The day after tomorrow - One Direction

i novellen møder vi Stephanie på 17 år, som bor i New York. efter et tragisk dødsfald i hendes familie, lukker hun sig inde i selv selv, derfor sender hendes forældre hende til London, for at hun kan komme lidt væk. I London, skal hun bo sammen med en gammel ven, der hedder Jackob. I flyet på vej til London, møder hun 5 kendte drenge, og de aftaler at de skal ses igen. De bliver rigtig gode venner, og Stephanie flytter ind hos dem. Endnu en ulykke rammer den lille familie, hvilket for konsekvenser for Stephanie. Hun kommer endnu engang til at stå overfor byen, London. men hvad sker der, når hun får denne 'overraskelse' af hendes far? bliver hun specielt glad for en af dem? kan drengene enes?

21Likes
86Kommentarer
6318Visninger
AA

26. The last goodbye!

 

Louis’ synsvinkel:

Det var nu 2 dage siden branden, og jeg sad stadig ligeså stum i stuen, som jeg har gjort de sidste 2 dage. Efter huset brændte, har jeg fået tildelt en lejlighed, lidt længere inde i centrum, indtil de har ordet huset. Jeg har ikke brugt køkkenet endnu, da det var det, der startede branden i vores hus. Niall havde sat en frysepizza i ovnen, og bare gået i seng. Spørg mig ikke hvordan, det kunne ske. Harry ligger stadig i koma, mens Stephanies tilstand bare bliver ringere, for hver dag der går. Jeg sidder i sofaen, som jeg har gjort i 2 dage nu, og stirrer ud i luften. Min bedste ven ligger i koma, og har været tæt på at dø. Mens min bedste veninde kæmper for sit liv, hvordan tror du jeg har det? Lægerne siger, som sædvanlig, at Stephs tilstand er meget kritisk. Jeg er skide ligeglad, med om hendes tilstand, jeg vil vide om hun overlever! Liam blev næsten nød til, at bære mig ud fra doktor Meyers kontor i forgårs. Fordi jeg flippede ud, faktisk lige på grund af, at de ikke kunne sige mig, om hun overlevede.

Jeg tog fjernbetjeningen, og tændte tv’et. Jeg sappede lidt rundt på kanalerne, da én kanal tog min opmærksomhed. ”I forgårs ca. klokken 4 om natten, brændte Harry Styles og Louis Tomlinsons hus. Louis var ikke hjemme, men det var Harry, Niall og deres bedste veninde Stephanie Shay. Ifølge kilder, ligger både Harry og Stephanie i koma, mens Niall slap billigt, med enkelte skrammer. Harry er uden for livsfare, mens Stephanies tilstand er meget kritisk. Ingen af de andre drenge vil udtale sig om denne uhyggelige ulykke, men vi kommer tilbage senere.”

Jeg slukkede tv’et, og sad nu igen, bare og stirrede ud i den blå luft. Mine tanker var hos Harry og Steph. Et forsigtigt smil bredtes på mine læber, da jeg tænkte tilbage på den tid vi har været igennem. Jeg stillede op i x faktor, blev sat sammen med 4 fantastiske drenge, der iblandt Harry. Han blev hurtigt min bedste ven, og vores lille bromance fik hurtigt navnet ’Larry’. Jeg kunne ikke slippe af med ham, han var ved min side 24/7, ligesom vi havde lovet hinanden. Det ene år tog det andet, og vi blev mere og mere berømte for hvert år. Vores specielle stunder sammen, hvor vi lavede sjov med hinanden, hyggede, grinte og passede på hinanden. Vores møde med en af de mest fantastiske piger i verden, Steph, som vi tilfældigvis mødte i flyet på vej til England. Vores op- og nedture, gjorde os mere tætte, og vi hjalp hinanden igennem det alle 6. Steph fik hurtigt en stor plads i vores hjerte, og vi kunne bare mærke, at hun var speciel. Ikke som enhver anden pige. Under hendes kamp, for at kunne komme videre fra de uhyggelige tab, i hendes familie, var vi der for hende, og vi ved at hun altid vil være der for os. De fantastiske dage, hvor vi bare har hygget os sammen, alle 6, med filmaftener og shopping ture. Lige meget hvor meget jeg har, skulle kæmpe for styrken til at være den, der trøstede andre og hjalp dem igennem deres svære tider, skal jeg til at bygge styrken op fra ny. Denne ulykke har sat sine spor i mit hjerte. Jeg tør slet ikke tænke på, hvordan fremtiden ville have set ud, hvis Hazza og Steph ikke overlevede. Ingen One Direction. Ender det så med, at vi tager hjem til hver vores by, og glemmer hinanden? Marridtet er ved at tage livet af mig! Stephanie SKAL overleve. Og det gør hun…

Jeg blev afbrudt midt i min tankestrøm, af en høj summen var sofabordet. Oh god! Helt derhenne, på sofabordet, ligger min mobil og ringer. Helt derhenne! Jeg strakte mig ud, og kunne knap og nap nå den. Det tog sikkert mere energi, end at rejse sig op og hente den. ’Liam<3’ stod der på skærmen. Jeg tøvede ikke et sekund, med at tage den. ”Lou her” tænk hvis de er vågnet, jeg blev allerede helt glad inden i.

”Lou kom hen på hospitalet NU!” Liams stemme rystede, og det skræmte mig virkelig. Jeg har aldrig hørt hans stemme, på den måde før. De var ikke vågnet.

”Hvad sker der?” spurgte jeg, med en usikker og sikkert meget skrøbelig stemme.

”Kom nu, jeg kan ikke sige det her” han lagde på. Lagde han virkelig på der?! Med et hjerte som bogstaveligt sad helt oppe i halsen på mig, sprang jeg op fra sofaen og løb ud i gange. Jeg greb min jakke og smuttede i nogle hurtige sko. Jeg løb ned til min bil, og fik hurtigt startet den, og så var jeg ellers på vej til hospitalet.

***

Jeg løb ind af døren, skide ligeglad med, om folk kiggede mærkeligt på mig. selvom jeg ikke vidste, hvad der var så skide vigtigt, så han ikke kunne fortælle min det over mobil, følte jeg en træng til at græde. Jeg har ikke grædt i to dage, og det undrer mig. Harry og Steph har ikke været hjemme, og jeg har hverken fået noget at spise, snakket med Eleanor eller snakket med de andre drenge. Jeg løb ned ad gangen, uvidende om hvad der var sket. Da Liam ringede, lød det ikke ligefrem som noget godt. Med et hjerte der næsten var ved at sprænge af frygt, stoppede jeg brat op, så brat at jeg næsten troede mit hjerte føj ud af munden på mig. Liam, Niall og Zayn sad i det venteværelse/ sal, som jeg sad i, for 2 dage siden. De græd! Jeg var som forstenet, og lagde slet ikke mærke til, at jeg var begyndt at gå over mod dem. Niall fik øje på mig, og sprang over til mig og lagde hans arme om mig. Han hulkede, mens han mumlede noget utydeligt. Det havde sikkert ikke været utydeligt, hvis jeg havde været ved fuld bevidsthed. Jeg følte at jeg drømte, dette kunne ikke være virkelighed! ”Louis?” Liam stod nu foran mig, og Niall havde åbenbart trukket sig væk fra mig. Jeg tog en dyb indånding, og prøvede så godt som jeg nu kunne, at være fuldt tilstede. Han fik blanke øjne, og lukkede dem. ”Stephanie… sov ind”

Nialls synsvinkel:

Liam havde lige fortalt Louis, det om… Stephanie. Vi havde både været inde, og snakke med lægen, med sygeplejerske og en psykolog. Jeg behøver fandme ingen psykolog. Jeg vil bare være alene. Min bedste veninde er lige død. Vent hvad? Alt er på meget få minutter gået op for mig, at dette ikke bare er et marridt. De havde kontaktet hendes far, som efter en halv time ankom. Han havde været her i 2 dage, og blev nød til at tage hjem, for at arbejde. Han troede, ligesom os, at det gik fremad, at hun nok skulle klare den. Han havde været inde ved hende i snart 2 timer, mens vi bare har sat herude og grædt. Mit hjerte er revet i 1000000 stykker og det kommer aldrig til at kunne samles igen. Ingen af os, har været sammen i de sidste 2 dage. Vi har bare sat hver for sig, som nok er det dummeste at gøre. Vi skulle have været sammen, alle sammen, hele tiden. Så havde Liam heller ikke behøvet at ringe 3 gange, hvor han brød sammen i mobilen.

Vi sad nu alle 4, på vente stuen. Vi sagde intet, og sad bare i stirrede ud i luften. Hvad skulle man sige, der er ingen ord for det. Tårrene triller lydløst ned ad mine kinder. Jeg er ligeglad, med om folk ser mig græde. Alting er lige meget. Ingenting betyder noget mere. Jeg vil have Steph tilbage. Hun har ikke fortjent sådan en død, hun har fortjent at dø som en gammel dame i sin seng på et fredeligt plejehjem. ”Skal i ikke med, det er sidste gang. Det er et sidste farvel” Liam stod, med tårer rendende ned ad kinderne, ligesom mig selv. Louis havde ikke grædt, han havde bare sat og stenet. Været totalt væk. Som i ingen kontakt. Det er der heller ikke noget at sige til, jeg har det på samme måde. Sygeplejersken havde været og fortælle os, at vi kunne komme ind, og sige farvel. Hendes far, havde givet os lidt tid, da han synes det var vigtigt at vi så hende. Vi var blevet hendes brødre. Hun var min søster. Og det er hun stadig.

Hun lå der på sengen. Hvid i hovedet og man kunne ane den blå farve i hendes læber. Hun var smuk. Ligeså smuk, som hun plejede at være. Og lignede næsten snehvide. Hendes mørke hår, der lå ligeså fint, ned langs hendes skuldre. Det var ligesom om, at jeg kun ventede på, at hun skulle åbne øjnene. Zayn stod også og græd. Jeg har aldrig set ham, græde så meget før. Og det er kun sket på 2 dage. Jeg gik hen ved hendes side, og stod bare og kiggede på hende. Hun havde få skrammer i panden, og på kinden. Jeg løftede stille min hånd, og tog rystende hendes. Hun var kold, iskold. Underligt ik? Drengene stod på den anden side, og kiggede på hende. Lou var den eneste der ikke græd. Han stod bare og stirrede på hende. Man kunne tydeligt se sorgen i hans øjne, og hans rystende krop, afslørede at han virkelig var påvirket af øjeblikket. Selvfølgelig! Det var vi alle.

Jeg ville give hende noget. Men hvad? Selvfølgelig. Jeg lagde blidt hendes hånd på hendes mave, og begyndte at fumle med rystende hænder, med at få mine armbånd af. Efter lidt besvær, kom de af. Steph har altid misundt mine armbånd, så hvorfor skulle hun ikke have dem. Jeg tog igen hendes hånd, og lod mine lykke armbånd glide ned over hendes håndled. Drengene vendte alle deres blik mod mig, og stod alle med rynket bryn. Ja, de armbånd betød alt for mig. Ligesom mad og min elsket cap. Men Steph betød mere, og hun skulle have noget af mig med sig. Drengene begyndte også at fumle med noget. Og lidt efter havde hun fået Zayn’s elskede armbånd, Liams korshalskæde og Louis… et billede af os alle 6. Vi ser så glade ud på det. Steph hænger på Harrys ryg, mens vi aldre laver duehoved. Han lagde billedet sammen med den røde rose, hendes far, havde givet.

You walked into my life,

But just like that,

You walked back out,

Still you will be a memory,

A memory that I have created in my mind,

Still you will be a memory,

A memory that will always be locked,

Away in my heart and my mind,

I will always have a memory of you in my heart,

And I will always carry that picture of you in my mind,

Still you will be a memory.

I will never forget you!

***

Den hvide kiste, blev stille sænket I jorden. Jeg stod bare, og stirrede. Ja, endnu engang. Jeg har helt glemt hendes stemme og hendes udseende og jeg prøver desperat på, at kunne huske den sidste ting hun sagde til mig. ’Godnat’ jeg var grunden til hendes død. Jeg havde dræbt min bedsteveninde. Jeg havde drukket mig fuld, igen, og fandme ikke om jeg var begyndt at lave pizza. Jeg har mere fortjent at ligge i den kiste, end hun har! Skyldfølelsen vil altid hærge over mit liv, og ingen vil nogensinde, tage skyldfølelsen fra mig.

Harry var vågnet 2 dage efter Stephs død. Hun døde en mandag. I dag er det lørdag. Da Harry var vågnet, var han så forvirret, og ingen kunne ordentlig snakke med ham. Efter vi var kommet hjem, og fået snakket alt igennem om Steph, og i det hele taget, havde han muret sig inde på hans værelse. Han kom hverken ud og spiste eller noget. Vi måtte næsten bære ham i bad, og hjælpe ham i tøjet. Han var knust, sønderknust. Men hvem ville ikke også være det? Intet normalt menneske, vil være ’normal’ efter det her. Vi var alle sønderknust.

Vi var her. Hendes familie var her. hendes far, har bare sat og stirret, med tårende løbende ned ad kinderne, præcis ligesom os. Ingen sagde noget, der var stilhed. Ingen forventede, nogen ville sige noget, hvilket gjorde det til en dejlig stilhed. Hun vil altid være i mit hjerte, altid være min bedste veninde altid være husket. Aldrig glemt. Gud har trukket sin smukke engel tilbage. Og jeg nåede ikke engang at fortælle hende, at jeg elskede hende. Det gjorde jeg, jeg havde fået følelser for hende. Jeg elskede hende. Jeg elsker hende. 

 

Så sluttede min movella. Hvordan synes i den sluttede? I må meget gerne komme med jeres meninger!

Men tusind tak, for at i har læst den, det betyder meget for mig. 

Knuzz og kram Pernille;D<3

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...