Vinger

Det er en historie jeg har skrevet ud fra enkle billeder. Den er ikke så lang, og er mest en prøve for, at se hvad i syntes om min måde at skrive på, og hvad i syntes jeg kan gøre bedre.

6Likes
9Kommentarer
700Visninger

1. Vinger

Vinden strøg gennem mit vilde sorte hår. Over mig hørtes mågernes hæse skrig, og under mig brusede havet mod det store klippestykke. Jeg lukkede øjnene, fokuserede kun på livet, der væltede omkring mig. På det liv som var overalt, hvad end man bemærkede det eller ej. Som jeg stod der, følte jeg mig uovervindelig, at jeg var verdens hersker. Mine ben og min krop blev løftet op i luften. Centimeter for centimeter blev jeg løftet højere og højere op, helt oppe i den klare luft. Jeg lænede mig frem, mærkede vinden mod mit ansigt, og lod mig blot dale hen over det salte vand. Men længere varede det ikke, før et kæmpe "Plask" rungede ud over havet,og den sagte stilhed forsvandt.

 

Saltvandet stak i min næse, og jeg kom hurtigt op til overfladen, hvor jeg trak den friske havluft helt ned i lungerne. Mine arme hang slapt ned af siden, da jeg vadede op mod bredden. Jeg trak febrilsk efter vejret, og opdagede først i sidste sekund den smukke, der lå sløvt i sandet. Jeg stoppede op, stod bare dér, og beundrede den smukke fjerdragt. Jeg bukkede mig ned, kørte mine fingre langs med de nærmest kongelige fjer, og hev så til. To store fjer gav efter, og jeg hastede op på klippetoppen igen. Jeg tog fat i det yderste af fjerene, og bredte det store vingefang ud. Så satte jeg af, og mærkede atter den friske stemning af hav og liv komme mod mig. Jeg svævede hen over det klare vand, og følte det kunne blive ved i al evighed, men næppe var glæden strømmet helt op i kinderne, før jeg igen var under vand, og kæmpede nærmest panisk for at komme op til overfladen.

 

Jeg trak al den luft jeg kunne ned i maven, og hastede op af vandet. Jeg smed mig i sandet helt og aldeles udmattet. Hvor længe jeg hvilede mig til mågernes sprukne sang, aner jeg ikke. Men da jeg slog øjnene op til det bløde sand, havets brusen og til det store klippestykke havde mørket lagt sit tæppe omkring mig. Jeg blev liggende, nød den stille natur, og hvad var det? En skikkelse bevægede sig ubalanceret over mig. Jeg kiggede nøje på den mørke silhuet. Og dér slog det mig! Det var en flagermus. En flagermus på udkig efter mad.

 

Jeg studerede den smukke skabning, alt i mens jeg byggede vinger magen til dens. Det tog en del tid, men det var det værd. For hvad nu hvis jeg kunne flyve med disse? Det måtte afprøves. Jeg skyndte mig atter op på klippestykket, og satte af med en følelse af håb.

 

Men endnu en gang holdte mine forventninger ikke skik, for lige pludselig lagde noget sig som en sort hinde for mit ansigt, og jeg røg med et kæmpe "Splash" i vandet en gang til. Jeg humpede op af vandet, og lagde mig roligt i sandet. Jeg må være faldet i søvn, for lige pludselig stod en fantastisk smuk pige foran mig. Hendes blonde, nærmest hvide hår indrammede hendes karakteristiske kæbe. Hun var nok det smukkeste jeg nogensinde havde set.

 

Hun rakte sin lille kolde hånd frem mod mig, og gjorde tegn til at jeg skulle tage ved. Hvad der holdte mig tilbage, ved jeg egentlig ikke, men jeg sad bare dér, og stirrede ind i de varme øjne. Jeg tog mod til mig, og strakte en vaklende hånd frem mod hendes. Hun nærmest dansede yndefuldt ved siden af mig, og vi svævede sammen hånd i hånd ud i universet.

 

Og dér forstod jeg for alvor, at ægte kærlighed besejrer alt!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...