I want- One direction

Angelina Horan er en 16 årig pige, hun er snobbet, populær og fester næsten hele tiden. Det hele bliver ikke andet end værre da hendes forældre dør i en bilulykke og hun ender på et børnehjem i Manchester. Hun når ikke at være der i lang tid før de beslutter sig for at sende hende videre, da de ikke kan gøre noget som helst ved hendes opførsel. Angelina har ikke meget familie, og den eneste som er villig til at tage imod hende er hendes fætter, Niall Horan. I London møder Angelina de andre drenge, som også er villige til at hjælpe Niall. Men ikke alle kan håndtere hendes specielle personlighed. Og hun er heller ikke specielt glad for dem da hun finder ud af at de prøver at ændre hende.

21Likes
12Kommentarer
3069Visninger
AA

3. Snak- Angels synsvinkel

 

Jeg gik ned mod Niall, selvfølgelig havde han taget alle drengene med. Vi har ikke set hinanden længe og så skulle han virkelig have støtte med? Jeg lagde armene om mig selv, her var skide koldt, men jeg var ligeglad. ’’Hej.’’ Sagde Niall energisk. Han skulle fandme ikke tro vi stadig kunne rende rundt som bedste venner, det var lang tid siden. ’’Hej.’’ Mumlede jeg koldt og ignorerede alle de andre drenge. ’’Skal vi komme af sted eller hvad?’’ Jeg kiggede kort over mod den sorthårede dreng som vist nok stirrede på mig før, men det havde alle drengene i lufthavnen jo. ’’Ja.’’ Sagde Niall en smule trist og tog min kuffert. Jeg kiggede lidt rundt og så et par fotografer. Jeg rettede hurtigt på mit hår, hvis jeg skulle ses sammen med drengene og der var billeder af det, skulle jeg ikke ligne lort, når dem som kendte mig kunne se billederne. Så måtte jeg vel hellere tabe mig lidt. Jeg lagde armene rundt om mig selv da jeg heller ikke havde min jakke. ’’Fryser du?’’ Spurgte den sorthårede. Han så godt ud, men hvis Niall kunne lide ham, så kunne jeg ikke. Jeg gav ham bare et koldt blik. ’’Du er da ligeglad.’’ Det håbede han sikkert jeg ville svare, så han ikke skulle give mig hans trøje, vi kunne jo ikke have at lille hr. Popstjerne blev forkølet. ’’Nej, jeg er ikke ligeglad. Ellers ville jeg nok ikke have spurgt.’’ Sagde han. Jeg rullede med øjnene og valgte at ignorere ham.

Jeg var virkelig irriteret, drengene havde grint næsten hele vejen hjem, her var ikke noget at grine over. Jeg skulle bare have de her måneder overstået, så jeg kunne komme væk herfra, men jeg gad alligevel heller ikke tilbage til børnehjemmet/lortehjemmet. Jeg havde vist nogenlunde fundet ud af deres navne, da de sagde det næsten hver gang de snakkede, og de snakkede meget. Vi ankom til Niall’s lejlighed, jeg tog hurtig mine kufferter inden nogen af de andre nåede det, og selvfølgelig skulle drengene blive her, kunne Niall ikke selv finde ud af at ’passe på mig’? Faktisk, behøvede jeg slet ikke nogen til at passe på mig, jeg var 16 år, så jeg kunne ligeså godt flytte fra børnehjemmet. Jeg gik hurtigt op ad trapperne, indtil jeg fandt Nialls dør. Kunne de ikke skynde sig lidt? ’’Endelig.’’ Sagde jeg da Niall og de andre kom, så han kunne låse op. Drengene kiggede lidt irriterede på mig, mens Niall prøvede på at smile, jeg håbede han fortrød at han havde taget imod mig, så kunne jeg komme langt væk herfra. Han låste hurtigt op, og jeg gik ind. ’’Hvor er mit værelse?’’ Spurgte jeg koldt. Jeg regnede da med at jeg fik mit eget værelse når jeg skulle være her i nogle måneder. ’’Kom med.’’ Mumlede Niall og gik lidt ind i lejligheden. Her så okay ud, man kunne godt se at han havde mange penge, men det var heller ikke helt overdrevet. Han åbnede en dør og gjorde tegn til at jeg kunne gå ind. Det var lidt småt, men ellers var det fint nok, det var mest lyse farver. Han var sikkert bange for at bruge nogle farver som jeg ikke brød mig om, det var da lidt betænksomt af ham. Men jeg ville stadigvæk ikke være her. ’’Du kan godt gå nu.’’ Sagde jeg til ham. Hans ansigtsudtryk blev lidt mere trist end det var i forvejen, men hvad så? Han havde jo selv sagt ja, han kunne bare have takket nej. Og desuden kendte han jo godt grunden til at jeg blev sendt væk fra børnehjemmet, så han var blevet advaret. Dermed var det hans egen skyld. Jeg lukkede døren og begyndte at pakke mine ting ud. Måske var værelset ikke stort, men jeg havde mit eget badeværelse, det var jeg glad for, jeg skulle bare ikke dele badeværelse med drenge!

Jeg sukkede da jeg endelig havde fået mast alt mit tøj ind i det lille skab. Måske skulle jeg snakke lidt med Niall? Det var jo lang tid siden jeg havde set ham. Men nej, hvis han ville snakke kunne han komme herind. Alt det her var ikke sket hvis mine forældre stadig var her. Årh nej! Jeg havde lovet mig selv jeg ikke ville tænke på dem. De ville også have ønsket at jeg var kommet videre. Jeg satte mig på sengen og gemte mit ansigt i mine hænder, selvom her ikke var nogen og jeg ikke græd. Det bankede på døren, og jeg rejste mig hurtigt op, jeg skulle ikke sidde der på sengen og se svag ud. Jeg gik hen og åbnede døren. Det var ham den sorthårede, Zayn. Tror jeg. ’’Hvad ville du?’’ Spurgte jeg og kiggede surt på ham. Han gik bare forbi mig og satte sig på sengen. ’’Snakke.’’ Sagde han. ’’Så skynd dig lidt.’’ Han sukkede og klappede på sengen som tegn til at jeg skulle sætte mig. Jeg hævede det ene øjenbryn og blev stående. ’’Jeg syntes ærlig talt ikke du kan være bekendt at behandle Niall sådan. Han følte sig virkelig tvunget til at tage imod dig, da han ikke vidste hvor de ville sende dig hen hvis der ikke var nogen i familien som tog imod dig. Han gjorde det selvfølgelig også fordi han har lyst, men han var også bange for hvad de ellers ville gøre af dig.’’ Han kiggede alvorligt på mig. ’’Jeg er sgu da ligeglad med hvad de ville gøre af mig, jeg kunne alligevel ikke komme nogen steder hen som er værre end her.’’ Sagde jeg koldt. Jeg var ligeglad med hvad han sagde. De kunne alle sammen rende mig. Han sukkede igen, denne gang lidt vredt og rejste sig op. ’’Bare prøv på at være sød.’’ Sagde han og gik hurtigt ud. Jeg kiggede på klokken. Det var allerede lidt sent. Jeg ville i byen, have noget andet at tænke på. Jeg måtte bare snige udenom dem, jeg var jo slet ikke gammel nok til at drikke.

Jeg kiggede mig selv i spejlet en sidste gang inden jeg gik hen til vinduet, her var en brandtrappe så jeg kunne sagtens komme ned. De ville alligevel ikke opdage jeg var væk. Og desuden var det jo bare den her ene aften. Jeg skulle jo også have nogen ’venner’ i London. Lydløst åbnede jeg vinduet. Jeg kom til at tænke på hvad Zayn havde sagt. Han havde ret, jeg kunne ikke være Niall det her bekendt. Han havde gjort så meget for mig, og jeg havde såret ham allerede den første dag. Jeg sukkede, og lukkede vinduet. Efter lidt tid gik ud på badeværelset for at fjerne min makeup, jeg tog min lårkorte kjole som jeg havde skiftet til tildligere af, og kiggede mig i spejlet. Jeg skulle virkelig til at tabe mig, jeg lignede jo en flodhest eller sådan noget. Jeg fandt hurtigt mit nattøj og gik i seng. 

 

Frederikke :I

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...