The day after tomorrow - One Direction

i novellen møder vi Stephanie på 17 år, som bor i New York. efter et tragisk dødsfald i hendes familie, lukker hun sig inde i selv selv, derfor sender hendes forældre hende til London, for at hun kan komme lidt væk. I London, skal hun bo sammen med en gammel ven, der hedder Jackob. I flyet på vej til London, møder hun 5 kendte drenge, og de aftaler at de skal ses igen. De bliver rigtig gode venner, og Stephanie flytter ind hos dem. Endnu en ulykke rammer den lille familie, hvilket for konsekvenser for Stephanie. Hun kommer endnu engang til at stå overfor byen, London. men hvad sker der, når hun får denne 'overraskelse' af hendes far? bliver hun specielt glad for en af dem? kan drengene enes?

21Likes
86Kommentarer
6419Visninger
AA

13. The unanswered phone calls!

 

Molly satte sig ved siden af mig, med et skævt og nysgerrigt smil. Nu skulle jeg tage mig sammen, for ikke at bryde sammen, det var et svært emne, at snakke om for mig. ”Mol, her for to måneder siden, blev jeg kørt hjem af nogle venner, som vi kommer til senere. Men de kørte mig hjem, fordi min far havde noget alvorligt, at fortælle mig. Og det var… at min mor havde fået kræft…” sagde jeg, og jeg kunne se på hende, at det kom som en kæmpe overraskelse for hende. Hendes blik blev hurtigt ændret fra overraskelse, til sorg og medfølelse. Hun tog min hånd mens jeg fortsatte. ”Jeg besluttede mig for at bruge al mulig tid, sammen med hende, så jeg kom ind til hende hver dag. Jeg blev hos hende hele dagen, og gik først, når hun skulle sove” jeg stoppede kort op, da det gik op for mig, at tårer havde samlet sig, i mine øjne. Mol satte sig over til mig, og holdte om mig. ”Men så skete det, hendes kræfter slap op, op det er nu en måned siden” sagde jeg, og tørrede øjnene, og smed et lille smil på læberne for ikke at virke som en der havde brug for omsorg, for det havde jeg ikke lige nu. Hun trak mig ind til et kram, da hun heller ikke selv, kunne holde tårerne inde. ”Det gør mig ondt Steph” hviskede hun ned i min skulder. ”Det er okay, jeg er ved at falde på plads igen” sagde jeg, med et stadig lille forsigtigt smil på læberne. Hun trak sig ud, så hun kunne se mig i øjnene, ”du må love mig, at hvis du får brug for at snakke om det ringer du, lige meget om det er nat eller dag” sagde hun, og lagde hendes hænder på mine skuldre. ”Det skal jeg nok” svarede jeg, og smilede. ”For at komme lidt væk fra den triste nyhed, hvad var det så for nogle venner, du ville komme tilbage til?” spurgte hun, og satte sig bedre tilpas i sandet. Jeg begyndte automatisk at smile, da jeg kom til at tænke på drengene. ”Er det drenge? Har du fået en kæreste? Hvad hedder han? Hvad hedder DE?” spørgsmålene piblede frem, og til sidst blev jeg nød til at stoppe hende. ”Molly stop, ja det er drenge, nej jeg har ikke fået en kæreste, og de hedder…” jeg tøvede lidt med at sige det, da jeg ikke vidste hvordan hun ville reagere. ”Hvad hedder de Steph?” spurgte hun utålmodigt. ”De hedder… Liam, Louis, Zayn, Niall & Harry” sagde jeg, og begyndte at smile. ”HVAD?” råbte hun. Måske en anelse for højt, for dem, der lå længere nede ad stranden, kiggede herop. ”HÆNGER DU UD SAMMEN MED ONE DIRECTION?” råbte hun igen, og rejste sig op, og begyndte at hoppe rundt, og synge alt muligt. WOW, ikke lige den reaktion jeg havde regnet med! Hun faldt dog lidt til ro, med hun hvinede stadig. Jeg kiggede rundt, for at se, om nogen havde hørt hende. Lidt væk fra os, stod en lille flok piger, og hviskede, sikkert om os. ”Mol, rolig nu” sagde jeg, og hev hende ned i sandet igen. ”Hvordan kan jeg være rolig, når du fortæller mig sådan noget!” sagde hun, og rykkede tættere på mig. ”Fortæl så, hvordan i mødtes, og om dit forhold til dem” sagde hun, og kiggede spændt på mig. Så begyndte jeg ellers at fortælle hende hele historien om hvordan jeg mødte dem i luft havnen. Jeg fortalte også hende, at jeg havde boet hos dem. Da jeg så havde fortalt hende, at det var mig, de var i dårligt humør over, så forsvandt hendes glade ansigt en smule. ”Hvorfor ringer du så ikke til dem, de er jo helt klart bekymret for dig!” sagde hun helt seriøs. Ja jeg burde egentlig ringe til dem, også for at hører hvordan de havde det. Men jeg frygtede lidt, at den OVERBESKYTTENDE Liam, vil overdænge mig, med spørgsmål. Og hvis de var så bekymret for mig, hvorfor kom de så ikke. ”Men jeg ved bare ikke rigtig, hvad jeg skal sige” sagde jeg, og kiggede usikkert på hende. hun vidste altid, hvad hun skulle sige, i sådan en situation. ”Improviser” sagde hun bare, HVAD? Jeg er slet ikke, god til at improvisere. Pludselig lød en velkendt tone ’stole my heart’, drengenes sang. Molly kiggede undskyldende på mig, og jeg smilede bare til hende. hun tog hendes telefon, og gik lidt væk fra, der hvor vi sad.

Hun kom tilbage lidt efter, med et trist blik. ”Jeg bliver desværre nød til at gå, min familie skal åbenbart spise på restaurant i aften, og jeg er tvunget med” sagde hun opgivende. ”Selvfølgelig, vi ses jo bare i morgen, eller en anden dag” sagde jeg og krammede hende. ”Jep, men vil du ikke gøre mig den tjeneste, at ringe til drengene?” spurgte hun, med et løftet øjenbryn. Jeg nikkede hurtigt, jeg havde besluttet mig for, at ringe til dem, når jeg kom hjem. vi fik hurtigt sagt farvel, da hun skulle skynde sig en smule.

Da jeg kom hjem, smed jeg mig i sofaen. Jeg tog min mobil op af lommen, og gik på twitter. Drengene fulgte mig, og jeg fulgte dem, så jeg gik ind, for at se om de havde skrevet noget nyt. @Harry_Styles; I am so worried about you! You get my mood completely down, S. Hope u okay, call me! xx"

En masse havde svaret ham med bl.a. #Er det Stephanie?# og #Er det din kæreste? #. Det var helt sikkert mig, han havde skrevet om. Men jeg er utrolig forbløffet over, hvor meget jeg egentlig betyder for dem. For siden de skriver sådan noget på twitter, og også siger noget om det til interviews, så må jeg vel betyde noget for dem. Men hvad nu hvis, det ikke var mig? Det skulle jeg nok finde ud af, jeg ville ringe til dem nu. Jeg ledte efter Harrys nummer, i min kontaktliste, og da jeg endelig fandt den, blev jeg i tvivl om, jeg skulle ringe til ham/dem. Jeg tog chancen, og trykkede ’ring op’. Den bibbede, bibbede, bibbede… og bibbede. Han tog den ikke! Fint, så måtte jeg jo bare prøve en af de andre. Jeg fandt hurtigt Liams nummer, og ringede op. Den bibbede, bibbede, bibbede… og bibbede. Han tog den heller ikke! Hvad sker der dog, vil de ikke snakke med mig eller hvad.

Jeg havde ringet til Harry 5 gange, Liam, Niall & Zayn 1 gang og ingen af dem tog deres mobil. Jeg ledte efter Louis’ nummer, da det gik op for mig, at jeg ikke havde hans nummer. Åh nej bare de nu ikke var sure på mig, fordi jeg ikke gad, og tage MIN telefon. Men endnu engang, hvorfor vil de så skrive det der på twitter, hvis de var sure på mig. Jeg havde prøvet at kontakte dem, og de prøvede at finde mig, så lader man ikke bare være med at tage sin telefon. Jeg ved godt jeg selv havde gjort det, men jeg overbevidste mig selv om, at det var noget andet. Og det var det. Jeg var sur og skuffet, jeg havde ringet til Harry 6 gange, og han tog den ikke. Det irriterede mig grænseløst, de havde altid deres mobiler på sig, især Harry og Zayn. Jeg var ked af det og sur på sammen tid, og det ender aldrig godt. Det gjorde det heller ikke i dette tilfælde. Jeg smed min telefon igennem gangen. Men fortrød hurtigt, da der lød et ordenligt *smæk, bang, klask* på samme tid. SHIT. Jeg løb hen og samlede den op, eller skulle jeg sige, resterne. Jeg havde lige smadret, min næsten helt nye iPhone 4. og for at det ikke skulle være løgn, var det endda en gave fra min mor, jeg fik et kort stykke tid, inden hun døde. Hvad havde jeg dog gjort, ved den ting jeg havde fået af min mor, min mobil? En ting som jeg altid vil have på mig. Følelserne kom frem i mig, blandet med de mange minder fra min mor. Jeg smed mig grædende ned på gulvet, det var ikke på grund af, at jeg nu ingen mobil havde mere. Men fordi den betød meget for mig. Fordi min mor betød sindssygt meget for mig. Jeg samlede mig selv op, og gik med tunge skridt op på værelset. Jeg havde ingen appetit, så jeg valgte bare at lægge mig til at sove. Jeg lå længe, og kunne ikke falde i søvn. Til sidst kunne jeg ikke holde mig vågen mere, fordi mine øjne var så trætte efter, at have grædt alle de tårer i aften, så jeg faldt i søvn.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...