Gladiator

I en nært forestående fremtid er de europæiske nationer forenet som en. Alting handler om penge, men de eneste veje dertil er at blive født ind i rigdommen eller vinde tid på Rubert Murdochs sendeflade som en del af gladiator-eliten. Eftersom Jordan er anbragt på et børnehjem og ikke kender til nogen slægtninge, er han overladt til den barske og blodige vej mod en karriere some professionel gladitor. Men selvom Jordan besidder både talentet og viljen, vil han møde ting, hvor selv dette ikke er tilstrækkeligt.

1Likes
7Kommentarer
1177Visninger
AA

2. Kapitel 2

Jeg traskede ned ad trappen og videre ud i køkkenet. Der var allerede godt proppet hernede, og der var kun ganske få pladser ledige omkring det store, mørke egetræsbord, hvilket kunne tyde på, at jeg ikke var den eneste, der havde haft problemer med at sove i nat. Selvom det kun var et lille mindretal af børnene her på hjemmet, som havde mulighed for at blive udvalgt i år, var alle spændte. Og det var bestemt med blandede følelser, at der blev set frem til udvælgelsen. Nogle sad åbenlyst og kæmpede for at holde tårerne tilbage, mens andre glædede sig og snakkede entusiastisk om den rigdom og berømmelse, som en udvælgelse til en af Murdoch-skolerne ville åbne muligheder for. Ingen ønskede at miste sine brødre og søstre i hverdagen, men på den anden side ønskede alle hinanden en vej til penge. Vi havde set, hvordan voksne, der havde slået sine bardomsfolder på hjem som dette og ikke havde været blandt de få udvalgt, kæmpede for føden. Det var ikke nemt at begå sig i de voksnes verden uden at være født med den berømte guldske i munden. Klasseskellene var til at tage at føle på.

 

Jeg havde været så fordybet i tankerne, at jeg ikke bemærkede, at Benjy var kommet ned, før jeg mærkede et slag på min højre overarm. Jeg snurrede forvirret rundt og fik øje på en grinende Benjy, der stod bagved mig.

 

"Hvad laver du, din idiot?!" udbrød jeg, selvom jeg ikke helt kunne lade være med at smile ved synet af hans morskab.

 

"Årrh, hold dog op. Du står jo helt og falder hen. Det er sku, hvad du får ud af altid at stå op før fanden får sko på," grinede han, "når lad os få noget i skrutten, inden alle møgungerne æder det hele."

 

Vi gik begge hen og tog en tallerken og en skive brød og slog os så ned et af de få steder ved bordet, hvor det var muligt at finde to ledige stole ved siden af hinanden.

Jeg gav mig til at sidde og plukke lidt i brødet for at med jævne mellemrum stoppe et stykke i munden.

 

"Jeg synes ikke rigtigt, du spiser noget," bemærkede Benjy, da han rejste sig efter et nyt stykke brød for femte gang. "Du bliver sku også så tynd. Du har jo slet ikke noget at stå imod i turneringen." Jeg smilede halvt. Benjy var overbevist om, at vi begge uden problemer ville blive udvalgt. Han kendte ganske enkelt ikke til pessimisme.

 

"Jeg er ikke rigtigt sulten," svarede jeg, som sandt var. Tanken om udvælgelsen var begyndt fuldstændigt at tage pippet fra mig på det sidste. Og det irriterede mig voldsomt, særligt fordi Benjy slet ikke lod til at lade sig gå på af det.

 

"Du er godt nok helt hundrede på, at vi klarer den?" spurgte jeg, da han satte sig igen.

 

"Fuldstændig. 103,7% sikker. Mit endelige svar. Kan du huske ham der - hvad var det nu, han hed - ham splejsen med det blonde hår, ham fra Astworth-familien?"

 

Jeg nikkede - "Carson" - jeg huskede kun alt for godt, hvordan han blev most i finalen - den endelige gladiator dyst, den eneste udfordring som altid lå fast. Benjy og jeg havde sneget os ned i dagligstuen, hvor hjemmets eneste fjernsyn var, efter at alle andre var gået i seng. Præcis som vi gjorde hver gang turneringen om at blive den næste store gladiator rullede over skærmen. Sidste år havde der været særligt mange hold-udfordringer, hvilket havde betydet, at de to finale-aktuelle skoler hver havde fået begge deres to kombattanter hele vejen til finalen, hvilket aldrig var sket før. Vallentiero-Skolen fra Lyon havde fået to store brød af nogle kraftkarle, som i øvrigt havde været værelseskammerater på et børnehjem - præcis som Benjy og jeg - inden de kom med i turneringen. De stod over for Ullenbrüys-skolen - inden af landets fineste - fra Berlin, hvor Carson Astworth altså var på holdet. Hans holdkammerat havde enemand båret holdet hele vejen til finalen, mens Carson blot var med på en fribillet. Sandsynligvis en ret dyr en af slagsen, i bytte for en check med en Astworth-underskrift på. Vallentiero-deltagerne havde først gjort Carson's holdkammerat ukampdygtig, før de så havde rettet opmærksomheden mod Carson selv. De havde pint ham i flere timer, før Turnerings-komiteen havde afbrudt kampen - hvilket aldrig var sket før - og erklæret vallentieroerne som vindere.

 

Benjy fik det grummeste smil på læben. "Præcis - det bliver vist sidste gang, der kommer en så uværdig deltager med. Det skulle ikke undre mig, om det næsten udelukkende bliver børn som os, der bliver valgt i år. Altså fra børnehjem, mener jeg. Vi bliver helt sikkert valgt - VINDERE AF TURNERINGEN - 2037: JORDAN OG BENJYYYY." Den sidste del råbte han ud i lokalet, mens han grinende stod triumferende oprejst på sin stol med armene ud til siden. De omkringsiddende brast i grin, mens enkelte omkring bordet blot rystede på hovedet.

Køkkenet var så småt begyndt at være affolket, da Carmen kom ind og annoncerede, at bussen snart ville være her.

Vi forlod derfor køkkenet, og vendte næsen mod bussens holdested ...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...