The day after tomorrow - One Direction

i novellen møder vi Stephanie på 17 år, som bor i New York. efter et tragisk dødsfald i hendes familie, lukker hun sig inde i selv selv, derfor sender hendes forældre hende til London, for at hun kan komme lidt væk. I London, skal hun bo sammen med en gammel ven, der hedder Jackob. I flyet på vej til London, møder hun 5 kendte drenge, og de aftaler at de skal ses igen. De bliver rigtig gode venner, og Stephanie flytter ind hos dem. Endnu en ulykke rammer den lille familie, hvilket for konsekvenser for Stephanie. Hun kommer endnu engang til at stå overfor byen, London. men hvad sker der, når hun får denne 'overraskelse' af hendes far? bliver hun specielt glad for en af dem? kan drengene enes?

21Likes
86Kommentarer
6375Visninger
AA

17. Party and Paparazzi!

Far havde lavet spagetti, og nu sad Molly, far og jeg og spiste. ”Hvornår skal vi være herfra i morgen?” spurgte jeg og kiggede ned i min mad. Jeg løftede blikket, og mødte fars triste blik. ”Vi kører ved en 4 tiden” sagde han, og smilede skævt til mig. Jeg nikkede bare og spiste det sidste. Her på det sidste var huset efterhånden blevet fyldt med flyttekasser. Vi skulle selvfølgelig ikke have vores møbler med, så det var ikke dem der fyldte, men alle de små ’nips’ ting, som mor altid skulle pynte hver reol op med. jeg havde selv pakket alle mine ting ned i 4 store flyttekasser. Jeg manglede kun mit tøj, men jeg have ikke rigtig haft tid til at pakke det ned endnu.
Far var gået ind i stuen, for at få pakket de sidste ting. Mig og Molly var gået op på værelset, for at gøre os klar. Molly tog sin sorte lange kjole på, og krøllede hendes hår. Hun havde valgt at lægge en meget enkel makeup, hvor jeg derimod havde valgt smokey eyes, som passer perfekt til min kjole. Jeg havde også valgt at krølle mit lange mørke hår, så flettede jeg mit pandehår, og satte to små blomster i. Molly og jeg tog begge to, bare et par sorte stilletter på. ”Er vi klar?” spurgte jeg, og så over på Molly, som bare stod eg drejede foran spejlet. ”Ja, totalt klar” svarede hun, og tog min hånd. ”Vi går far, du skal ikke vente oppe!” råbte jeg. ”Det er godt skat, kom nu ikke for sent hjem!” råbte han tilbage. Hvis han råbte mere, hørte jeg det ikke, for Molly og jeg, var allerede ude af døren.
Vi fandt et rigtig fedt diskotek, hvor der lød til, at være en fed stemning. Der var mange mennesker derinde, og det var meget svært at føre en samtale. ”Vi starter ud i baren” halv råbte Molly, så jeg kunne høre det. Hun tog om mit håndled, og prøvede så som hun nu kunne, at få os begge mast igennem mængden af unge, uden at skubbe for meget. ”Hey, du er da hende Stephanie ikke?” en ung pige tog mig i armen. Molly slap hendes greb, da hun kunne mærke, jeg stoppede op. Jeg vendte mit hoved, og så fem piger, stå med et ’bitch’ face. ”Ja. Ja det er mig” jeg smækkede et falsk smil på læberne, selvom deres humør smittede af på mig. ”Det er dig, de savnede sådan!” sagde hende pigen, der havde fat i min overarm. Hun strammede sit greb om min arm. Mit blik faldt ned på hendes hånd, som holdte om min arm. Mit hjerte pumpede på højtryk, jeg hadede sådanne situationer. Endnu engang strammede hun grebet, og rynkede brynene, som om hun havde stillet mig et spørgsmål. Jeg skar tænder, for ikke at vise smerten, som bredte sig i armen. Jeg vendte langsomt mit blik mod pigerne, som stadig stod med et ’bitch’ face. ”Hvad vil i?” spurgte jeg koldt. Det overraskede mig, at jeg turde sige noget. Mit hjerte sad helt oppe i halsen på mig, og smerten var stadig til at finde i min arm. Jeg har altid været 'den lille uskyldige pige, som var skide ræd', og jeg må nu erkende, at jeg var skide ræd ligenu. Jeg plejede aldrig at rode mig ud i disse situationer. ”Seriøst? Kan du ikke bare lade dem være, de er for gode til dig, dit humør skal ikke smitte af på deres!” råbte en blondine, som stod lidt bagved de andre. ”Ja, jeg melder mig total enig. For resten, det gør os ondt med din mor, det er utroligt at du sådan har uheldet med dig. Først din bror, nu også din mor, mon det næste bliver at du mister drengene?” hun slap endelig min arm, og stod med et tilfreds blik, inden hun vendte sig om og gik, sammen med de andre piger. Wow, jeg har aldrig oplevet sådan noget før, og troede heller aldrig jeg skulle opleve det. Det var forfærdeligt, at nogle folk kunne være sådan overfor andre. Mit hjerte hamrede stadig på højtryk, jeg ved egentlig ikke hvorfor det tog sådan på mig. Men det sidste de sagde, ramte mig. Hvis det ikke var fordi, jeg var mast af andre unge mennesker, havde jeg nok ligget på gulvet nu. Jeg kom langsomt væk fra mine tanker, og det slog mig, at jeg nok hellere måtte finde Molly. Jeg skubbede mig forsigtigt fremad, med en masse ’undskyld’, ’må jeg komme forbi’ og ikke mindst ’flyt jer nu’. Nogle var så fulde, at de slet ikke lagde mærke til at jeg gerne ville forbi, så jeg blev bare nød til, at skubbe mig forbi dem. Jeg kom endelig op til baren. Molly sad og snakkede og grinede sammen med en fyr. Jeg ville skyde på, at han mindst var 4 år ældre end os. Jeg fik øjenkontakt med hende, og hendes blik flakkede forvirret rundt, på mig og drengen. Jeg sendte hende et smil, som sagde, at hun ikke skulle tænke på mig. Jeg satte mig på en tom plads ved baren, og bestilte en tequila Sunrise.
Jeg havde efterhånden fået så mange drinks, at jeg flere gange lige måtte tage ved selve baren, for ikke at vælte ned fra stolen. Endelig! Molly kom og plantede sig ved siden af mig. Hun havde i hvert fald også fået noget indenbords. ”Hva så, var han sød?” spurgte jeg, og sendte hende et drillende blik. ”Ja. Ja det var han” sagde hun, og man kunne nemt se, at hun rødmede. Vi havde efterhånden været her i nogle timer nu, så vi besluttede os for, at tage hjem. vi tog hinanden under armen, og fik os mast igennem de unge mennesker en gang til, bare uden at nogle ondsvage tøser, skulle stoppe mig. Bare da jeg tænkte på det, blev jeg helt trist. Men på grund af alkoholen, tog jeg det ikke så tungt lige nu. Jeg skal også have fortalt Molly det, men det må blive imorgen, jeg er i så godt et humør ligenu og det skal ikke ødelægges. Da vi endelig kom ud, i den friske luft igen, kom der nogle løbende hen til os. De stillede sig foran os, og stak kameraerne helt op i hovedet på os, mens der blev fyret blitzer af. Spørgsmål kom der nok af. ”Hej Stephanie! Har du fået snakket med drengene?” ”Er der en af drengene, du har et godt øje til?” ”Hvad skete der, siden drengene var så bekymret?” og ”Hvor mødte du drengene?”. jeg kunne godt se på Molly, at det morede hende lidt, og på grund af alkoholen, morede det også mig lidt. Jeg valgte at svare spørgsmålene, så godt jeg nu kunne, selvom jeg var skide fuld. ”Ja, jeg har fået snakket med drengene, jeg mødte drengene i lufthavnen, da jeg skulle til London, og siden da har vi haft et godt forhold. Grunden til at drengene har været triste er, fordi jeg ikke svarede dem. Min mor døde her for lidt over 2 måneder siden, så jeg har haft det lidt svært” damen ved siden af kameramanden, skrev løs på den lille blok. ”Det gør os ondt, det med din mor!" sagde kvinden. Ligenu var jeg fløjtene ligeglad. For alkoholen pumpede rundt i mit blod. "Men der er stadig et spørgsmål du ikke har svaret på, er der en af drengene du har et godt øje til?” spurgte damen, og smilede til mig. Jeg vidste ikke om jeg skulle sige det. Det var jo ingen hemmelighed, at jeg havde et lille øje for Harry. Dog ikke så meget, at jeg sad og skrev dagbog om hvor dejlig han er, det kunne jeg aldrig finde på, aldrig. Før jeg nåede at svare, havde Mollys stemme overtaget det hele. ”Ja ser i, Stephanie har et godt øje for Harry. Men…” hun stoppede op, og jeg så undrende på hende. ”Men hvad?” spurgte damen meget nysgerrigt. ”Men jeg tror, at der måske er en anden fra gruppen, der har et godt øje for Stephanie” afsluttede Molly, og grinende trak hun mig med videre. Hvad var det? En anden, nej stop nu, der er ingen der har et godt øje for mig. Det har der aldrig været, og det kommer der heller aldrig til. jeg har altid et lille ’citat’ gemt i baghovedet. Man bliver født alene, og man dør alene. se nu vores familie, min mor og far. Mine forældre fandt hinanden, men man bliver hurtig skilt ad igen. I mit tilfælde, kommer der bare ikke en dreng dumpende ned fra himlen, som tilfældigvis er ham, jeg skal dele mit liv med. desværre. Jeg har aldrig været en pige, der har haft drenge venner. Jeg har været en pige, der har haft nogle få veninder, ikke en der boltre sig i sin egen ’gruppe’. Jeg har fået drengene, der er en omvæltning for mig. Men jeg er heldigvis en, som er helt nede på jorden, ikke en som søger efter opmærksomhed. Nå tilbage til virkeligheden.
”En anden fra gruppen, der har et godt øje for mig?” spurgte jeg, og så afventende på hende, imens vi slentrede ned ad gaden. ”Ja, jeg har godt set, hvordan en af dem kigger på dig” sagde hun og smilede fjoget til mig. ”Aha, hvem?” jeg troede ikke på hende, det var sikkert bare fordi, hun havde fået noget at drikke. ”Man afslører ikke sådan noget, hvis det er sandt, skal han nok selv vise/fortælle dig det” sagde hun. Vores samtale sluttede der, da vi nu endelig var nået hjem til mig.
Hold op hvor var jeg træt. Molly smed sin kjole, og lagde sig direkte under dynen. Godt nok var jeg totalt smadret, med jeg gik dog ud på badeværelset, og fjernede min makeup og børstede tænder. Jeg lagde mig under mig dejlige dyne, og pakkede mig godt ind, dette var min sidste aften i dette hus. Den sidste nat, forevig. Jeg ville aldrig nogensinde komme her mere, jeg ville aldrig nogensinde komme ind på det rum, som også er kaldt mit værelse. Sams værelse, ville jeg heller aldrig få at se igen. Vi havde dig pakket alle Sams og mors ting ned, for det skulle vi have med. Jeg lukkede langsomt øjnene, og lod enhver tanke glide os af hovedet på mig. Det gik ikke lang tid, før jeg sov tungt. 
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...