Sne Kuglen (færdig)

En gammel skoleopgave, der kom under en kærlighånd, så den passede til kravene Dagbog.

Eller i dette tilfælde er det en sne kugle, der udløser nogle særlige minder hos en ældre dame, der fører til at hun lader sit barnebarn Claudia eller Lille mus(som hun omtales heri) læse højt af en notesbog. En notesbog, der fortæller om ung kærlighed i Paris.

2Likes
2Kommentarer
773Visninger
AA

2. 2012 Loftet

 

Jeg kunne ikke lade være med at se hen på mit barnebarn med et nysgerrigt blik, det var jeg så tit blevet gjort opmærksom på af mine nu voksne børn og min afdøde mand, Alan, de sagde tit noget som fx ”Moar (eller Dina), du er ligesom et barn!” Jeg rejste mig op, hvilket min ryg var meget taknemlig for, når man lige var blevet 86 år, kunne man ikke sådan springe rundt, som man gjorde før i tiden. Jeg satte mit en gang røde hår, der nu var falmet bort, op igen i en knold, børstede mine gamle bukser fri fra støv, inden jeg spurgte, ”hvad har du fundet min lille mus?”  Den lille mus var nu ikke så lille mere, det var en ung dame, der rullede med øjne i det hun hørte sit gamle kælenavn imens hun rakte noget frem imod mig, og jeg tog imod det og smilte vemodigt, da jeg opdagede, hvad det var: En snavset sne kugle.. Og den var ikke gået i stykker, hvilket jeg var overrasket over, den havde lagt på loftet i mindst, ja hvor længe mon det var siden nu?

Min lille mus så nysgerrigt, blev så utålmodigt og spurgte, mens hun gjorde en bevægelse med mod sne kuglen: ”Bedstemor hvor har du den sne kugle fra?” Jeg lo og forklarede hende, at man ikke skulle være så utålmodig, men pigen blev ved, og til sidst svarede jeg dog: ”En gang for lang tid siden..” Jeg tav i det, tørrede den af i mine bukser. Bukserne var begyndt at sidde løsere rundt omkring mine knoklede ben og et tårn dukkede op bag glasset, pigen udbrød højt ”Det er jo Eiffeltårnet, har du været i Paris bedstemor? Hvornår? Med hvem? Og.. åh du godeste..!” Jeg afbrød hende i midt i hendes tale i det, jeg sank ned på knæet, hev gispende efter vejret. Min lille mus forsatte herefter i et mere panik artig toneleje: ”BEDSTE, hvor er din inhalator? Jeg sagde jo vi ikke skulle rydde op på loftet i dag!” I det hun havde sat sig ned ved min side og støttede mig, jeg greb fat i hendes ærme, forhindrede hende i at gå. Der gik et par minutter, jeg kunne igen trække vejret og jeg gav slip på hendes ærme. Med fælles kraft fik vi stablet mig på bene og med en stemme, der rystede en smule, fik jeg sagt: ”Jeg tror vi holder med oprydningen for i dag..” Selvom at vi knap var gået i gang med oprydningen. Loftet lignede stadig noget, hvor der var blevet smidt en bombe. En bombe af minder. Jeg fornemmede min lille mus nikkede idet hun tog et bedre tag i min arm, i det øjeblik misundte jeg hendes ungdom, men det gik over, da vi begge stavrede ned af stigen fra loftet.         

En halv time senere sad vi, okay jeg lå inde i Alans og mit gamle soveværelse, hvis vægge skreg efter at få en omgang ny maling med undtagelse af en væg. Min lille mus så bekymret på mig, i det jeg i et kort øjeblik lukkede øjne og trak vejret dybt ind og ud. ”Bedstemor er du sikker på, at jeg ikke skal ringe doktor Hansen?” spurgte hun bekymret i det hun betragtede mit rynkede ansigt, jeg lukkede det ene øje op og bemærkede først nu at hun stod med sne kuglen i sine hænder. Hvordan havde hun fået den med ned? Var min første tanke, men jeg spurgte i stedet om hun ikke ville den lille brune notesbog, jeg havde liggende i det gamle fyrretræskab. Tøvende gik pigen hen til skabet, der stod op af den væg, hvor den orange malling stadig sad nærmest i protest. Jeg havde igen lukket øjne og hørte hvordan skabslågen blev åbnet med en knirkende lyd, der skar i ørerne og lyden kom ikke igen. Hvilket fortalte mig, at hun ikke havde tænkt sig at lukke skabslågen. En dum lille vane efter min mening, men det ville jeg ikke nævne denne dag. Jeg fornemmede på hendes fodtrin, at hun kom tilbagetil sengekanten og satte sig ved min side. Jeg åbnede øjne og smilede, da pigen holdt spørgende notesbogen hen imod mig, jeg blot svarede: ”Det er min gamle dagbog, jeg vil gerne have dig til at læse den højt for mig, vil du det?” Pigen så overrasket på mig, men endte med at nikke, hun så søgende rundt og satte sne kuglen hun hele tiden havde holdt i den ene hånd på natbordet ved siden af mig. Den lille sne kugle tog sig egentlig godt ud der på det lille himmelblå natbord. Min lille mus satte sig bedre til rette, sengen gyngede en smule ved dette, inden hun åbnede notesbogen og rynkede let på næsen, da hun kunne lugte hvor mølædt den lugtede. Jeg kunne mærke, at jeg smilede. Jeg havde igen lukket øjne og jeg kunne høre, hun bladrede de første tomme sider igennem, for at komme hen til de tætskrevne og alligevel så få sider, jeg en gang havde skrevet.

Imens fortalte jeg hende, at dagbogen var fra den gang var fyldt 19 år (tre år efter 2.verdenskrig) og havde sammen med min ungdomskæreste Claus på 23 år, besluttet at tage til Paris. Vi ville se sneen falder ned fra himlen over byen og især Eiffeltårnet, dækket af sne. Så vi tog af sted i starten af december, men vi gjorde det også for at glemme at vores familie var blevet taget fra os under krigen, og kun vi var tilbage. Jeg havde skrevet alt om denne tur i den notesbog, hvor jeg var kommet tilbage og alt var forandret. Jeg tav, et tegn på at jeg ikke havde mere at sige. Jeg kom ikke til vente længe,  inden mit barnebarn begyndte at læse højt af min notesbog. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...