Juliet, jeg føler med dig

Den 14-årige pige Sienna finder en kælder i det gamle hus, hun lige er flyttet ind i. Nede i kælderen finder hun en gammel dagbog som er over 100 år gammel. Hun læser den gamle dagbog, og finder ud af dagbogen er skrevet af den 12-årige pige Juliet som levede i slutningen af 1800-tallet. Sienna finder ud af i bogen, at det gamle hus var et gammelt børnehjem. Sienna søger gennem fortiden, for at finde ud af mere om den mystiske Juliet.
Det her er min historie til ''Tidens stemmer''



3Likes
7Kommentarer
1183Visninger
AA

4. Drømme som mareridt

Jeg vågnede med et sæt ud af min drøm. Det var som sædvanlig den samme drøm som i sidste uge. Den drøm som har jaget mig siden, det faktisk skete. Men drømmen var bare værre end i virkeligheden. Jeg var fanget i sort rum, med en masse billeder af dem jeg har kær. Tre meget livagtige billeder indrammet i flotte guldrammer. På det første billede var der en farverig baggrund, hvor Sophie sad og smilede og vinkede glad. Men der var noget galt, jo mere hun vinkede og smilede til mig, desto mere svinder hun ind. Det bliver ved til hun er helt væk, og kun den farverige baggrund tilbage, men inden længe forsvinder baggrunden også, og bliver skiftet ud med et billede af en grædende, ensom pige med blå klare øjne og brunt, langt hår, mig. Sophie havde forsvundet ud af mit liv, og det var resultatet af hvad hun efterlod bag sig. En side af mig som ikke burde vises frem. Billedet forsvandt og et billede af min far, med den samme glæde og farverige baggrund, og den samme forsvinden, også den samme mig, bare meget værre end den sidste. Og så forsvandt billedet af min far, og et billede kom op af mor. Jeg var fuldt forberedt på den samme sorg og ensomhed som med Sophie og far, men der skete ingenting med billedet. Mor smilede bare til mig med sit bekymrede blik. Og det var så der jeg vågnede. Det var altid der jeg vågnede. Jeg vidste der var et tegn i den her drøm, men jeg havde lyst til at indse det. Jeg gør alt for at støde væk ved at gøre ting som jeg ikke skal gøre midt om natten, se en gyserfilm så jeg ikke sove, bare skræmme livet ud af mig selv. 

Jeg rakte ud efter min mobil på natbordet. Displayet lyste op i mørket, og der stod med lyse, hvide tal 00:10. Jeg lagde mobilen fra mig og og rodede i mit hår. Det er udelukket at ligge sig til at sove igen. Så kommer drømmen bare igen, og så afslører den måske flere hemmeligheder for mig. Jeg åbnede forsigtigt natbordets skuffe, så den ikke knirkede for meget. Jeg gravede efter dagbogen. Der var den. Jeg tog lommelygten op nede fra gulvet eftersom jeg havde smidt den der. Jeg gemte mig trykt nedenunder dynen og tændte lommelygten. 

 

Kære dagbog

 

Nu vil jeg fortælle dig lidt om livet her på Hamilton Børnehjem. Her bor 15 børn, der har mistet deres forældre af enten sygdom eller krig. Vi er alle meget forskellige børn, men vi har alle en ting fælles, ulykke. Men jeg misunder dem faktisk, de bor i  det mindste i rene værelser, og bliver behandlet godt af børnepædagogerne. Jeg tror faktisk at alle børnepædagogerne hader mig, især Henrik. Hans flammerøde skæg og hår, kaster had i mod mig med et længselfuldtblik. Længslen han udtrykker, er nok omkring at han har lyst til at smide mig i søen. Mistanken om Henrik, er nok på grund af at han med vilje gav mig det beskidte kælderrum, hvor ingen kunne høre mine ulykkesskrig og den uendelige gråd. Nå men pyt med det, så længe han ikke slår mig ligesom de andre børn, skal jeg nok overleve her på Hamilton. Jeg bliver drillet af de andre børn på hjemmet og i skolen, fordi de synes mine blege, grå øjne er mærkelige, og mit blanke, brune hår er grimt. 

Men jeg synes faktisk det modsatte, jeg synes mine grå øjne ser specielle ud, at årene har sat sine spor, som om alt uheldet har suget alt farven ud af dem. For jeg synes engang at de virkede ret blå. Og hvad mit hår angår, er det faktisk okay pænt, mine forældre sagde altid at det var lige så blødt og flot som fjerene på en engels vinger. Men jeg kan selvfølgelig ikke sige det til de andre børn, hvad jeg synes, det ville bare gøre det værre. Så længe det bare er de samme drillerier og julelege, skal jeg nok prøve at holde det ud. Hov, nu banker det på lågen, så er der vist middag. 

 

Juliet

 

3. Juni 1897

 

Jeg er faktisk lidt træls over at sige det, men på en måde relaterer jeg til Juliet. Hele hendes liv er hun blevet forladt og drillet af andre, ligesom mig. Gad vide om hendes mareridt, altså hvis hun havde nogen, var ligesom mine. Mareridt der konstant mindede hende om at hun var helt alene, og der var ingen til at tage sig hende. Mareridt der konstant, strejfede hende, hver gang der var en mindste smule lykke i hende, og fik hende til at gå sort igen og igen. Hvor hun bare havde lyst til at forsvinde fra overfladen....

 

Ups, nu handler det åbenbart ikke om hende mere. Jeg må være ved at blive skør. "Jeg ved jeg er lykkelig. Jeg er lykkelig. Jeg skal være lykkelig" tænker jeg stille for mig selv. Jeg lagde bogen tilbage i skuffen, gemt nedenunder de andre bøger. Jeg tror ikke jeg skal blive alt for afhængig af bogen, den giver mig alt for mærkelige tanker. Men som sagt er jeg afhængig, så en lille dosis om dagen, bør ikke gøre mig skør. 

 

Jeg lagde roligt mit hoved ned på puden igen, og lukkede øjnene. Jeg prøvede at forstille mig Henriks ildrøde ansigt, som Juliet havde beskrevet ham. Små glimt af en pige med brunt hår, kom snigende. Først lå pigen, og græd nede i kælderrummet, hun var klynget ind i et næsten gennemsigtigt sort tæppe, og nærmest mast nede i sengen. Glimtet gav mig kuldegysninger.

Så var der et billede af pigen, hvor hun står inde i en cirkel af børn, hvor børnene skubber hende rundt, og giver hende øgenavne. En lille tåre kommer op i min øjenkrog, da pigen viser sig at være mig. Jeg skubber tankerne væk, og prøve at falde i søvn. Det lykkedes. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...