Gladiator

I en nært forestående fremtid er de europæiske nationer forenet som en. Alting handler om penge, men de eneste veje dertil er at blive født ind i rigdommen eller vinde tid på Rubert Murdochs sendeflade som en del af gladiator-eliten. Eftersom Jordan er anbragt på et børnehjem og ikke kender til nogen slægtninge, er han overladt til den barske og blodige vej mod en karriere some professionel gladitor. Men selvom Jordan besidder både talentet og viljen, vil han møde ting, hvor selv dette ikke er tilstrækkeligt.

1Likes
7Kommentarer
1153Visninger
AA

1. Kapitel 1

 

Det uendelige mørke, som mine øjenlåg skabte for mine lukkede øjne, blev lidt efter lidt opløst i rødt, som solen stod op og oplyste blodets farve. Jeg lyttede til den monotone snorken, der kom fra sengen i den anden side af værelset, hvor Benjy sov. Det var en snorken så høj og konstant, at jeg til en hver tid ville have svoret, at den var falsk – i hvert fald indtil for et par dage siden, da de søvnløse nætter begyndte. Den første nat havde jeg ligget og skævet – og endda snakket – til ham, for at finde det mindste hul i hans, hvad jeg troede var, imponerende skuespil. Men da jeg natten efter havde stået med en saks i den ene hånd og med den anden holdte en lok af hans krøllede, rødblonde hår og truet med at klippe det af uden at få nogen form for respons, var jeg ikke længere i tvivl. En klemme jeg ofte havde brugt på ham - for at få ham til at ty til indrømmelse – og lige så ofte haft succes med.

 

Jeg åbnede øjnene. Min sidste rest af håb for at få noget søvn denne nat var rendt ud, som Solen afslørede, at Carmen snart ville komme for at se, om vi var oppe. Det her måtte snart resultere i permanente mørke rander under øjnene. Jeg kunne høre, at børnene i de omkringliggende værelser var begyndt at komme ud af fjerene, hvilket måtte betyde, at Carmen var på vej. Det var først nu, at jeg lagde mærke til, at snorken var holdt op. Jeg vendte mig om på den anden side i sengen med hovedet hvilende i hånden.

 

”Er du vågen, Benjy?” spurgte jeg. Han stønnede og sukkede højlydt et par gange, inden han svarede.

 

”Jeg er ikke helt overbevist.”

 

Jeg havde altid haft en teori om, at hvis man lod Benjy ligge og sove i et lydisoleret værelse uden forstyrrelser, kunne han sove for evigt. En teori der dog led lidt at et knæk, når en times ekstra søvn i dagens anledning åbenbart var nok til at tilfredsstille hans søvnbehov.

 

Der lød en banken fra døren og den blev åbnet akkurat nok til, at Carmen kunne stikke hovedet ind ad den. Hun var en middelaldrende kvinde med kort – indtil videre – brunt hår, der dog så ud til snart at måtte møde sit endegyldige mod det grå. Hun fungerede som forstander på børnehjemmet og en mor for alle børnene. Hun havde engang vist Benjy og jeg et billede på væggen nede i hallen, hvorpå hun selv blot var et barn her på hjemmet, mens hun stod og smilede til kameraet ude i gården. På trods af hun altid stressede rundt, var hun fortsat altid smilende.

 

Hun himlede med øjnene, da hendes blik faldt på Benjy, der tilsyneladende var lykkedes med at falde i søvn igen. Hun sendte mig et smil og løftede spørgende det ene øjenbryn, hvorefter jeg med et nik forsikrede hende om, at jeg nok skulle sørge for at få ham op. Hun var alt for høflig til at undlade at stikke hovedet ind hver morgen for at spørge, selvom jeg altid havde sørget for at få ham vækket. Vi havde ikke været større, end at Carmen kunne gå rundt løftende på os begge i hver sin arm, da vi blev indleveret til børnehjemmet. Vi havde ingen slægtninge. I hvert fald ikke nogen der ville kendes ved os. DNA-testet var ikke noget børn på børnehjem blev, så vi måtte leve med uvisheden. Men vi havde hinanden, og selvom det virkede usandsynligt - vores forskellige udseender taget i betragtning – at det skulle være korrekt rent biologisk, havde vi altid betragtet os selv som brødre.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...