CHLOË - som et åbent video kamera ~ færdig historie

Det er efterhånden 2 år siden teenage-pigen, Chloë, begik selvmord. Ingen ved stadig hvorfor, men da fjorten årige Riley finder hendes gamle videokamera vover hun at kigge i det. Videoerne starter med at være ret harmløse hvor Chloë og hendes venner hænger ud sammen. Men videoerne bliver mere og mere mystiske og der afsløres flere hemmeligheder om Chloë end Riley nogensinde havde troet hun havde.

18Likes
36Kommentarer
2574Visninger
AA

1. Videokameraet

 

’Vejret er godt nok kedeligt hva’ siger min mor og skruer ned for radioen. Jeg nikker bare, jeg har ikke lyst til at sige noget. Når der er stille eller man ikke ved hvad man skal snakke om ender det altid med hvordan vejret er. Det er standard. Vi er på vej til Chloë’s gravsted. Der vil være mange på det her tidspunkt, det er nemlig to år siden. Siden hun begik selvmord. Selv min mor kan ikke holde tanken ud. Hun synes Chloë var den sødeste kammerat jeg havde. Aldrig i ballade, gode karaktere og smilende. Hun kan stadig ikke forstå at hun virkelig tog livet af sig selv. Jeg derimod, kendte hende faktisk ikke så godt. Ikke andet end at hun var kæreste med 9 klasses eleven Tom, der vist ikke bemærkede hendes fravær nærmere.

Jeg sænker sammen i mit sæde da bilen stoppede. Hvorfor er vi engtelig her? Jeg kendte hende jo ikke engang! Ihvertfald ikke rigtig. Min mor hiver mig op af sædet og beder mig inderligt om at gøre et forsøg på at være rar. Af en underlig grund, lover jeg det.

Efter mindetiden ved Chloë’s gravsted køre vi hjem til hende. Vi er omkring 20 gæster.

’Hej med dig Riley’ siger Chloë’s mor, Fru. Daniels, og niver mig i kinden. Jeg udstøder et ’av’ og min mor skubber til mig.

’Tusind tak Fru. Daniels for at invitere mi... os’ siger min mor og smiler et falsk smil. Hun skammer mig over sin opførsel. Så tydeligt er det. Fru. Daniels smiler og nikker og beder mig indtage min plads.... på børnebordet. Jeg skal til at protestere da min mor trækker mig til side.

’Opfør dig ordentligt Riline’ siger min mor som nægter at udtale mit kælenavn.

’Mor hør; jeg ved du ville ønske at jeg opførte mig som Chloë gjorde, men sagen er den... Jeg er ikke Chloë.’ Jeg hader når min mor synes at jeg skulle gå i krave istedet for nitter og lægge servietten i skødet istedet for at lade den ligge. Lige siden Chloë startede i 3 klasse, har min mor HADET mig. Eller ikke direkte men.... indirekte.

*

 

Vi sidder længe og stener i dagligstuen. Jeg går ovenpå for at tjekke huset ud og se om de skulle have lavet et mindealter for hende. Jeg griner ved tanken. Get over it guys! Hun er død, væk! Hvis jeg havde sagt det over for min mor havde hun bortadopteret mig. Hun hader mig også når jeg spiller den der hardcore type. Modsætningen til Chloë. Hun hader alt ved mig der ikke er Chloë agtigt. Det er nok derfor jeg hader hende så meget!

En snoet trappe af træ føre op til anden etage. Jeg følger den op hvor jeg kan se at gangen er en smal gyde med 3 døre. Jeg tjekker den første; toilet, den anden; Soveværelse, tredje; Chloë’s værelse. Burde jeg gå derind? Lad vær. Jeg griner over mig selv. Hvad kan der ske? Jeg går ind i rummet. Det er fuldkommen dækket af støv og her lugter underligt. Dette værelse har ikke været i brug i 2 år. Er det så mærkeligt? Tja. Det er vel nedern når de kunne tage møblerne ud og lave noget mere....  brugbart. Jeg listede hen over gulvet. Hvad ville jeg engtelig herinde? Jeg er på vej ud da jeg hamre min fod ind i noget hård. En boks. Shit. Indholdet dumper ud og jeg sætter mig på hug for hurtigst muligt at få samlet alt det crap op. Kladdehæfter, make up, fødselsdags kort, tegninger, fotografier, historier og.... et video kamera? Jeg har set det før. Det var det, hun altid plejede at løbe rundt og filme sine venner med på skolen. Ja, jeg er næsten sikker på at jeg er på en af de videoer. Dets orginale farve er hvid men lige nu er det propfyldt med klistermærker og tekst. Jeg putter resten af crapet fra boksen tilbage og rejser mig med video kameraet i hænderne. Tag det. Nej, det kan jeg ikke. Jeg kan ikke. Alligevel lægger jeg det i min hættetrøje lomme i samme øjeblik Fru. Daniels dukker op.

’Riley?’ siger hun og kigger underligt på mig. Så udbryder hun i gråd. Jeg skynder mig ud af værelset og lukker døren efter mig. Jeg kan høre fodtrin på trappen. Hurtige fodtrin og før jeg ved af det har jeg låst mig inde på toilettet. ’Fru. Daniels dog’, ’Er du okay?’, ’Hvad er der sket?’ en masse vil vide det. Blandt andet min mor som jeg høre spørge hvad hun laver på gulvet. Dårlig timing mor. Ikke spil jeg-er-bedre-end-jer agtig. Hvis jeg er heldig fortæller naive Fru. Daniels ingenting. Men på det sidste har jeg ikke været så heldig. Jeg tager videokameraet op og kigger på det. Det er flot og ser næsten helt nyt ud. Chloë elskede at tage billeder og videoer. Så mon ikke det bare er hyggesnak på videoerne. NO BIG DEAL. I så fald har hun sikkert ikke noget imod jeg lige låner det.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...