The day after tomorrow - One Direction

i novellen møder vi Stephanie på 17 år, som bor i New York. efter et tragisk dødsfald i hendes familie, lukker hun sig inde i selv selv, derfor sender hendes forældre hende til London, for at hun kan komme lidt væk. I London, skal hun bo sammen med en gammel ven, der hedder Jackob. I flyet på vej til London, møder hun 5 kendte drenge, og de aftaler at de skal ses igen. De bliver rigtig gode venner, og Stephanie flytter ind hos dem. Endnu en ulykke rammer den lille familie, hvilket for konsekvenser for Stephanie. Hun kommer endnu engang til at stå overfor byen, London. men hvad sker der, når hun får denne 'overraskelse' af hendes far? bliver hun specielt glad for en af dem? kan drengene enes?

21Likes
86Kommentarer
6374Visninger
AA

7. What happened?

 

Jackobs synsvinkel: min mobil ringede, det var Stephanies far. ”Jackob her”. ”Hey Jackob, hva så, er Stephanie hjemme, jeg kan ikke få kontakt til hende!” sagde han, og lød som om han havde en smule travlt. ”Nej Stephanie er her ikke lige nu, hun er nede på stranden. ”sagde jeg, og slukkede tv’et. ”Er der noget, jeg skal sige videre til hende?” spurgte jeg meget alvorligt. ”Ja, ser du Jackob. Stephanies mor, er blevet indlagt på hospitalet, pga. et overfald, som har kørt hende psykisk ned. Hun snakker hele tiden om Stephanie, så jeg tænkte at det ville vær bedst, hvis hun kom hjem, bare i 2 ugers tid” sagde han, med en rystende stemme. Jeg tågede fuldstændig, det er så synd for Stephanie, at hun først skal igennem hendes storebrors død, og så bagefter skal finde ens mor på hospitalet pga. et overfald! ”Det gør mig ondt, det skal jeg straks ringe og fortælle hende, du må hilse hende fra mig, vi ses” sagde jeg og lagde på. Jeg var rystet, for nogle dage siden, snakkede vi i telefon sammen, verdenen er uhyggelig! Jeg tastede Stephanies nummer ind, og ringede op. ”Det er Stephanie” sagde hun, med en glad og munter stemme, hun må hygge sig. ”Hey Steph” sagde jeg med en bekymrende men måske også en kold stemme. ”Hva så?” sagde hun. Hvordan skulle jeg dog sige det til hende, hun går jo helt amok. ”Du bliver nød til at komme hjem, med det samme!” sagde jeg. Jeg ville hellere fortælle hende det, mens jeg var her. Jeg hørte hende sige noget, men hvad det var ved jeg ikke.

Det var nu 3 timer siden, jeg ringede, og Stephanie var stadig ikke kommet hjem endnu! Jeg valgte, at køre ned på stranden, for at kigge efter hende. Da jeg kom derned, var der næsten ingen mennesker. der lå nogle håndklæder spredt ud, og så kiggede jeg ud over vandet. Drengene, dem vi havde været sammen med, det var dem! De fik hurtigt øje på mig, Harry løb ind til mig, som den første. ”Hey Jackob hva så?” sagde han, og gav mig et vådt håndtryk. ”Hey Harry, jeg ville bare lige høre jer om, i ved hvor Steph er henne.” sagde jeg og lød måske en anelse bekymret. ”Ja, hun er gået for nogle timer siden, hva nu?” sagde han bekymret og rynkede på panden. Efter hånden kom de andre løbene ind, og sagde hej til mig. Harry fortalte dem det. ”Hun er ikke kommet hjem” sagde jeg helt alvorligt. ”Der er vel ikke sket hende noget” sagde Zayn, og trak en trøje over hovedet. Det samme gjorde Harry. ”Vi 3 går ud og leder efter hende!” sagde Zayn, og kiggede på mig og Harry. ”Vi vil sku da også, hjælpe med at finde vores bedste veninde” sagde Louis, og pakkede tingene sammen. ”Så går vi alle sammen” sagde jeg, og begyndte at gå. Jeg vidste slet ikke hvor jeg skulle starte, der var mange forskellige veje ned til stranden. Jeg tog vejen igennem byen, da jeg var kørerne herned. Vi valgte at gå. Vi delte os op, så Zayn og jeg gik sammen, Harry og Louis gik sammen, og Liam og Niall gik sammen. Jeg var skide bekymret for, hvad hun lavede. Hvis jeg kender hende ret, så kommer hun direkte hjem, når hun for sådan en besked.

Zayn og jeg, havde gået rundt inde i byen, og ledt efter hende, og vi havde endda spurgt folk om de havde set hende. Vi havde gået rundt og ledt i omkring 1 time. Og vi vidste ikke engang hvor de andre befandt sig henne lige nu. ”Jeg trænger altså lige til, at få samlet energien igen” sagde Zayn, og satte sig en bænk. Det var nogle virkelig loyale fyrer. De var virkelig kommet til at holde af hende, og jeg kunne især mærke på Harry og Zayn, at de virkede meget glade for hende. Pludselig ringede Zayn’s mobil…

Harrys synsvinkel: Louis og jeg, valgte at gå igennem en hyggelig lille park, hvorefter der kommer et lille stykke skov. I parken kunne alle være både børnene legede der, men også de ældre var ude og gå en lille tur i parken. Det spredte altid glæde, når man gik forbi eller igennem parken. ”Hva så Harry!” sagde Louis pludselig. Jeg kiggede underligt på ham, ”Hva synes du om Steph?” spurgte han. Der gik det op for mig, at hun var væk, hun var på så kort rid, kommet til at betyde meget for mig. Hun er altid så positiv når man møder hende, og så går hun meget op i, at alle skal have det godt. ”Zayn holder meget af hende” sagde jeg, jeg ville ikke kæmpe mod Zayn, for at vinde hendes hjerte. Det ville jeg aldrig kunne gøre, mod min bedste ven. ”Harry, du holder også af hende!” sagde han, og stoppede op foran mig. ”Er det så tydeligt?” sagde jeg, og gav ham et skævt smil. ”Jeg vidste det!” sagde han, og sprang op. ”Ja, jeg er måske begynd, at få følelser for hende. Men Zayn holder også meget af hende” sagde jeg, og begyndte at gå videre. Vi nærmede og den lille skov, der var flere, der var ude og gå ture med deres hunde. Den ene side af skoven, var meget åben, mens den anden side, var groet meget til. Pludselig kunne jeg høre gråd. Jeg stoppede op, og det havde Louis tydeligvis ikke set, han gik videre og snakkede ”til mig”, mens han kiggede ind i den ene side af skoven. Gråden blev højere og mere tydelig, og jeg syntes pludselig den mindede mig om en. ”Louis!” råbte jeg, han stoppede op, og kiggede sig til siden. ”Hvornår er du lige stoppet op?” råbte han, og kom løbene hen imod mig. ”Hør” sagde jeg, og så stod vi begge rigtig og koncentrerede os. Jeg løb ind igennem skoven, sådan forestillede jeg mig det, i hvert fald inde i hovedet. I virkeligheden, væltede jeg rundt. Der var en rod, som spændte ben for mig, så jeg faldt ligeså langt jeg var. Da jeg satte mig op igen, kiggede jeg lige hen mod en pige, hendes tøj var revnet flere steder, og hendes make up, hang ned ad kinderne på hende. Det var Stephanie. ”H… Harry” råbte hun. Jeg fik mig rejst op, og løb hen, og tog hende op til mig. ”Hvad er der sket Steph” sagde jeg, og fik tårer i øjnene. ”Jeg…” andet sagde hun ikke, hun lagde sit hoved på min skuldre, og lod mig bære hende ud til Louis. ”Steph” råbte Louis, og fik også tårer i øjnene. På vejen ud af skoven, blev jeg bare så glad, men også ked af det. Glad fordi, vi endelig havde fundet hende, men og ked af det, fordi jeg ikke vidste hvad der var sket med hende. Jeg lagde hende ned i græsset, og så prøvede Louis, at få hende til at fortælle hvad der var sket. Jeg fiskede min telefon op af lommen, og ringede hurtigt til Zayn. ”Zayn her!” blev der sagt i røret. ”Zayn! Vi har fundet hende” sagde jeg, trist og ked af det. ”Hvor er i?” sagde han, med en meget bekymrende stemme. ”Vi er ved skovkanten, lidt efter parken, tag bilen med, ses om lidt” sagde jeg, og lagde røret på. Jeg løb over til Steph, som stille og roligt, var ved at komme sig. Louis havde hans hånd under hendes hoved, og jeg kunne se på ham at han var ked af det. De andre kom, og Zayn og Jackob sprang bare ud af bilen. Stephanie lå i græsset sammen med Louis, og hun snakkede om et eller andet mærkeligt, vi ikke forstod. ”Stephanie! Hva fanden er der sket” råbte Zayn og fik tårer i øjnene. ”J… Jeg ved slet ikke hvad jeg skal sige!” sagde Jackob, og gik rastløs rundt. Jeg gik hen til ham, da jeg så han græd. Jeg fik også selv helt røde øjne. ”Det skal nok blive okay igen Jackob, vi køre hjem nu. Jackob kørte bilen, Zayn lagde Stephanie på bagsædet, og satte sig ind til hende. Jeg satte mig om på forsædet, mens de andre løb hjem.

Da vi kom hjem, lagde vi hende ind i hendes seng. Hun var stille og roligt ved, at blive sig selv igen. ”Hvad skete der?” spurgte jeg, og satte mig bekymrende ned i sengen til hende. ”Det… v…var ham…” sagde hun. ”Bare læg dig til at sove Steph, så snakker vi om det i morgen!” sagde jeg, og gik ind til de andre. Vi sad alle sammen, med det tomme blik. Hvad var der lige sket, ude i skoven? Hvem var ”han”? spørgsmålene kørte rundt i mit hoved. Jeg havde vist brug for en god natte søvn, men det havde de andre vist også. 

__________________________________________________________________________________

Jeg ved godt at det er et kort afsnit, men i må meget gerne komme med jeres mening om den! Det vil betyde meget for mig! <3 ;D

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...