Stand Up - 1D

Zoe er en populær pige der er har et drømmeliv. Hun er populær, har en lækker kæreste, de rigtige venner, er rig og har i det hele taget alt hvad man kunne ønske sig for penge... Men hvad hun ikke får er omsorg, og når man bryder sammen bliver man udstødt i de populæres kredse. Hvad gør hun?

25Likes
6Kommentarer
3412Visninger
AA

13. Hvad?

Min krop spasser for mine sanser virker ikke. Jeg kan ikke se, lugte, mærke eller smage (jeg ved godt nok heller ikke hvad der er at smage men alligevel). Det er som om at alt er væk undtagen min hørelse. Det føles som om at jeg svæver og det bliver bekræftet da jeg lige pludselig har alle mine sanser igen. Jeg kan ikke se andet end sort. Jeg ved ikke hvordan jeg så kan bestemme at jeg kan se nu, men det tror jeg bare jeg kan. Jeg kan høre en susen som fra når man falder. Jeg kan mærke at jeg falder. Det falder mig ind at jeg kan tjekke om jeg kan se ved at kigge ned på mig selv. Jeg kigger ned ad mig selv og ser at jeg har en magen til kjole på som før, nu er den bare sort. Jeg kan se mine fødder for enden af kjolen, de er bare. Mit hår kan jeg mærke er løst for det giver vindmodstand. Pludselig stopper faldet, så pludseligt som det startede, og jeg svæver i luften. Jeg kan høre stemmer. En der trygler og beder, fire andre der snøfter. Lydene kommer nedefra så jeg kigger ned. Det er som om at jeg ligger på loftet og kigger ned igennem et hul til sceneriet. Jeg (eller min krop) ligger på en hospitalseng i et hvidt, upersoneligt rum. Ved siden af mig sidder Louis med min hånd i hans og Harry's hånd i den anden hånd. Ovre i hjørnet sidder Zayn og kigger ned i jorden mens tårerne triller stille ned ad hans kinder. Liam sidder på den anden side af min krop med Niall på skødet. Harry og Niall sidder og græder og snøfter. Liam sidder og græder stille mens han hvisker nogen gange i Niall's øre og aer ham på ryggen. Harry sidder og stirrer på min krop mens han græder og Louis sidder og snakker, beder og trygler til min krop. "Zoe, kom tilbage. Please! Du har ikke fortjent at dø. Du har ikke engang levet endnu. Please!" trygler han mens han græder. Det er så sørgeligt. Jeg ville ønske at jeg bare kunne sige til dem at det nok skulle gå. At jeg kom tilbage. Men jeg kan ikke love noget. Der går lidt tid før jeg lige pludselig bliver suget tilbage til det sorte som af en kæmpe støvsuger. "Nej! Lad mig blive!" prøver jeg at skrige men ikke en lyd kommer over mine læber. Alt forsvinder og det eneste jeg kan er at høre snøften.

Jeg slår øjnene op og stirrer op i et hvidt loft. "Zoe?" spørger en træt stemme ved siden af mig med håb i stemmen. En stemme jeg er så glad for at høre. Jeg sætter mig langsomt op i sengen og drejer mig mod ham. Han sidder på en ukomtfortabel stol en meter fra mig med røde, hævede øjne, bævrene læber og glinsende striber ned ad kinderne. "Årh, Lou, jeg er så glad for at se dig! Jeg var så bange!" udbryder jeg hviskende og krammer ham hårdt og længe. "Zoe, du må aldrig gøre det igen. Drengene og jeg har været så bange." udbryder han og begynder at græde igen. Jeg ved ikke om det er glædestårer eller smertetårer ved at tænke tilbage. "Lou, lad være med at græde, så græder jeg også." hvisker jeg og kan mærke tårerne komme op i øjnene. En tåre forlade øjenkrogen og forlader en våd stribe ned over min kind. Louis tørrer den væk med sin tommelfinger og tørrer derefter sine egne øjne. "Drengene kommer om lidt." hvisker han, kysser min kind og tager min hånd. Jeg er verdens heldigste pige! Lidt efter kommer drengene ind med lige så røde øjne, bævrene læber og tårer ned ad kinderne som Louis da jeg vågnede med mad i hænderne. Niall er den første der ser mig og et smil tager form på hans læber. Han smider maden og løber hen og giver mig et stort kram. "Zoe! Hvor er det dejligt at du er vågen!" udbryder han og efter ham får jeg et kram af Harry, Zayn og Liam. "Jeg er så glad for at se jer drenge." siger jeg og smiler stort til dem. "Du har været væk i en uge, hvad har du lavet?" joker Niall og griner over hans egen joke og Louis griner med. "Æhm, jeg var først på en mørk gang hvor både Louis og Josh kaldte, så faldt jeg i en mørk tunnel, så kiggede jeg ned på jer fra loftet, og til sidst blev jeg 'støvsuget' op igen." svarer jeg i en lang køre. Drengene kigger overrakset på mig, de havde nok ikke regnet med at jeg rent faktisk havde lavet noget den sidste... uge? Seriøst? Det føles som om jeg var væk i 10 minutter. Der kommer en læge ind lige som Liam skal til at sige noget. "Zoe, så er du endelig kommet tilbage! Mit navn er Thomas Jefferson. Jeg ser at drengene stadig er her. Må jeg snakke med en af jer?" spørger han og kigger på os over hans briller. "Må vi gerne være to?" spørger Louis og rejser sig. Lægen nikker, og som om det er aftalt rejser Liam sig og alle tre går ud ad døren. "Det var da mærkeligt. Normalt er det da pertienten der skal snakke med lægen." siger jeg overrasket og kigger spørgende på de resterende drenge. De nikker sig enig men så kommer Zayn i tanke om noget. "Doktor Jefferson tog en scanning fra dig for cirka to timer siden og det kan jo være svarene. Louis sagde at han skulle fortælle os de først." siger han eftertænktsomt.

Da Louis og Liam kommer tilbage ligner jeg sikkert et stort spørgsmålstegn. "Det var nogen scanninger han to for to timer siden som han har fået svar på." siger Louis og sætter sig ved siden af mig igen. Liam sætter sig på sengen ved siden af Niall. Vi sidder faktisk i en eller anden form for cirkel så det minder mig om en terapigruppe. Jeg sidder jo i sengen med ryggen mod væggen, på min højre side sidder Niall, ved siden af ham sidder Liam, for enden af sengen sidder Zayn på en stol, Harry sidder i fodenden til venstre og ved siden af mig på en stol sidder Louis. Jeg fniser og drengene kigger spørgende på mig. "Ehm, det er fordi... Sådan som vi sidder ligner det vi er i en terapigruppe." fniser jeg. Niall er den der fanger den hurtigst og flækker af grin. Derefter Louis, så Harry, Liam og Zayn. "Det har du ret i." griner Harry og blinker til mig. Jeg griner endnu mere for han blinkede til mig!

Da vi er færdige med at grine sidder vi bare i tavshed. "Zoe, vil du ikke nok fortælle os hvad du huske? Altså din livshistorie?" spørger Liam tøvende og vrider sine fingre. "Eh jo. Altså jeg hedder jo Zoe McCartney. Jeg er født den 5. juni 1994 så jeg bliver 18 i år. Mine forældre er Stella McCartney, hun er designer, og Fredrick McCartney, han er advokat. Jeg har en storebror på 21 der hedder Josh McCartney. Jeg elsker min familie og vi bor i London i et stort hus. Jeg går i skole her i London hvor jeg har en kæreste der er fodboldspiller og hedder Jonathan. Mine bedsteveninder hedder Jessica, Vicki og Hannah og så har jeg også en ven der hedder Daren der er Jessica's kæreste. Det er det! Kan det blive bedre?" siger jeg og smiler stort til dem. De kigger chokeret på mig og derefter på hinanden. "Hvad er der?" spørger jeg bekymret. Var der noget galt med mit liv? "Zoe, lægen sagde at din nær-dødsoplevelse kan have slettet noget af din hukommelse og han har åbenbart ret. Du har glemt alt de sørgelige i dit liv, Zoe!" udbryder Liam trist og jeg ser over på Louis for at få det bekræftet, men han nikker bare. "Jeg fandt den her hjemme og læste den. Det er din dagbog hvor du virkelig åbner op, og jeg syntes at du skal læse den for at se hvad du har glemt." siger han stille og rækker mig en tyk, læderindbundet bog. Jeg bladrer op på første side og læser.

Denne dagbog tilhører Zoe McCartney, født den 5. juni 1994. Barn af Stella og Fredrick McCartney. Elsket af storebroderen Josh McCartney.

Nårh, så har jeg skrevet dagbog. Jeg kigger op da sengen giver sig da Niall, Liam og Harry rejser sig sammen med Zayn og går ud ad døren. Louis er den eneste der bliver. "Hvad skulle de?" spørger jeg Louis og sætter mig bedre til rette. "Det er bedre at du får ro når du skal læse, men jeg sidder her så du har en at støtte dig til." forklarer Louis med et usikkert smil. Jeg nikker og bladrer videre. Dagbogen starter den 5. juni 2004 hvor jeg blev 10 år. Jeg læser videre...

Jeg har læst i jeg ved ikke hvor lang tid og er ved at blive træt. "Lou, jeg er altså ved at blive træt." siger jeg og lukker bogen. Jeg kan huske datoen for det er den 5. juni 2010, dagen hvor jeg blev 16 år. "Skal jeg læse for dig?" spørger han og tager bogen ud af hånden på mig. Jeg nikker og ligger mig ned i den bløde seng. Han læser videre og jeg får at vide at mine forældre åbenbart kun var søde, kærlige og omsorgsfulde til jeg blev 13 år. Så begyndte Josh at tage sig af mig i stedet og mor og far fik mere og mere travlt med arbejde. De fik begge to succes og de begyndte at sove på arbejde. Josh tog sig af mig og var som begge mine forældre og en storebror. Han lovede at når jeg blev 18 fik vi os en gård og flyttede derud sammen. Væk fra alting. Jeg begynder at huske tingene som de bliver nævnt i dagbogen. Fx da jeg siger at Josh laver en supriseparty som min 16-årsfødselsdag hvor mor og far ikke kom. Jeg husker det selvom jeg havde glemt det. Da der er 3 måneder til min 17-årsfødselsdag kommer jeg op og skændtes med en dreng. Han truede mig, og en aften da Josh hentede mig ved en fest kom der en bil drønende for fuld fart. Jeg var lige bag Josh og råbte pas på til ham, men det var for sent. Senere da jeg gennemgik scenen fandt jeg ud af at det var drengen jeg skændtes med. Det var min skyld. Han ville sikkert have ramt mig, men han troede sikkert at Josh var mig for vi lignede hinanden. Jeg husker det da Louis læser det. Mit syn bliver sløret, men bliver normalt igen da tårerne forlader mine øjenkrog og stryger ned over mine kinder i uregelmæssige linjer. Det var min skyld.

Da Louis er færdig med at læse ved jeg at næsten alt det jeg sagde før var løgn. Jeg bliver stadig 18 den 5. juni. Jeg er stadig datter af Stella og Fredrick McCartney, designer og advokat. Forskellen er bare at jeg ikke elsker dem som jeg troede. Jeg hader dem. Hader dem for at forlade Josh og jeg, ignorere når jeg havde det sværest. Jeg bor stadig i London i et stort hus, men jeg bor der snart alene for min mor er der næsten aldrig og så er der tjenestefolkene. Min far er flyttet til Singaporre og mine forældre skal skilles. Min bror Josh er ikke i live som jeg troede, han er død og har været det i et år. Jeg hader mine veninder fordi de er så falske, de vil kun være populære. Den ellers så perfekte svinede mig til (dog ikke med bevidst), var ufølsom og var mig utro. Alt i alt er mit liv et helvede hvor jeg troede det var perfekt. Hvordan kunne jeg glemme det? Hvordan kunne jeg være så dum? Jeg sidder og tuder for alt det han læste op som jeg havde glemt er kommet tilbage med fuld styrke. Han holder mig i hånden og mumler beroligende ord sådan som jeg så brændende ønskede mig at en skulle gøre. At der var en der elskede mig. "Zoe, det er fortiden. Du skal kigge fremad. Jeg syntes bare at du skulle vide det." mumler han undskyldende. Jeg ved at få kontrolen over mig selv igen og nu tuder jeg ikke mere, græder bare stille. "Tak, Lou. Fordi du er her, og fordi du støtter mig. Undskyld." siger jeg stille og kigger ned i dynen der ligger over mig. "Det var så lidt Zoe. Men hvad siger du undskyld for?" spørger han og løfter min hage så jeg kigger ind i hans smukke grøn-blå øjne. "Fordi at jeg prøvede at... Jeg kan altså ikke sige det, men at jeg prøvede to gange. Jeg er besværlig, hva?" svarer jeg tøvende og et smil breder på Louis' ansigt. Lægen kommer ind og Louis foklarer at jeg har fået hele min hukomelse igen. "Nårh, men så skal vi bare have dig tjekket og så er du klar til at tage hjem." siger han.

Da han har tjekket mig og forklaret at normalt tager petienter ikke så hurtigt afsted men de har pladsmangel nu her, er drengene og jeg klar til at køre. De insisterer på at tage med mig hjem, så sådan bliver det. "Okay, altså vi bliver oppe på min etage, altså 3., for jeg orker ikke Karen og George, okay? Så vi løber derop!" siger jeg da vi står foran hoveddøren med nøglen i hånden. "Okay, tre to en, nu!" siger jeg mens jeg drejer nøglen og åbner døren. Vi løber allesammen op ad trapperne og smækker døren da vi kommer op på min etage og ind i stuen. Vi er allesammen flade af grin. "Øhm, jeg skal på toilet." mumler jeg og går ind på toilettet. Da jeg kommer ud er drengene ikke inde i stuen. Jeg går ind i tv-stuen, der er de heller ikke. Jeg går også hen i køkkenet før jeg kalder. "Drenge? Hvor er i?" råber jeg og går ind på kontoret. "Herinde!" råber Niall tilbage. "Det er flot Nialler, men hvor er her?" råber jeg irreteret og går ud i spisestuen. "Øhm, et værelse med en stor seng med røde og lyserøde puder på. Der er også en hvid sofa med puder." råber Niall igen. Jeg ved præcis hvor de er. Mit soveværelse. Jeg løber hurtigt derind for de må for alt i verden ikke gå ind ad døren til mit private værelse. Ingen har været der udover mig siden Josh døde. Ikke engang Karen må være der, for jeg har sagt jeg selv gør rent derinde. Det er mit private værelse hvor jeg har alle mine ting som betyder noget for mig. De ting som er ikke nok tøset efter mine veninders eller mors smag. Jeg løber hurtigt ind i soveværelset hvor alle drengene står. "Wow, du har et stort værelse." udbryder Harry og kigger sig omkring. Zayn åbner døren ind til mit walk-in closet og går ind. "Wow, du har meget tøj. Og mange spejle." siger han beundrerne. "Skal vi gå ind i stuen igen?" spørger jeg utålmodigt men drengene protesterer. "Vi vil se hele dit 'værelse'! udrbyder Liam og åbner døren ind til mit private værelse. "NEJ!" råber jeg, men det er for sent...

 

 

Halløj smukke læsere

Min computer besluttede sig for at spasse lige da jeg var færdig med et kapitel og skulle til at trykke gem, så derfor har kapitellet været lang tid undervejs. Jeg ved ikke om der kommer flere kapitler det næste stykke tid, da jeg rejser om kort tid. Pga. det fik i lige et ekstra langt kapitel. Husk at favoritte, like og kommentere <3

Kys kys Celina Horan <3

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...