på den, så jeg de små ord i kanten af kuglen: Vil du gifte dig med mig? Jeg holdt op med at kramme ham, stod helt stille og så på ordene, sneen hvirvlede op omkring os. Jeg fik tårer i øjne, da jeg vendte mig imod ham, og jeg svarede ham hulkende: ”Selvfølgelig vil jeg det, min store Claus, JA!” Og skulle til at kaste mig i hans favn, da der pludselig lød et råb bag os.       En mand kom løbende i mod os med en kølle i den ene hånd, bag ham fulgte et par franske betjente efter. Vi stivnede begge to og nåede ikke en gang at reagere, da manden pludselig var henne ved os. Han slog mig i ansigtet med sin hånd, så jeg faldt omkuld, stødte på noget hårdt og jeg mistede langsomt bevidstheden, men jeg nåede at hører Claus råbte: ”Jeg elsker dig!” og inden hans stemme forsvandt.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...