I miss you... - One Direction.

Josephine, en pige hvis far lige er død pga. kraft. Den eneste hun havde tilbage... Hendes mor rejser hele tiden rundt, med sit arbejde så hende ser hun ikke så tit. Men hendes mor kommer hjem efter hendes fars død. Hendes storebror Jason er ret irreterende til tider. Som alle brødre nok er. Den dag hendes far skal begraves bliver hun der indtil midnat næsten, helt alene... Hun kan ikke fatte hendes far er død, hun var fars lille pige og havde mange minder med ham. Alt det her har taget virkelig hårdt på hende især når hendes bedste veninde lige er flyttet til Australien. Hun ligger mærke til at hun ikke er den eneste i kirkegården...

41Likes
42Kommentarer
3244Visninger
AA

4. Niall.

Jeg var lige nået ned til parken og sad i en bænk, og ventede bare på at Zayn kom.. Jeg kunne mærke min mobil vibrere og jeg tog den op og læste, #Jeg kan desværre ikke komme. D: Men en af mine venner kommer om henter den, hvis det er i orden? (-: xx# stod der, fra Zayn.. Han gad sikkert ikke være sammen med mig. #Det i orden.# svarede jeg bare tilbage. Og sad så og ventede. Men hvordan skal jeg kunne give den til hans ven, når jeg ikke ved hvordan han ser ud? #Hvordan ser han ud? Jeg kender ham jo ikke, og han kender jo hellere ikke mig?# skrev jeg og sendte. Jeg fik svar ret hurtigt. #Han har lyst hår og en irsk accent. ;)# stod der. #Okay# Svarede jeg, ellers sad jeg bare der og ventede.

 

Der var gået over ti minutter og der var stadig ikke kommet nogen. Jeg stod op og skulle lige til at gå da jeg hørte en stemme. "Er du Josephine?" irsk accent.. Jeg vendte mig om og fik øje på en lyshåret dreng. Han havde de flotteste blå øjne jeg nogensinde havde set.. "Jo.." svarede jeg, "jeg er Niall," sagde han og rakte hånden frem, som jeg selvfølgelig tog imod, yeah you know.. "Josephine, som du nok allerede ved.." sagde jeg og smilte svagt. Jeg kunne ikke rigtig smile siden det der skete.. Han smilede derimod og viste sine skæve, men flotte, tænder.

 

Jeg glemte helt at han var her for at hente jakken, "eehh... Her" sagde jeg og rakte ham Zayns jakke som jeg havde vasket. Han tog imod den og kiggede på mig, "Skal vi ikke sætte os ind i caféen, så kan vi lære hinanden at kende?" forslog han, jeg nikkede lidt, og idet kunne jeg høre pigeskrig. Jeg fik øje på nogle piger der løb hen mod Niall og mig.. Hvorfor fanden skreg de?.. De omringede Niall og spurgte, eller råbte, og autograf. Nogle af dem græd enda? Jeg holdte mig lidt i baggrunden, helt forvirret. Hvorfor græd de? Og hvorfor ville de have hans autograf?

 

Der gik lidt tid før de allesammen gik igen, og jeg stod bare og kiggede forvirret efter pigerne. "Hvad var det til for?..." spurgte jeg og kiggede på Niall, han begyndte at grine. Nuurh, han havde sådan et sødt grin. "Seriøst? Ved du det ikke?" jeg rystede bare forvirret på hovedet. "Kender du one direction?" spurgte han, jeg kendte dem ikke, men jeg hørte tit piger tale om det band. "Ikke rigtigt.. Hvorfor?" spurgte jeg og kiggede på ham. "Sejt... Jeg er et medlem af det band.. Du er nok den f'ørste jeg har mødt som ikke kender os.." sagde han med et stort smil på læben. "Tager du gas på mig? Er du seriøst kendt?" spurgte jeg dumt, jeg gad ikke være sammen med berømte folk, selvom jeg altid har været sikker på at jeg aldrig ville møde en, men yeah..

Man har jo lov at drømme... Jeg har bare aldrig brudt mig om alle de falske overskrifter jeg har læst... Jeg har altid været den stille person, godt nok elsker jeg musik, jeg kan ikke selv synge, men jeg elsker at spille klavere. "Ja," svarede han bare med et smil på læben. "Jeg spiller guitar og synger med de andre, som består af Zayn, Liam, Louis, Harold men vi kalder ham Harry og mig." sagde han og fortsætte, "du skal virkelig møde dem en dag, de er virkelig sjove og især Louis, som forresten også er den ældste af os." Sagde han, wow.

Det her var nok den længste samtale jeg har haft. Lol, folk plejede altid at slutte samtalerne hurtigt, undtagen Crystall. Men hun boede i New York nu, så vi har ikke skrevet sammen i lang tid.. Vi plejede at snakke i timevis.. Jeg savner hende virkelig, men jeg tror ikke hun nogensinde kommer tilbage, og jeg får jo nok hellere ikke lov til at besøge hende alene helt over i NY.

 

"Hm..." sagde jeg bare, "noget galt?" spurgte han iog så lidt uroligt på mig. "Nej nej.. Jeg har bare aldrig trotet jeg skulle være sammen med en kendt.." sagde jeg lidt overrasket. Han grinte lidt og trak mig med ind på caféen.

 

Vi sad derinde og snakkede, Niall var en rigtig sød fyr. "Ehm... Jose? Kan jeg få dit nummer?" spurgte Niall, han lød lidt nervøs, hvilket jeg synes var sødt. Jeg nikkede bare og skrev mit nummer ind i hans mobil, hvorefter han skrev sit nummer ind i min.

Jeg fik en besked af min mor hvor der stod jeg skulle hjem, da jeg aldrig plejede at være ude i så lang tid. "Det var hyggeligt at møde dig Niall, men jeg skal hjem.." sagde jeg og smilte svagt, hvorefter jeg stod op og betalte for det jeg havde købt. "I lige måde,," sagde han og krammede mig kort. Jeg krammede kort med og sagde farvel til ham, og begyndte at gå hjemad.

Jeg kunne stadig ikke fatte at han var berømt, ikke at der var noget galt med ham.. Men han er så nede på jorden, og sød. Han er ikke sådan en diva jeg troede berømte folk er... Jeg skal nok ikke tænke så meget over sådan noget, for man skal ikke dømme folk uden man kender dem..

 

 

- Det her kapitel er ikke rettet igennem så sorry for stavefejl dx

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...