The day after tomorrow - One Direction

i novellen møder vi Stephanie på 17 år, som bor i New York. efter et tragisk dødsfald i hendes familie, lukker hun sig inde i selv selv, derfor sender hendes forældre hende til London, for at hun kan komme lidt væk. I London, skal hun bo sammen med en gammel ven, der hedder Jackob. I flyet på vej til London, møder hun 5 kendte drenge, og de aftaler at de skal ses igen. De bliver rigtig gode venner, og Stephanie flytter ind hos dem. Endnu en ulykke rammer den lille familie, hvilket for konsekvenser for Stephanie. Hun kommer endnu engang til at stå overfor byen, London. men hvad sker der, når hun får denne 'overraskelse' af hendes far? bliver hun specielt glad for en af dem? kan drengene enes?

21Likes
86Kommentarer
6372Visninger
AA

10. This time i think, it's serious!

 

Harry stod bare og kiggede på mig med tårer i øjnene, hvad var der sket eller hvad havde de snakket om, inden jeg kom. Med ét, lagde han, hans varme omkring mig, og råbte til de andre. Han reagerede ikke som jeg havde troet. Efter alle undtagen Zayn, havde givet mig et kæmpe bamse kram, som om de aldrig ville slippe mig igen, blev jeg hevet med indenfor. De trak mig med hen i sofaen, ”Hvor i al verden har du været Steph, og hvorfor tog du ikke din telefon, vi har været så skide bange!” kom det fra Liam, der bare sad og stirede på mig, men det gjorde alle efterhånden. ”Hvor er Zayn?” spurgte jeg, i stedet for at svare på hans spørgsmål. ”Øh, han var jo sammen med dig!” sagde Harry, og kiggede underligt på mig. ”Svar lige på mit spørgsmål Stephanie!” sagde Liam igen. ”Zayn og jeg, gik en tur, en lang tur. Så ringede i, og imens jeg snakkede med Louis, skred Zayn, og efterlod sig en besked. Hans mor er vist kommet på sygehuset. Det var helt mørkt, så jeg kunne ikke finde hjem, fordi vi var så langt hjemmefra. Så jeg lagde mig bare til at sove på en random ulækker bænk!” sagde jeg i en lang køre. ”Okay, så Zayn og dig, har ikke været sammen hele tiden?” spurgte Harry, som sad og holdt om mig. ”Nej, og jeg har ikke hørt fra ham siden, har i?” spurgte jeg, og så over på Niall, som bare rystede på hovedet. Hvor var han, han forsvandt da ikke bare lige sådan, uden at sige noget til drengene. Jeg tog min mobil frem, og skrev en sms til Zayn. Men efter noget tid, var der stadig ikke kommet svar tilbage. Louis tog også sin frem, og gik derefter ud i gangen. Jeg kunne hører, at han snakkede med en eller anden, jeg spang op, og løb der ud. Hvis det var Zayn, så SKULLE jeg bare snakke med ham. Louis kiggede mærkeligt på mig, da jeg kom springende frem, fra stuedøren. Jeg stod og trippede, og Louis gjorde alt hvad han kunne for at holde sit grin inde, men hans samtale var meget seriøs. Det så ud som om, de aldrig ville stoppe med at snakke, så jeg gik stille ind i stuen igen. Jeg satte mig oven på Harry, da han bare sad med sit hoved begravet ned i hans mobil. ”Hey, jeg var lige ved at skrive tilbage til en fan!” sagde han, og begyndte at kilde mig. ”Stop Harry… Harry forhelvede stop så…” råbte jeg, og prøvede at rive mig fri, men den gik ikke. ”Liam!!! Du skal ikke bare sidde der og grine, gør noget…” råbte jeg til ham. Han blev pludselig meget seriøs, og gik hen imod mig, hans blik skræmte mig lidt, men da han fik mig hevet fri fra Harry, tænkte jeg ikke mere over det. Pludselig ringede min telefon, jeg greb den, og gik ind på et værelse. Det var Zayn. ”Zayn hvor er du?” sagde jeg bekymrende. ”Stephanie, er du okay, du må virkelig undskylde at jeg forlod dig, jeg troede godt du kunne finde hjem!” sagde han.  ”Jeg er okay, men hvorfor har du ikke kontaktet mig?” ”Jeg… har haft travlt!”  ”Du forsvandt bare!” ”Min mor blev indlagt, men hun er blevet udskrevet igen, hun har det fint!” ”Godt, kommer du ikke her over?” ”Jo, jeg er på vej, vi ses!” Han lagde på, og så følte jeg endelig en stor lettelse i min mave. Han var okay, hans mor var okay, men jeg var stadig lidt forvirret. Da jeg kom ind i stuen igen, lå Louis og Harry og bøvlede over i den ene sofa, Liam prøvede at få dem til at holde op, men han blev bare selv revet med ind i det. Niall han… ja hvor var han. ”Liam!!!!!” blev der råbt igennem hele lejligheden, efterfulgt af et kæmpe ”Klir!”. jeg løb med det samme derud, efterfulgt af Liam. ”Niall, hvad har du gang i?” sagde Liam og satte sig på huk ned til ham. Niall lå på gulvet, med et glas syltede agurker ud over sig. ”Vi har ikke mere roast beef!!!” sagde Niall, og lagde sine arme over kors. Jeg kunne ikke lade være med at små grine, da det bare så sååå sødt ud. Jeg gik langsomt ind i stuen igen, og ja! Louis og Harry sloges stadig. ”Jeg vil se animal planet” sagde Harry, og rev fjernbetjeningen ud af Louis hænder. ”Nååå skal du se små missekatte, der drikker mælk!!!” sagde Louis, og lavede en baby stemme. ”Louis din lort, hvor er du så ond!” sagde Harry, og lod som om han var rigtig ked af det. ”Fordi jeg gerne vil se, nyheder Harry!” sagde han, og rev igen fjernbetjeningen ud af Harrys hænder. Jeg kunne simple hen ikke lade være med at grine. De lignede små børnehavebørn, der kæmpede om det sidste stykke kage. Så jeg gik over og rev fjernbetjeningen ud af Louis’ hænder, og slukkede for tv’et. De sad begge helt stille og gloede på mig, ”Hvad fanden, skulle det til for?” sagde Louis, som endelig lige havde fået slået om på nyhederne. Jeg stod bare og små grinede. ”Du er sååå færdig!!!” råbte Harry og Louis i munden på hinanden, og fumlede bare rundt på gulvet, for at komme op og stå. Jeg løb skrigende ud i køkkenet, hvor Liam, og Niall havde gjort rent, efter Nialls lille ”uheld”. Jeg sprang op på Nialls ryg, og sagde ”Niall hjæælp, de vil dræbe mig”, og pegede hen mod Harry og Louis, som kom spænende ud i køkkenet. ”Okay drenge, lad være med, at prøve på at dræbe hende” sagde han, og løftede hans pegefinger. De grinte bare af Nialls ”seriøse” ansigt. De gik hen, og rev mig ned af Nialls ryg, og jeg prøvede virkelig at stritte imod. ”Du kommer bare her!” grinte Harry, og lagde hans arme om min hofte. ”Hey, jeg gjorde jo ikke noget” råbte jeg, mens han bar mig ind mod stuen. Louis var inde i stuen. ”Harry sæt mig ned, NU!!!” sagde jeg og prøvede at lyde serøs, men jeg failede. Da Harry kom i stuen med mig, kom Louis hen imod mig, med hænderne omme på ryggen. ”NEEEEJ Louis…” mere nåede jeg ikke at sige, før han havde hældt en flaske vand ud over mig. ”Louis, min trøje er HVID!!!” råbte jeg, og prøvede at vride mig fri fra Harrys arme, så jeg kunne gemme min krop. Harry gav endelig slip, og man kunne selvfølgelig se min pinke bh igennem trøjen. Jeg gemte mig hurtigt bag min arme, og løb ud mod køkkenet. Fuck hvad skulle jeg gøre, man kunne se min bh, og jeg havde ikke ekstra tøj her, det lå hjemme ved Jackob, når ja Jackob, hvad lavede han? pludselig midt i min lille ”dagdrøm” landede jeg med et bump på gulvet. ”Hey er du okay Steph?” sagde en stemme, som jeg havde ventet længe på, at høre. Zayn. ”Zayn, endelig” sagde og rejste mig op, jeg havde glemt alt om min trøje. Jeg krammede ham, men han krammede ikke rigtigt igen. Jeg gav slip, og kiggede ham i øjnene, ”Hvad er der sket, din trøje er jo helt våd?” spurgte han, og pegede ned på min trøje, med et skæt smil. Jeg gemte mig hurtigt bag mine arme igen, og gik hen til væggen, som jeg stillede mig op af. ”Er der en, som har et T-shirt, som jeg må låne?” spurgte jeg, og så på dem. Niall, trak mig hurtigt med sig, da Harry, Louis & Zayn, bare synes at jeg skulle tage min trøje af! Han tog hurtigt en sort langærmet, ”alle min T-shirts er desværre til vask, så du må nøjes med denne langærmede!” sagde han, og smed den hen til mig. Jeg gik ud på toilettet, for at skifte. Han bluse sad godt, men den var liidt nedringet, så jeg skulle lige holde øje med, at den ikke rutsjede ned. Jeg gik ind til de andre igen, de sad og snakked med en eller anden, i MIN mobil! ”Hey, hvem er det i snakker med?” halvråbte jeg, og gik hen og tog mobilen fra Liam. Han plejede ellers at være så klog, så han viste, at man ikke gjorde sådan noget. Pludselig så han op på mig, med et meget alvorligt ansigt. ”Steph, du er nød til at tage hjem, din far skal snakke med dig, om noget!” sagde han, og havde fortsat det alvorlige ansigt. ”Er der sket noget?” spurgte jeg, og så rundt på dem. ”Jeg kører dig derhjem Stephanie!” sagde Harry, og skyndte sig at tage jakke og sko på, og fik hurtigt fat i bilnøglerne. Det måtte virkelig være alvorligt! _____________________________________________________________________________________________ Hej! jeg har valgt, at sætte på standby for en lille tid (måske 1 uges tid), da Monie, og jeg, har aftalt at lave en movelle sammen. Jeg glæder mig helt vildt, og jeg håber også, at i vil læse den, når den udkommer! ;D<3

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...