I miss you... - One Direction.

Josephine, en pige hvis far lige er død pga. kraft. Den eneste hun havde tilbage... Hendes mor rejser hele tiden rundt, med sit arbejde så hende ser hun ikke så tit. Men hendes mor kommer hjem efter hendes fars død. Hendes storebror Jason er ret irreterende til tider. Som alle brødre nok er. Den dag hendes far skal begraves bliver hun der indtil midnat næsten, helt alene... Hun kan ikke fatte hendes far er død, hun var fars lille pige og havde mange minder med ham. Alt det her har taget virkelig hårdt på hende især når hendes bedste veninde lige er flyttet til Australien. Hun ligger mærke til at hun ikke er den eneste i kirkegården...

41Likes
42Kommentarer
3296Visninger
AA

2. Fars grav og drengen..

Lige siden jeg vågnede op, vidste jeg det ville blive en dårlig dag. Jeg hader det, jeg hader det, jeg hader det! Min far, min homie, min makker, min bedsteven... Død... Jeg kunne bare ikke fatte det, det gad ikke blive feset ind i mit hovede. Ham jeg elskede allerhøjest på jorden, er død.. Jeg stod alene i regnen og kiggede på min fars grav. Alle vores minder sammen, jeg glemmer dem aldrig...

Jeg grinte, "højere far!" råbte jeg mens han skubbede til gyngen, min mor var ikke hjemme den dag som altid. Og Jason var hjemme hos hans kæreste. "Så så Josephine, hop ned vi skal ind og spise" sagde min far og stoppede gyngen. "Øvv..." sagde jeg bare og hoppede ned fra gyngen. Min far tog min hånd og gik med mig ind, " hvad siger du til vi tager noget is istedet? Så bliver det vores aftensmad?" spurgte han og blinkede. Han vidste jeg elskede is og nogle gange havde min far nogle aftner hvor vi spiste is og hyggede os.

 

Gode minder... Godt nok var jeg syv år men jeg kan stadig huske det, som om det var i går..

Jeg havde stået her i over en time og bare gloet på graven. Alle andre var gået hjem, min mor er helt knust.. Lige da hun fik det at vide, kom hun hjem fra Spanien.. Suk... Tårene blev ved med at vælte ud af mine øjne. Jeg hadede at græde... Men lige nu kunne jeg ikke andet end det. Godt der ikke var nogen her... Jeg hørte noget knække, som et lille træ, så jeg vendte mig om. Der stod en dreng med sort hår, og lidt højere end mig. "Hvorfor står du her alene i regnen? Du må hellere gå hjem, inden du bliver syg..." han havde en lidt hæs, men pæn, stemme. Jeg rystede bare på hovedet. "Jeg må ikke tale med fremmede," sagde jeg bare, jeg gad virkelig ikke tale med nogen, jeg var slet ikke i humør til det. Der var lidt stilhed, og drengen var her stadig. Kunne han ikke bare gå sin vej?!? Jeg sukkede, og kiggede på min fars grav. "Er det din far der døde?..." spurgte drengen. Jeg nikkede let. "Det jeg ked af...." sagde han.

Jeg ville egentlig gerne spørger ham om hans navn, men lod være. Jeg havde kun en t-shirts på og nogle bukser som sad stramt, fordi det var gennemblødt og jeg frøs en del. Jeg så på drengen igen som var igang med at tage son jakke af, og gav mig den på. "Du skulle nødig blive syg.. Og forresten, jeg hedder Zayn.." sagde han og rakte hånden. "Josephine.." mumlede jeg, højt nok til at han kunne høre det, og rystede let hans hånd.

 

"Jeg bliver nød til at gå nu, jeg har lidt travlt, og her er mit nr. hvis der er noget bare skriv. Hyggeligt at møde dig Josephine.." sagde Zayn efter vi havde stået og snakket lidt. Der var noget specialt omkring den dreng.... Der var ikke særlig mange der gad snakke  med mig i skolen, så jeg sad bare alene. Men Zayn var åben, han sagde han var her for at besøge sin onkels grav. "Mmm... Vi ses Zayn.." sagde jeg med at svagt smil på læberne. Han havde vidst ret travlt, for han løb hen til en bil og satte sig ind. Jeg havde stadig hans jakke på, jeg ville aflevere den en anden dag..

Jeg tog min mobil frem og så min mor havde ringet over 5 gange til mig, nok fordi det er blevet mørkt.. Men jeg orkede ikke ringe tilbage, så jeg slukkede bare min mobil og tog kursen hjemad..

 

 

- Det her kapitel er ikke rettet igennem, så der kan godt være nogle småfejl. :)

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...