I want- One direction

Angelina Horan er en 16 årig pige, hun er snobbet, populær og fester næsten hele tiden. Det hele bliver ikke andet end værre da hendes forældre dør i en bilulykke og hun ender på et børnehjem i Manchester. Hun når ikke at være der i lang tid før de beslutter sig for at sende hende videre, da de ikke kan gøre noget som helst ved hendes opførsel. Angelina har ikke meget familie, og den eneste som er villig til at tage imod hende er hendes fætter, Niall Horan. I London møder Angelina de andre drenge, som også er villige til at hjælpe Niall. Men ikke alle kan håndtere hendes specielle personlighed. Og hun er heller ikke specielt glad for dem da hun finder ud af at de prøver at ændre hende.

21Likes
12Kommentarer
3004Visninger
AA

5. Kom videre- Angels synsvinkel

 

Jeg smækkede hurtigt døren i. Måske var jeg kold, men det var sgu da ikke noget man sådan spurgte om. Zayn var den første der nogensinde havde sagt sådan noget til mig. Jeg skulle bare væk fra den her lejlighed, om de så lod mig eller ej. Jeg sukkede og gik hen for at tage tøj på. I dag blev det lange bukser i stedet for små shorts. Måske skulle jeg tage ud og shoppe, jeg havde jo næsten ikke noget tøj. Med små skridt gik jeg hen mod køkkenet, de var alle sammen stået op og sad og spiste morgenmad. Den eneste grund til jeg gik forbi dem var fordi jeg skulle igennem for at komme ind til stuen. ’’Angel?’’ Spurgte Niall da jeg næsten var væk. Jeg sukkede og vendte mig om imod dem. ’’Skal du ikke have noget og spise?’’ Spurgte han og tog endnu skefuld cornflakes ind i munden. Jeg trak på skuldrene og gik videre. Han kunne da se jeg ikke skulle have noget, så ville jeg nok have sat mig. Jeg satte mig på sofaen og tændte for fjernsynet, der var ikke noget om helst spændene som sædvanligt, så jeg slukkede og lændte mig tilbage i sofaen. Niall kom ind og jeg så hurtigt hen mod ham. ’’Hvad ville du?’’ Han smilede men man kunne tydeligt se at det ikke var et ægte smil, men et han havde tvunget frem. ’’Angel. Jeg..’’ Han tøvede lidt og kiggede nervøst ned på gulvtæppet. ’’Jeg kunne virkelig godt tænke mig at få vores gamle venskab tilbage. Og jeg ville også have den gamle dig tilbage.’’ Sagde han lidt usikkert. ’’At opbygge venskab er noget der tager lang tid. Men det tager ikke lang tid at bryde det. Det har du bevist, da vi ikke så hinanden i måneder fordi du havde travlt med dem.’’ Sagde jeg surt og hentydede til drengene. ’’Og du skal ikke kalde mig Angel.’’ Sagde jeg og rejste mig for at gå ind på værelset. Det var et mega irriterende kælenavn jeg havde fået mig, det var jo som om at jeg skulle leve op til at være en ’angel’. Men det var jeg bare ikke.

Jeg løftede hovedet fra puden og gik ud på mit badeværelse. Hurtigt begyndte jeg at fjerne alt min mascara under øjnene, da jeg for første gang i rigtig lang tid havde tilladt mig selv at græde. At græde var et svaghedstegn. Jeg gik ud i gangen og prøvede så godt som muligt at undgå drengene. Jeg kiggede hurtigt ind i stuen, men kun Niall, Zayn og Harry var der. Kunne de ikke bare gå? Jeg tog mine sko på så stille jeg kunne og hev derefter en tynd jakke rundt om mig. Lige idet jeg åbnede døren blev jeg afbrudt af en hånd på min skulder. Jeg vendte mig hurtigt om af forskrækkelse. ’’Hvor skal du hen?’’ Spurgte Zayn og kiggede alvorligt på mig. ’’Jeg skal ud og shoppe.’’ Sagde jeg og rullede med øjnene. ’’Og du kunne ikke sige hvor du havde tænkt dig at gå hen?’’ Jeg lagde mærke til at han stadig havde hånden på min skulder, så jeg rystede den hurtigt af. ’’Jeg er 16 år, jeg behøver ikke sige til nogen hvor jeg går hen.’’ Snerrede jeg af ham. ’’Du skal ikke tage alene af sted.’’ Jeg hævede det ene øjenbryn. ’’Jeg skal i hvert fald ikke have dig med.’’ Sagde jeg og gik ud af døren. Med lange skridt gik jeg ned af trapperne inden han kunne nå at hente de andre. Jeg kunne mærke at en person tog hårdt fat i min arm, så jeg væltede. Nede på gulvet vente jeg mig om så jeg kunne se hvem det var. ’’For helvede Zayn, din idiot.’’ Nærmest råbte jeg af ham og tog mig til dem arm som jeg lande på. Jeg kunne se Harry og Niall komme ned af trapperne bag ham. ’’Hvis du ikke havde prøvet på at stikke af, ville det jo ikke være sket.’’ Råbte han tilbage. Jeg rejste mig op og sendte ham et dræberblik. ’’Jeg prøvede sgu da ikke at stikke af, jeg ville jo bare ind i byen.’’ Hans ansigtsudtryk var lige så vredt som mit. ’’Hvis du bare skulle i byen, kunne du jo have sagt det til os.’’ Sagde han, den her gang var det ikke lige så højt som før. ’’Kan du ikke bare skride og blande dig udenom? Det er Niall som har sagt ja til mig og ikke dig.’’ Jeg kiggede hurtigt over mod Harry. ’’Og du kan ligeså godt også skride.’’ Sagde jeg og maste mig forbi dem så jeg kunne komme op til lejligheden igen. Bytur blev der ikke noget af nu. Da jeg gik forbi Zayn sørgede jeg for at skubbe ekstra meget til ham. ’’Hvad skete der lige?’’ Kunne jeg høre Niall sige da de ikke længere kunne se mig. Jeg gad ikke høre deres samtale, så jeg gik ind af døren og smækkede hårdt med den så de kunne høre at jeg var gået ind igen. Jeg skulle bare have taget den dumme brandtrappe ned, så ville de ikke ved set mig. Det her var jo bare en shopping tur, så jeg gad godt have set deres reaktion hvis jeg faktisk havde taget rigtigt i byen i går. Jeg smed mig på sengen og sukkede. Det var så meget nemmere at ’stikke af’ på børnehjemmet. Hvis jeg nu bare havde holdt mine dårlige tanker om folk inde i mit hoved, kunne jeg stadig være der, og langt væk fra dem. Jeg havde lyst til at gå ud og drikke i dag, så kunne jeg irritere Zayn med det når jeg kom tilbage. Og faktisk, havde Niall ikke gjort mig så meget. Måske kunne jeg lade vær med at være så.. Sur på ham. Så gav han mig måske også lov til flere ting.

 Jeg grinte kort af mig selv, jeg snakkede om ham som om han var en af mine forældre. Forældre. Hvorfor kunne der ikke gå en eneste dag uden jeg skulle tænke på dem? Jeg var kommet over dem. Det skulle jeg bare være. Og det var jeg? Jeg vendte mig om og skreg ind i puden, jeg skulle have noget andet og tænke på. Mon Niall havde alkohol i huset? Nej, jeg skulle vente til i aften. Jeg sukkede og stilte mine sko ud i gangen. Inde i stuen sad kun Harry og Niall. ’’Må jeg lige snakke med dig?’’ Sagde jeg til Niall og prøvede at lyde høflig, høflig var bare ikke mig. Harry smilede opmuntrende til ham og han rejste sig hurtigt. Jeg gik ind på mit værelse og regnede med at han bare fulgte med. Jeg satte mig på sengen og han kom hurtigt ind. ’’Niall. Jeg ved godt at du ikke har gjort mig noget. Og du fortjener ikke at jeg behandler dig sådan. Men du kan altså ikke forvente af mig at jeg ændre mig. Jeg er som jeg er, og det må du acceptere.’’ Sagde jeg. For jeg savnede virkelig Niall, altså som vi var dengang. Og måske kunne vi virkelig komme videre. Men det betød ikke at jeg kunne lide nogle af drengene, det var dem som havde taget ham fra mig. Et kæmpe smil bredte sig på Nialls læber. Han havde jo gjort mig den kæmpe tjeneste at få mig væk fra børnehjemmet, eller jeg var jo kommet væk alligevel, men det ville bare være til et andet børnehjem sikkert. Han trak mig ind i et kram. Var det her nu det rigtige at gøre? Hvis jeg nu fortræd at jeg havde ’tilgivet’ ham, selvom der ikke var noget han skulle tilgives for, kunne jeg jo bare gøre det om. Men nu når jeg havde været sød, kunne de vel heller ikke blive så sure hvis jeg tog i byen i aften. ’’Hvor er de andre?’’ Spurgte jeg, og sørgede for at lyde en smule sur, han skulle ikke tro det var fordi jeg gerne ville have dem her. ’’Louis og Liam køber ind, og Zayn sidder vist inde på mit værelse.’’ Sagde han og kiggede lidt ned. Jeg fnyste da han nævnte Zayn. Jeg havde lyttet til hvad han sagde, men han sagde ikke noget om at jeg skulle være sød mod andre end Niall. Og jeg havde heller ikke tænkt mig at være sød ved andre end ham.

 

Frederikke :I

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...