Juliet, jeg føler med dig

Den 14-årige pige Sienna finder en kælder i det gamle hus, hun lige er flyttet ind i. Nede i kælderen finder hun en gammel dagbog som er over 100 år gammel. Hun læser den gamle dagbog, og finder ud af dagbogen er skrevet af den 12-årige pige Juliet som levede i slutningen af 1800-tallet. Sienna finder ud af i bogen, at det gamle hus var et gammelt børnehjem. Sienna søger gennem fortiden, for at finde ud af mere om den mystiske Juliet.
Det her er min historie til ''Tidens stemmer''



3Likes
7Kommentarer
1178Visninger
AA

2. Første side, første ord

Jeg tog det første skridt op ad trappen, da jeg først lod mærke til de to damer der havde stået lige uden for døren og havde ventet på mig. Den første dame havde blå jeans, en hvid skjorte og en grå cardigan på. Den anden havde rengøringsuniform på og stod genert bag den første dame. Min mor og vores nye stuepige Celia. 

 

''Hvad lavede du der inde, Sienna?'' sagde min mor. ''Hvad mener du?'' sagde jeg og prøvede at lyde forvirret.

Tog et skridt ned fra trappen og stillede mig foran hende.''Jamen Celia så at du gik derind, også hørte hun masse larm derinde fra'' sagde min mor velvidende om at jeg havde lavet ballade. Celia!? Den stikker! Jeg knugede bogen ind mod min mave i vrede. Gad vide om jeg skulle fortælle hende om det lille kælderrum jeg havde fundet i skabet. Det var jo derfor jeg var derinde. Men så skulle jeg vise hende det også skulle jeg ned i det klamme kælderrum igen. Tanken gav mig kuldegysninger. Igen knugede jeg bogen ind mod min mave med lommelygten. ''Så svar dog!'' lød min mor vredt. Jeg traf hurtigt min beslutning. 

Jeg bed tænderne sammen, så jeg ikke skulle til at skrige ad Celia. ''Jeg skulle bare have en lommelygte'' sagde jeg anstrengende også spurtede jeg op ad trappen, ind på værelset. 

Smækkede med døren, smed bogen på gulvet og kastede mig selv på sengen. Skreg ned i puden, spjættede med benene og mine hænder slog vredt og larmende i madrassen. 

Jeg var vred og skræmt af det jeg lige havde set. Jeg var skræmt af kælderrummet, dens skummelhed og dens mørke indre. Jeg var vred på Celia! Hun sladrede om mig! Det ville Sophie aldrig gøre! Nogle tårer løb om kap ned af mine kinder. Jeg var ikke så vred på Celia, altså hun gjorde hvad hun følte hun skulle gøre. Jeg var vred på Sophie! Hun rejste så hun kunne få flere penge!

Jeg elskede hende, også forlod hun mig bare. Hun havde opdraget mig også rejser hun inden jeg kan nå at sige tak for det. Flere og flere tårer strøg ned ad mine kinder. 

Mine tårers massive flod ned ad mine kinder, stoppede gradvist. Mit hoved var stadig begravet i puden, som var blevet gennemblødt af mine tårer. Prøvede at tænke gode tanker. Det var som om jeg havde glemt noget. Vidste, det ikke  var at jeg skulle pakke resten af mine ting ud, jeg var for deprimeret til at tænke på at sortere efter mit nye liv. 

Jeg løftede hovedet fra puden, og fik øje på bogen, der lå der på gulvet, ligesom jeg havde efterladt den der. Tumlede ud af sengen, og rakte mine hænder ud fra bogen. Tog dem op i mine hænder der var blevet våde og fugtige af mine tårer. Jeg slog op på første side. 

 

Kære dagbog....

 

Jeg stoppede op ved de første to ord. Ordene var allerede fulde af informationer. Jeg troede det her var en slags litteraturbog som ingen ville tage skade at jeg læste. Men det her var jo en dagbog. En privat ting. Jeg kunne da ikke bare gå over den grænse. Den her bog tilhørte jo dem der havde solgt huset til os, der er sikkert en af dem der savner den, og ville sikkert dø hvis nogen læste personens dybe og saftige hemmeligheder. Jeg skulle til at lukke bogen igen, da jeg så datoen nederst på siden. 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...