Juliet, jeg føler med dig

Den 14-årige pige Sienna finder en kælder i det gamle hus, hun lige er flyttet ind i. Nede i kælderen finder hun en gammel dagbog som er over 100 år gammel. Hun læser den gamle dagbog, og finder ud af dagbogen er skrevet af den 12-årige pige Juliet som levede i slutningen af 1800-tallet. Sienna finder ud af i bogen, at det gamle hus var et gammelt børnehjem. Sienna søger gennem fortiden, for at finde ud af mere om den mystiske Juliet.
Det her er min historie til ''Tidens stemmer''



3Likes
7Kommentarer
1191Visninger
AA

1. Firkanten med hullet

 

Husets gule farve var dæmpet af alle de års snavs der havde sat sig på det. Vinduerne var mørke og gyselige. Jeg gik ind af den sortmalede dør, op ad trappen. Ind på mit nye værelse.

Jeg smed tasken på sengen med et hårdt bump. Jeg begyndte at lægge tøj på plads i kommoden. Jeg lagde bøger på det lille natbord ved siden af min seng. Resten af mine ting kom først om ti minutter, så jeg besluttede mig for at gå på lidt opdagelse i huset.

Det var et stort hus, så det måtte da indeholde noget interessant. Jeg gik ned ad  den brede trappe. Jeg lagde mærke til en hvid dør. Døren førte ind til et lille rum under trappen. Jeg tog hårdt fast på det lille sorte håndtag og gik ind.

Der var små hylder rundt i rummet. På hylderne var der skuremidler, en del dåsemad og nogle flasker med vin. Der var ikke noget specielt ved det her rum, som jeg havde håbet på.

Jeg så ned, og der fik jeg øje på et lille gulvtæppe. Det var mørkerødt og havde det flotteste mønster.

Hvorfor ville nogen ligge sådan et fint gulvtæppe inde i sådan et beskidt skab. ''Nå men det kan ikke bare ligge her og rådne'' tænkte jeg.

Jeg greb fat i de to yderste hjørner i gulvtæppet og hev det op. Jeg rullede det sammen. Men så lagde jeg mærke til en firkant af en slags. I firkanten var der et hul. Jeg satte mig på hug på gulvet og tog mit øje ned til hullet. Jeg kiggede ned gennem hullet med mit ene øje. Der var lidt solstråler fra det lille vindue dernede. Resten var mørkt og gyseligt. Ligesom vinduerne. Jeg tog en lommelygte ned fra hylderne inde i skabet. Jeg tog lågen op med den ene hånd. Lommelygten var i den anden hånden.

Lågen knirkede og larmede. Der var en lille stige ned til kælderrummet. Jeg satte min ene fod ned på det øverste trin på stigen. Jeg tændte lommelygten, og lyste desperat rundt i det lille kælderrum. Førte lyset langs den opløste væg, og videre hen. Der var en seng med en beskidt pude og et tyndt og gammelt tæppe. Det undrede mig der var en seng. Dem der havde solgt havde da fået deres møbler ud. Jeg lyste videre, hen på en brun kommode.

Kommoden havde tre store kommoder, et lille spejl der stod på det ene hjørne på kommoden og en lysebrun pose lavet af robust stof der lå ved siden af det lille spejl. Den lysebrune pose undrede mig. Jeg sprang nærmest ned ad den lille stige og løb hen til kommoden. 

Jeg tog den brune pose op i min hånd, og bandt den lille sløjfe lige så stille op. Jeg hev så hurtig indholdet op af posen at den faldt på gulvet. Lyden af bumpet skræmte mig. Det lille kælderrum skræmte mig. Jeg prøvede at forholde mig rolig. Men det kunne ske, hvis jeg ikke var her. Jeg skyndte at samle indholdet op. Indholdet var en slags bog. Bogen var en slags mørkerød brun. Den var af læder og havde en snor om sig som lås.

 

Nu var det bare om at komme væk. Den mindste lyd kunne få mig til at skrige nu. Og med et væltede det lille spejl bag mig. Jeg så mig ikke tilbage. Jeg gemte hurtigt bogen under min trøje. Jeg løb hen til stigen med min lommelygte. Jeg kæmpede for at komme hurtigst op ad stigen. Jeg lukkede lågen med et smæld og lagde gulvtæppet tilbage. Jeg stormede ud af døren.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...