The day after tomorrow - One Direction

i novellen møder vi Stephanie på 17 år, som bor i New York. efter et tragisk dødsfald i hendes familie, lukker hun sig inde i selv selv, derfor sender hendes forældre hende til London, for at hun kan komme lidt væk. I London, skal hun bo sammen med en gammel ven, der hedder Jackob. I flyet på vej til London, møder hun 5 kendte drenge, og de aftaler at de skal ses igen. De bliver rigtig gode venner, og Stephanie flytter ind hos dem. Endnu en ulykke rammer den lille familie, hvilket for konsekvenser for Stephanie. Hun kommer endnu engang til at stå overfor byen, London. men hvad sker der, når hun får denne 'overraskelse' af hendes far? bliver hun specielt glad for en af dem? kan drengene enes?

21Likes
86Kommentarer
6386Visninger
AA

25. Nightmare!

 

Harrys synsvinkel:

Masser af røg, og en brand, stormede mod mit værelse. HVAD FANDEN! Der gik panik i mig, og jeg rejste mig hurtigt op og smækkede døren i. ”STEPHANIE!” råbte jeg, og smed mig over mod natbordet. Det eneste der faldt mig ind, var Liam. Hvorfor Liam? Jeg tastede hurtigt nummeret ind, og tog røret til øret. Inden den blev taget, kunne jeg høre sirener fra gaden. ”Det er Liam” en meget træt Liam, tog røret.

”LIAM! DET BRÆNDER!” råbte jeg panisk, mens tårerne trillede ned ad mine kinder.

”Hvad?” han lød en smule mere frisk.

”DER ER ILD I HUSET!” råbte jeg, og kunne slet ikke kontrollere tårerne.

”HVAD! HVORFOR STÅR DU SÅ OG SNAKKER MED MIG; FÅ DIN RØV UD AF HUSET FORFANDEN!” råbte han panisk. Wow jeg har aldrig hørt ham, snakke sådan før!

”DET KAN JEG IKKE, VI ER PÅ MIT VÆRELSE, OG DA JEG ÅBNEDE DØREN, STOD DER HØJE FLAMMER!”

”VI?”

”STEPHANIE OG JEG. NIALL ER HER OGSÅ”

”HARRY! JEG KOMMER!”

Han lagde på. Hvad nu?

”STEPHANIE!” råbte jeg endnu engang. Jeg ville på ingen måde efterlade hende her. Hvorfor havde jeg inden vinduer på værelset, vi vil jo brænde ihjel herinde, hvis vi ikke snart kommer ud. Hvad med Niall?

Stephanies synsvinkel:

Jeg vågnede ved at Harry råbte mit navn. Jeg satte mig roligt op i sengen, og kiggede søvnigt på en meget panisk Harry. ”Hva nu?” spurgte jeg og smilede sødt til ham. Sikkert bare et marridt. Han stod bare og stirrede på mig, med en hånd i nakken. Mit smil falmede, hvad sker der? ”Harry hvad sker der?” jeg rejste mig op, og gik hen til ham. Han blev bare stående, som var han i chok. ”Harry hvad fanden sker der?” han gjorde mig virkelig bange. ”Vi skal ud NU!” svarede han og kiggede seriøst på mig. Vent! Hans kinder er helt våde, græder han. Jeg løftede stille mig hånd, og tørrede de tårer væk, som banede ned ad hans kinder. ”Det brænder!” sagde han, med en grødet stemme. Hvad! ”Det må man ikke spøge med Harry, det var et marridt, læg dig nu ned og sov” jeg gik hen mod sengen igen, men blev stoppet af Harry, der lagde hans hånd og mit håndled. ”Det er ikke en drøm!” svarede han og brød sammen. Hvad snakker han om? Jeg omfavnede ham, og strøg min hånd over hår. ”Vi skal nok komme ud, Liam er på ej, og brandvæsnet er her, er de ikke?” spurgte han og kiggede mig dybt i øjnene. ”Hvad sker der Harry?” spurgte jeg nervøst. ”Jeg vågede ved at det lugtede underligt, så jeg åbnede døren…” han holde en lille pause, mens jeg holdte vejret. ”Der er store flammer ude i gangen, og virkelig meget røg, hvad hvis vi aldrig kommer ud?” sagde han panisk. ”ER DER ILD I HUSET?” panikken steg mig til hovedet, og før jeg vidste af det, stod jeg nu og kiggede på døren ud til gangen. Der kom rødt, gult og orange lys derude fra. Jeg skulle til, at trække ned i håndtaget, da et kæmpe brag kunne høres ude fra gangen. Jeg fløj tilbage og skreg som en besat. Harry var hurtigt henne ved mig. jeg begravede mit ansigt i hans skulder, og prøvede at får min vejrtrækning under kontrol. Lige om lidt, vågner jeg og opdager det hele bare var et marridt. 1-2-3… HVAD! Hvorfor virker det ikke, det gør det altid i film! Jeg kunne høre sirener fra gaden, men jeg kunne også høre hvordan ilden pumpede ude fra gangen af. På et eller andet tidspunkt, kommer det vel ind. Ikke tænk sådan Stephanie! Selvfølgelig kommer ilden ikke ind til dig, der er brandfolk til at slukke den, og så slem kan den da ikke være, vel? Hvad fanden er der sket, det er jo helt uvirkeligt det her.

Harrys telefon har ikke ret meget strøm tilbage, fordi han har ringet som en gal til brandvæsnet, og vi har nu sat og hørt på den pumpende ild, i ca. en halv times tid nu. Jo længere tid der går, jo mere går det op for mig, hvad der sker lige nu. Vi havde sat os, op af den væg, som der i alle normale soveværelser, ville have sat et vindue, som man i disse situationer, ville kunne have kravlet ud af. Men der var intet vindue. Harrys hånd lå i min, mens han stille nussede min håndryg. Tårerne trillede stille ned ad mine kinder, men Harry bare sad og kiggede ud i luften. Der var ved at være ret hed herinde, betyder det, at ilden snart kommer ind? Jeg tror ikke det er gået op for mig endnu, at jeg måske skal dø. Harry havde sagt, at jeg ikke skulle åbne døren. Men jeg vil ud, og den eneste vej ud, er den farbandede lorte dør, som vogtes af høje flammer.

Endnu et kæmpe brag lød, og jeg hoppede skrigende over på Harry, så jeg nu lå halvvejs ovenpå ham. døren indtil vores værelse, fløj op, og flammerne viste sig i døråbningen. Jeg skreg og skreg, mens tårerne strømmede ned ad mine kinder. Harry lignede sten, han sagde intet. ”HARRY!” hulkede jeg. Flammerne var stadig i døren. Og jeg blev ved med at presse mig selv bagud, selvom jeg godt vidste, at det ikke hjalp.

Liams synsvinkel:

Jeg kan ikke tænke klart! Jeg står nu sammen med Zayn ude foran deres hus/ lejlighed hvad du vil kalde det, sammen med 2 brandbiler, som kæmper med at få branden slukket. Dette er et marridt, og det er stadig ikke gået op for mig, at Harry, Niall og Stephanie er inden i den brændende bygning. Tårerne løber stille ned ad mine kinder. Jeg ringede til Louis, som kom ligeså snart han kunne. Han gik i panik da, jeg fortalte han om det. ”Kan branden slukkes?” spurgte jeg nervøst, brandmanden, som stod ved os. ”Ja det kan det godt, jeg er mere bekymret for personerne indenfor. Da vi åbnede hoveddøren, stod flammerne ud af den, og de kæmper stadig med at få den under kontrol, før vi kan komme helt ind, til dem. Den har fået godt fat” svarede han. Kan ens hjerte godt hamre tusinde slag i sekundet? Mit hjerte sidder helt oppe i halsen på mig, og jeg kan ikke lade være med at tænke på dem. Hvad har de lavet? Hvordan er branden opstået? Hvorfor gik brandalarmen ikke i gang? Jeg blev revet ud af mine tanker, ved en velkendt stemme råbte. ”Liam, Zayn, er de kommet ud. Åh gud! Hvor lang tig har de været derinde” halvråbte han panisk, da han kom løbende imod os. ”De er ikke kommet ud, de kæmper for at kunne komme ind til dem” sagde Zayn. ”Det er lidt mere, end en halv time siden, Harry ringede til mig, og sagde det brændte” sagde jeg, med tårer løbende ned ad kinderne. ”VI ER INDE! MERE TRYK PÅ VANDET!” blev der råbt, og en masse brandmænd farede omkring. Var de inde! Zayn og Louis kiggede nervøst men samtidig alvorligt på mig, og jeg stod bare og kiggede på dem, med panikken i øjnene. Det værste af det hele er, at vi ingenting kan gøre, for at hjælpe dem. Vi er til ingen nytte lige nu. ”VI HAR EN UDE!” jeg fór sammen. Hvem havde de reddet ud fra branden? ”Åh gud, jeg tør slet ikke, at se efter hvem det er” græd Louis. Det er første gang, jeg har set ham græde så meget. ”Rolig Lou, vi behøver heller ikke at se dem, vi skal bare have deres tilstand at vide” sagde Zayn, som stod og omfavnede Louis. 2 brandmænd kom løbende ud fra huset, med en båre. Jeg kunne tydeligt se hvem det var, på lang afstand. Hans lyse hår og slanke krop. Min bedste ven, Niall. Tårerne strømmede ned af mine kinder, og jeg tror heller aldrig, at jeg har grædt så meget før. ”NIALL! Jeg kører med ambulancen. Ring til mig!” råbte Zayn, og var allerede på vej hen mod ambulancen i fuld fart. En af ambulance mændene kom hen til os, efter at have vekslet få ord med Zayn. ”Han er ikke kommet ret meget til, kun få skader. Han sov, da vi kom ind” sagde han og kiggede skiftevis på Lou og jeg. ”Hva med Harry og Stephanie?” spurgte Lou, med en grødet stemme. ”Lige nu kæmper de sig igennem gangen, og…” mere nåede han ikke at sige. ”VI HAR DEM! RICHARD OG CHARLEY, I TAGER OVER!” endnu 2 bårer kom med fuld fart, mod ambulancen. Louis løb direkte derhen, men jeg rokkede mig ikke ud af flækken. Ambulancernes sirener forsvandt, det gjorde alle lyde sådan set omkring mig. Jeg stod alene ude midt på vejen, bland 2 brandbiler og en masse brandmænd. Det er ikke gået op for mig, hvad der lige er sket.

”Det var Liam du hed, ikke sandt?” en venlig dame stemme, trængte igennem boblen, jeg havde lukket mig selv inde i. Jeg nikkede blot, for derefter at give mig til at kigge op mod huset. Hvor lang tid har jeg stået her? Huset brændte ikke længere og den ene brandbil var kørt. Røgen fra huset, var efterhånden ved at fortage sig, og regnen begyndte stille at dvale ned, fra himlen. ”Niall har kun fået få skader, og regner allerede med at blive udskrevet i morgen, men…” jeg kiggede hurtigt over på hende. ”Men hvad?” spurgte jeg, og mit hjerte begyndte nu at hamre endnu hårdere imod mit bryst. Jeg kan ikke klare tanken om, at jeg måske mister min bedste ven og veninde. ”Harry og Stephanie er i kritisk tilstand. De har indtaget meget giftig røg, og da brandvæsnet fandt dem, var de allerede besvimet. Og det er ikke en god ting, når man har indtaget så meget røg” hun stoppede hendes snak, som jeg følte, varede flere timer. Mit blik faldt til jorden. Hvad skulle jeg gøre, jeg kan ikke overskue at miste dem. Jeg skal hjem NU, hjem til en der kan forstå mig. og ved hvad konsekvenserne er, hvis de ikke overlever. Danielle.

***

Jeg stod nu ude foran hendes dør. Klokken er hvad, halv 5. Men jeg er ligeglad, hun skal vide det. Jeg bankede hårdt på døren 3 gange. Efter nogle sekunder, bankede jeg igen. Jeg kunne høre hendes stemme. ”2 sekunder”. Det første smil, fandt vej til mine læber, ved lyden af hendes stemme. Det føltes som flere år siden jeg har smilet, at gjorde helt ondt. Det var forkert at smile. Døren gik op, og en meget træt Dani, stod i døren. Kun hun, er smuk, selvom klokken er halv 5 om natten. ”Liam?” hun trak mig med indenfor, hvor hun lagde hendes arme om mig. Der gik det op for mig, at jeg græd. Jeg har aldrig grædt foran hende før, aldrig! ”Hvad sker der?” hun fik helt tårer i øjnene selv. ”Det er Harry, Niall og Steph” svarede jeg og tørrede min øjne, men det hjalp ikke, nye tårer banede ned ad mine kinder. ”Hvad er der med dem?” hun kiggede alvorlig på mig, mens holdte mit hoved, i hendes hænder. ”Harrys og Louis’ hus brændte. Lou var ikke hjemme, han var sammen med Eleanor. Det var Harry, Niall og Stephanie. Niall har fået få skrammer, men Harry og Steph…” jeg stoppede kort op, for at få pulsen under kontrol, men det lykkedes langt fra. ”De er i livsfare” hun trak mig helt ind til sig, og begyndte også selv at hulke. Jeg lagde også mine arme om hende og holdte hende tæt ind til mig. Harry og Steph skal overleve! Hvorfor skulle de ikke også gøre det? Selvfølgelig overlever de! … ”Vi tager ind til dem!” med de ord, fik hun hendes jakke og sko på, og så var vi på vej.

***

Jeg parkerede bilen, og kiggede over på Dani. Hun sad helt stum og kiggede ned i sine hænder. Jeg tog hendes hånd, og fik hende til at kigge på mig. Hun havde tårer i øjnene, ligesom jeg selv havde. Vi gik ud af bilen, og fandt hurtigt Dani’s hånd. Den store bygning, som så ser rolig ud, indeholder i virkeligheden en masse mennesker som kæmper for deres liv. Udenpå ser den meget fredelig og rolig ud, men inden i, render læger og sygeplejesker rundt, for at holde liv i mennesker. Mennesker som ikke har fortjent, at forlade denne jord, bl.a. Harry og Steph. Vi var åbenbart kommet inden for, i den store bygning, for Dani stod og talte med en dame i hvid kittel. ”Niall er vågen” Dani trak mig, ned ad en lang hvis gang. Det er ligesom om, jeg ikke er til stede, jeg har det stadig som om, at jeg står midt på gaden, og ser huset brænde.

”Liam!” Dani viftede en hånd foran mit ansigt, og så med hendes bekymrende øjne, ind i mine. ”Han ligger herinde” sagde hun, og gjorde en håndbevægelse mod døren, bag hende. Jeg nikkede stille, og trak håndtaget ned. Man kunne svagt høre hans grin, samt nogle stemmer, hvilket fik mig til at smile. Hans grin, betød, at han havde det godt. Jeg trådte helt ind i rummet, og så Niall sidde i en hvid seng, med Zayn ved sin side. Han smilede over hele ansigtet, hvilket jeg virkelig manglede at se. ”Liam!” Nialls smil blev større, og jeg gik hen og gav ham et kæmpe kram. ”Hvordan har du det?” jeg kunne se, at han havde små skræmmer over det ene øje, og ligesådan på han hage. ”Fint, jeg vil bare gerne hjem” svarede han, og lagde sig udmattet ned i sengen. Jeg kiggede over på Zayn, som bare sad med et trist blik. ”Har du snakket med Lou?” jeg satte mig ned på en stol, ved siden af sengen, og så bekymrende over på Zayn. ”Nej, jeg har ringet 1 gang, men den blev ikke taget, og jeg ville ikke gå fra Niall” svarede han. Jeg trak min mobil op af lommen, og fandt Louis’ nummer, jeg vil vide hvordan de har det. ”Det er Louis” sagde en grødet og træt stemme i røret.  ”Lou, hvor er du?”

”Jeg sidder nede i rum, og venter på en sygeplejesker skal fortælle om deres tilstand” han rømmede sig kort, så hans stemme blev mere frisk.

”Jeg kommer ned til dig, okay?”

”Okay, hvordan har Niall det?”

”Fint, han bliver allerede udskrevet i morgen”

”Okay godt. Vi ses”

Jeg lagde røret på, og kiggede over på Niall. ”Jeg går ned til Louis, for at høre hvordan det går med Harry og Steph” han nikkede. Jeg traskede ud af rummet, og lukkede stille døren bag mig. Dani sad på en stol, med sin mobil i hånden. Hun kiggede op, og lagde hurtigt hendes mobil i lommen. ”Hva så? Hvordan har han det?” hun rejste sig op, og gik hen til mig. ”Han har det fint, han har kun få skrammer” smilede jeg til hende. ”Hva så nu?” hun kiggede mig dybt i øjnene. ”Vil du med mig, ned til Lou?” hun tog min hånd, og smilede til mig. Det tager jeg som et ja.

Vi kunne nu se Lou, sidde med hans mobil i hånden. Man kunne tydeligt se, at han har grædt, hans øjne er helt røde. ”Hey Lou” jeg slog mig ned ved siden af ham, med Dani ved min side. Han kiggede op på mig, og smilede. ”Hey” han trak mig ind til et kort kram og ligesådan Dani. Han lagde mobilen tilbage i lommen og inden vi nåede at snakke, kom en dame i hvid kittel imod os. ” Er i pårørende til Harry Styles og Stephanie Shay?” vi rejste os hurtigt, og gik hen til hende. ”Ja det er vi” svarede Lou. ”Godt så! Hvis i lige vil følge med” hun begyndte at gå ned af en endnu længere gang, en den før. Vi kom til enden af gangen, og blev ført ind i et rum, hvor der stod ’Doktor Meyer’. Damen forlod os, og vi satte os ned i nogle stole, som stod foran et skrivebord. Døren gik op, og ind kom en høj mand, med mørke krøller og briller. Han gav os kort hånden, inden han satte sig ned ved skrivebordet, og fandt nogle papirer frem. Mit hjerte begyndte igen og banke, kraftigt i mit bryst. ”Godt så! I er pårørende til Harry og Stephanie, ikke sandt?” vi nikke enigt, og fulgte nøje hans enkelte bevægelser. Han tog sine briller af, og foldede hænderne på skrivebordet. ”Hvis vi starter med Harrys tilstand. Det ser ud til, at han klarer sig fint og vi regner med, at han vil vågne fra komaen om nogle dage” smilede han til os. Jeg åndede lettet ud, da det ikke var det jeg havde forventet. Han kiggede kort ned i hænderne, og en klump begyndte at samle sig i min hals. Jeg har på fornemmelsen, at det ikke går ligeså godt med Steph, som det gør med Harry. ”Stephanies tilstand er kritisk. Hun har ikke gjort fremskridt, ligesom Harry. Det ser ikke godt ud” han kiggede medlidende på os. Der var ingen der sagde noget. Bare det at få det bekræftet, fra en læge, som ved hvad han har med at gøre, gjorde det hele værre. 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...