The day after tomorrow - One Direction

i novellen møder vi Stephanie på 17 år, som bor i New York. efter et tragisk dødsfald i hendes familie, lukker hun sig inde i selv selv, derfor sender hendes forældre hende til London, for at hun kan komme lidt væk. I London, skal hun bo sammen med en gammel ven, der hedder Jackob. I flyet på vej til London, møder hun 5 kendte drenge, og de aftaler at de skal ses igen. De bliver rigtig gode venner, og Stephanie flytter ind hos dem. Endnu en ulykke rammer den lille familie, hvilket for konsekvenser for Stephanie. Hun kommer endnu engang til at stå overfor byen, London. men hvad sker der, når hun får denne 'overraskelse' af hendes far? bliver hun specielt glad for en af dem? kan drengene enes?

21Likes
86Kommentarer
6320Visninger
AA

15. Surprise!


Jeg var endelig kommet op og stå, med ryggen ind mod vandkanten. Hvem fanden i helvede var den idiot, som troede det var okay bare at smide rundt med mig? Jeg havde vand til lidt over hoften, så jeg var ikke så langt ude. ”Har du savnet os?” pludselig lød der en mørk hæs stemme bag mig. Jeg vendte mig stille om, og så… Harry. Jeg fløj om halsen på ham, bare af ren refleks. Drømte jeg, eller var det Harry, som jeg hang om halsen på. Mon de andre også var her, eller om det bare var ham. ”Om jeg har” skreg jeg nærmest. Da jeg endelig gav slip på ham, kunne jeg pludselig høre skrig, inde fra vandkanten af. Molly skrig. ”OMG det er One Direction!” skreg hun, og jeg kunne ikke lade være med at grine. Jeg fik hurtigt øje på Niall, og der stivnede jeg. Dette var ikke en drøm, de var her virkelig. Jeg vendte mig om mod Harry igen, ”for resten så skylder i mig så meget en ny mobil” sagde jeg. Han slog en latter op, ”er din mobil også i stykker?” spurgte han. jeg rynkede panden, ”ja, men det er derfor du ikke tog din mobil” sagde jeg. ”Jeg tabte min, ned i toilettet” grinte han. Obs, så var det derfor han ikke tog den, han gad godt at snakke med mig, hans mobil var bare gået i stykke, som faktisk fik min til at gå i stykker. ”Skal du med ind, til de andre” spurgte han, og rakkede hånden til mig. Jeg tog imod hans hånd, og så gik vi hånd i hånd ind til bredden. Men kun indtil jeg blev overfaldet af 4 fantastiske drenge. ”Gud hvor har vi savnet dig Stephanie” sagde de i kor.  
Harry havde fået helt våde bukser, fordi han absolut skulle smide mig i vandet. Så vi havde lagt os til at tørre, mens vi snakkede. ”Hvorfor har du ikke taget din mobil?” spurgte Liam, selvfølgelig kom det spørgsmål. ”I starten var det fordi, at jeg ikke kunne holde det ud. Efter jeg havde ringet til jer, ar det jeres skyld!” små grinede jeg, til sidst. ”Hvorfor er det vores skyld? ” sagde Zayn, og man kunne se, at han rigtig tænkte den igennem. ”Fordi, i ikke tog jeres mobil, blev jeg sur, og kastede min mobil ned ad gangen. Og så lød der et *smæk, bang, klask*. Og wupti, så var mobilen smadret, på grund af jer” sagde jeg meget dramatisk. Der var et øjebliks stilhed, inden drengene brød ud i latter. Det var så typisk dem, at smitte med deres gode humør, for lidt efter kunne jeg heller ikke lade være med at grine. Den gode stemning blev afbrudt af Mollys ringetone, en af drengenes sange. De begyndte hurtigt at smile, og Niall sang stille med.. Molly gik lidt væk fra de andre. Hun så meget alvorlig ud, og jeg kunne ikke lade være med at få en klump i halsen, hver gang nogen så, så alvorlig ud. Drengene sad stille og snakkede, men der gik ikke lang tid, før Molly kom og rakte sin mobil til mig. Til mig, hvem i al verden var det, der skulle have fat i mig? Molly nikkede til at jeg skulle tage den. Jeg tog den stille op til øret. ”Det’ Stephanie”
”Hej prinsesse det’ far. Der er noget meget vigtig jeg skal fortælle dig, sidder du sammen med andre lige nu?” spurgte han.
”Nej ikke mere, jeg er gået lidt væk, hvad er der galt?”
”Mødet jeg skulle til i dag, viste sig, ikke at være et normalt ’møde’. Min havde valgt at forfremme mig”
”Jamen det er da en god ting ikke?”
”Jo… men i dette tilfælde, ligger min nye arbejdsplads i London. Så… vi skal flytte”
Hvad det kunne han ikke mene, jeg ville ikke flytte fra New York. Det her måtte være en joke, jeg skulle ikke flytte til London, jeg har ikke noget imod London, jeg vil bare ikke flytte fra dette sted. Der er så mange minder, fra mor og Sam. Der er Sams værelse, med han gamle seng, hans tøj i skabet. Mit værelse, jeg elskede mit værelse, så dejligt enkelt. Jeg ville ikke kunne klare, og flytte fra ”Sam”, det var stadig som om, han var her. Jeg havde ingen ord at sige, han kunne vel ikke tvinge mig.
”Stephanie det er jeg meget ked af, jeg vil heller ikke flytte, men det er vores eneste mulighed. Jeg skal jo tjene penge, jeg får dobbelt løn, ved at tage jobbet i London. Og jeg har også allerede takket ’ja tak’!” kom det fra ham.
”Hvornår?” var det eneste der kom frem.
”Vi skal være ude af huset, om 5 dage”
”HVAD! 5 dage? Har jeg kun 5 dage tilbage, sammen med Molly?”
”Det er jeg ked af skat, jeg kommer hjem sent i aften, der er lige en masse ting der skal på plads, men vi ses”
”Ja…” sagde jeg, og lagde på.
Jeg gik med tunge skridt tilbage til de andre, nu vil jeg da bare få en total fed dag. Jeg rakte Molly hendes mobil, uden at kigge hende i øjnene, jeg prøvede i det hele taget bare, at undgå øjenkontaktmed nogen. Der var lidt stilhed, efter jeg havde lagt mig ned ved siden af Niall igen. Jeg trak knæene op til min krop, og lagde mig hoved på dem. ”Hva nu Steph?” spurgte Molly, som åbenbart havde sat sig i sandet foran mig. ”Jeg… Jeg skal… flytte” stammede jeg. Jeg kiggede på hende, med et sørgeligt blik. ”Hvad skal du?” spurgte hun dumt. Hun havde udmærket godt hørt det, hun ville bare ikke indse det, ligesom mig. Drengene sagde intet, de vidste godt, at mig og Molly, havde brug for at snakke alene. ”Jeg skal flytte om 5 dage” sagde jeg, og så opgivende på hende. ”Hvorhen og hvorfor?” hun prøvede at få øjenkontakt med mig, men det kunne jeg ikke, jeg kunne ikke se hende i øjnene lige nu. Drengene så alvorligt på mig. ”Min far blev forfremmet, og så skal vi nu flytte til London” sagde jeg, og kiggede hende denne gang i øjnene. Jeg kiggede mig til siden, og kunne se at drengene… smilede. Hvordan kan de smile i dette tilfælde? Jeg kommenterede det ikke, men kiggede bare væk igen, de kunne ikke være bekendt at sidde og smile. Mit hoved var fyldt med irriteret tanker, da det slog mig. Selvfølgelig smiler de! De bor jo i London, så de havde nok regnet ud, at vi kom til at være mere sammen nu. Der var nu igen stilhed, men denne gang, havde det stået til i lang tid. ”Drenge jeg er ked af det, men vi skal altså til at komme hjemad nu, vi har et interview i morgen tidlig, så det er nok bedst vi er helt friske” kom Liam pludselig med. ”Ja det er nok bedst” sagde Harry og kiggede undskyldende på mig, mens han rejste sig op og børstede sandet af ham. ”Det er i orden, vi ses jo nok i London om 5 dage?” sagde jeg, og rejste mig op. ”Det GØR vi!” sagde Niall hurtigt og bestemt. Jeg grinte lidt, men stoppede da jeg så, Molly bare sad og kiggede ned i sine hænder. Jeg ville ikke se ked af det ud, når jeg skulle sige farvel til drengene, så jeg plantede bare et falsk smil på læberne, mens jeg trak det hvide sommer kjole over hovedet igen.
Så var det nu, jeg skulle sige farvel, jeg gik over tak Liam og gav ham et kram. Derefter Louis og Zayn. Jeg havde kun lige trukket mig ud af Louis’ kram, da Niall sprænger over, og giver mig et bjørne kram. ”Vi ses i London” hviskede han, inde vi trak os fra hinanden. Så kom Harry, ham som var kommet til at betyde mere for mig, end jeg havde regnet med. han lagde hans trykkende arme om mig, og det føltes som om, vi stod der i flere timer. Helt indtil en rømmede sig, ”Vi bliver nød til at tage af sted nu, Harry” sagde Louis og smilede skævt. Harry kyssede mig på panden inden, han satte sig i bilen, Louis kørte. Jeg gik ud på vejen og vinkede efter dem. Jeg vendte mig om, og der stod Molly med et smil på læberne. Jeg kunne heller ikke lade være med at smile, det skulle nok blive hyggeligt i aften, det kunne jeg mærke. Jeg gik hen til hende, og trak hende ind til et kram, ”jeg tror bare vi sover sammen resten af dagene” hviskede hun stille ned i mine skulder. Jeg nikkede ivrigt, jeg kunne være skide huggelidt, at bruge resten af dagene sammen 24/7. vi pakkede vores ting sammen fra vores strandtur, og så gik vi hjem til mig.
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...