Hvem høre jeg til?

Dagen efter jeg havde mødt den smukkeste hun i mit liv, åbnede jeg mine øjne og var lys vågen, selvom jeg nok kun havde fået fire timers søvn.

Jeg kunne bare ikke sove, når jeg tænkte på hende, jeg måtte se hende igen, jeg begyndte at savle, jeg ville have hendes blod, men jeg kunne ikke, hun var for god, for sød til at jeg kunne gøre det.

Jeg tog ned til stranden, det var der jeg havde mødt hende, og det var der jeg altid ville huske hende, den smukke fantastiske hun, der gik i det bløde hvide sand med bare tær, og hendes flagerne hår. Men det bedste af det hele, hendes store lysende klare øjne! Det gav et sug inde i mig, når jeg tænkte på det.

Jeg nåede ned hvor det, grønne mås og grene skiftede til hvidt blødt sand, det var rart for mine fødder. Jeg var helt op at køre, jeg var smilende glad og mine mundvige sad helt op til ørene. Jeg kunne næsten ikke vendte med at se hende igen, selvom det selvfølgelig kun var en dag siden, vi sidst så hinanden.

Jeg ankom til hendes ”strand butik” hun sad helt stille på en stol ovre i hjørnet og læste en bog, det var nok fordi der ikke var nogen kunder hun lige sad og slappede af. Jeg gav et lille klynk fra mig, og hun kiggede forskrækket op på mig: ” du forskrækkede mig!” lød det fra hende.

Jeg ville sige noget men kunne ikke, det var som om jeg ikke havde lært hvordan man taler, men jeg kunne jo sagtens forstå hvad hun sagde til mig. jeg gik helt ind i butikken og tog hendes hånd, og bevægende den op til mit bryst, jeg ville vise hende at hun var i mit hjerte, men jeg tror ikke hun forstod det, for hun rev hurtigt sin hånd løs, og spurgte hvad det var jeg havde gang i.

Jeg vendte mig trist om, med mit hoved hængende ned langs min krop, hun tog sin hånd på min skulder: ” du må ikke gå” sagde hun meget mildere og nede på jorden end før. Jeg vidste ikke om jeg skulle nikke eller hvad, men jeg gik langsomt tilbage til hende, og hun fortalte at hun ville lære mig at tale, jeg lyste op og blev sikkert helt rød i hovedet, det eneste jeg tænkte på var hende, hende den dejlige hun.

Hun var en god lærer og en god ven, der var nu gået 3 uger og vi havde det vidunderligt sammen, vi var blevet de bedste venner og jeg var begyndt at tale, jeg var faktisk blevet rigtig god. Jeg havde lært hendes navn, Eleonora. Jeg blev ved med at gentage hendes navn, når jeg var alene for så følte jeg på en måde at hun var her.

Jeg var lidt ligeglad lige nu med hvem jeg var, og hvor jeg kommer fra, for jeg havde fundet ud af hvor jeg hører til, her, her hos Eleonora.