Stand Up - 1D

Zoe er en populær pige der er har et drømmeliv. Hun er populær, har en lækker kæreste, de rigtige venner, er rig og har i det hele taget alt hvad man kunne ønske sig for penge... Men hvad hun ikke får er omsorg, og når man bryder sammen bliver man udstødt i de populæres kredse. Hvad gør hun?

25Likes
6Kommentarer
3299Visninger
AA

2. Facade

"Ej Jonathan, det kilder!" råber jeg mens jeg griner. "Kun hvis du giver mig et kys." siger Jonathan drillende. "Du kan tro nej!" siger jeg, mens jeg prøver på at lade være med at grine. Jonathan kilder mig endnu mere, og mig der altid har været ekstremt kildesyg. "Okay, okay, jeg overgiver mig!" råber jeg. Jonathan griner og stopper med at kilde mig. I stedet vender han mig rundt så jeg kigger på ham, og peger på hans kind. Jeg smiler og stiller mig på tæer for at kunne nå. Lige før mine læber rammer hans kind, vender han sig rundt så mine læber i stedet rammer hans. Jeg giver ham et blidt kys, før jeg trækker mig tilbage, smiler og går så efter resten af gruppen. Min gruppe består af: Jonathan, den eftertragtede fodboldspiller og min kæreste, Daren, Jonathans bedsteven som også spiller fodbold, Jessica, min bedsteveninde og Vicki, en anden god veninde. Hannah er en klog pige, der prøver at hænge på, men bliver nok mere udnyttet af Jess og Vick.

Vi går alle sammen ind mod klassen, alle flytter sig på vores vej, for vi er de rige, de seje, de cool. Plus vi er dem der bestemmer over stedet, selvom der er ingen der siger det. Vi er de ukronet dronninger og konger. Da vi kommer til klassen, begynder Jess, Vick, Jon og Daren som altid at genere de andre børn. Taberne og nørderne. Jeg stiller mig som altid hen til Hannah og begynder at snakke om et eller andet tilfældigt, for jeg vil ikke være med til at mobbe. Hannah er den der bedst forstår mig. Hun vil ikke genere, men det er nok fordi at hun får ballade af hendes far, hvis hun gør noget forkert. På en eller anden sindssyg måde misunder jeg hende. Hendes forældre lægger mærke til hende. Mine forældre lægger ikke mærke til mig, overhovedet. Min far har travlt med sit advokat-firma, og min mor har for travlt med sit designerjob, til at nogen af dem overhovedet har tid til mig. Så jeg blev overladt til mig selv, da min storebror, Josh, døde for et år siden i en bilulykke, som politiet sagde. Jeg ved bedere. Jeg ved at det er min skyld. Fucking. Min. Skyld. Jeg provokerede drengen, som så kørte Josh ned, for vi lignede hinanden på en prik. Men det var ikke mig, men Josh. Jeg savner ham sindssyg meget, det var ham der altid satte mig i gang, når jeg bare stenede. Ham der bedst kendte mig. Ham der kunne se at jeg løj når jeg sagde jeg havde det fint. Ham der beskyttede mig. Ham der trøstede mig. Ham der er død. Begrund af mig. Hans dumme lillesøster. Men det er der selvfølgelig ingen der ved jeg tænker, for jeg har altid min facade oppe. Min dumme, snobbede, rige, glade facade. Men det er bare for ikke at blive udstødt, men det kunne du nok regne ud...

I virkeligheden er jeg præcis det modsatte af hvad min facade siger jeg er. Jeg har det ad helvede, men kun Josh ville have kunne se det. Men han er her ikke, så nu er der ingen der kan, ingen der kan trøste mig. Det er min skyld. Det tænker jeg 10.000 gange om dagen. Jeg græder mig i søvn hver aften. I mine drømme spilles scenen hvor Josh døde, hver nat. Jeg så det, jeg var med ham. Men kun han blev ramt. Ikke mig, selvom det var meningen. Men der er ingen der gider tage sig tid til at hjælpe mig, at se igennem min facade. Jeg er alene. Hannah er den der bedst forstår mig, for hun mistede selv hendes mor da hun var 1 år. Men det er 16 år siden, og hun kan ikke engang huske hendes mor selv. Jeg er alene, den eneste jeg kan stole på er mig selv.

Jeg har måske ikke altid været alene, men Josh skulle både være mor, far og storebror for mig. Nogen gange blev det simpelthen for meget, og så skred han. Skred bare. Aldrig længe, højst en dag, men lang tid nok til at jeg begyndte at gå i panik. Han planlagde at tage med med ud på landet når jeg blev 18 år. Det bliver jeg om 3 måneder. Han glædede sig allerede fra da jeg var 16 år, for så ville han bare tage mig med. Så kunne vi leve fredeligt, sammen, for altid. Men selvfølgelig skulle det ikke ske. Selvfølgelig! Sådan er det med mig, når jeg får et lyspunkt i mit lorteliv, så bliver det straks omsluttede af mørke...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...