The day after tomorrow - One Direction

i novellen møder vi Stephanie på 17 år, som bor i New York. efter et tragisk dødsfald i hendes familie, lukker hun sig inde i selv selv, derfor sender hendes forældre hende til London, for at hun kan komme lidt væk. I London, skal hun bo sammen med en gammel ven, der hedder Jackob. I flyet på vej til London, møder hun 5 kendte drenge, og de aftaler at de skal ses igen. De bliver rigtig gode venner, og Stephanie flytter ind hos dem. Endnu en ulykke rammer den lille familie, hvilket for konsekvenser for Stephanie. Hun kommer endnu engang til at stå overfor byen, London. men hvad sker der, når hun får denne 'overraskelse' af hendes far? bliver hun specielt glad for en af dem? kan drengene enes?

21Likes
86Kommentarer
6318Visninger
AA

18. It’s not a ‘goodbye forever’!

 

 

Jeg vågnede med en kraftig hovedpine, jeg tror aldrig den har været så slem før. Jeg rejste mig stille, meget stille, for jeg kunne mærke at der ikke skulle meget til, at jeg ville få det skidt. Molly sov stadig, hun måtte godt nok også få det skidt, når hun engang vågnede. Da jeg gik igennem gangen, kunne jeg høre min far snorke inde på hans soveværelse. Klokken må da efterhånden også være mange nu, så det blev vist også sent for ham i går. Jeg stoppede brat op, da en meget ubehagelig følelse steg mig til hovedet. Jeg blev meget svimmel, og før jeg vidste af det, forsvandt mine ben under mig. Alting blev sort.

”Stephanie!!!” personen ruskede blidt i mig, og jeg kom stille til mig selv igen. Jeg åbnede langsomt mine øjne, og blev mødt af min fars meget bekymrende øjne. Min far har altid været meget overbeskyttende, men efter Sams død, var han virkelig blevet bims på det overbeskyttende punkt. Han skulle altid vide hvad jeg lavede, hvis jeg gik til stranden eller i byen, skulle jeg skrive når jeg var ankommet.

”Er du okay prinsesse?” spurgte han, igen med det der bekymrende blik. ”Ja, jeg må vist have fået lidt for meget at drikke i går” og med de ord, fik jeg mig selv stablet på benene og styrtede ud på badeværelset, og hang over toilettet.

***

Molly var endelig vågnet, og havde det overraskende godt. Jeg havde også det fint lige nu, efter mit lille besøg på toilettet. Molly og jeg sad nu ved morgenbordet, hvor min far havde været så dejlig, at finde alt mugligt lækkert frem. ”Jeg kan slet ikke fatte det” Molly afbrød stilheden, som havde hængt over os i et stykke tid nu. ”Hvad Mol?” jeg kiggede overraskende over på hende. Hendes ansigtsudtryk skiftede til et meget trist blik. ”Jeg kan ikke fatte at du forlader mig sådan rigtigt nu, sidste gang var det jo bare en ferie, men nu…” hendes blik flyttede sig ikke fra hendes tallerken. Jeg kunne allerede nu mærke, at denne dag ville blive en meget hård en af slagsen. ”Mol, du ved jeg tusind gange hellere ville blive her sammen med dig, men det er noget vi bliver nød til” sagde jeg og kunne mærke tårerne presse på. Hun nikkede bare, og holdte sit blik på den enlige lille bolle på hendes tallerken. ”Men selvom jeg flytter herfra, er der jo ingenting der ændre sig, udover at vi ikke kan ses hver dag”. ”Præcis! Du glemmer mig sikkert, og får en ny bedste veninde i London” hun løftede langsomt hendes blik og mødte mit. Hun havde tårer i øjnene, ligesom mig, så jeg gik hen til hende og trak hende i et kram. ”Jeg vil ALDRIG glemme dig Mol, du må slet ikke sige sådan noget” hviskede jeg ned i hendes skulder. ”Undskyld, jeg er bare så bange for at miste dig. Men selvfølgelig glemmer vi ikke hinanden, det kan være, at jeg også flytter til London når nu jeg bliver 18” hun fik plantet et smil på læberne, og jeg kunne heller ikke selv lade være med at smile. ”Det ville være perfekt” små grinte jeg. ”Men lad os nu ikke stå her og flabe, vi skal have pakket dine sager, og få det bedste ud af dagen” smilede hun, og tog min arm. Vi gik ovenpå, for at få pakket mit tøj ned, og de andre små ting, som jeg havde brugt de seneste dage. Klokken var nu næsten halv to, og der var nu kun 2½ time til, at flyttemændene ville komme.

Mollys synsvinkel:

”Du mener bare ikke, at det kun er det her tøj du vil have med dig til London vel?” udbrød jeg, da jeg havde fået lov til, at kigge hende klædeskab igennem. Der var næsten intet sommertøj, der var striktrøjer, cowboybukser, hyggesokker, langærmede trøjer, ej det her duede da slet ikke. ”Jo da, jeg har ikke andet end det der” sagde hun, og pegede ind i hendes skab. Dette måtte være hendes joke? Men hvis det er sandt, er der jo kun en ting at gøre. ”SHOPPING!” råbte jeg og greb hendes arm. Hun kom bare grinende bagefter mig. Vi fik overtøj på, og så var vi ellers af sted.

”Okay Mol, nu må det vist være nok” sagde Steph forpustet. Vi havde efterhånden 7 poser hver, med tøj. ”Du skal jo have noget ordenligt at have på, nu hvor du også skal tilbringe noget tid sammen med One Direction drengene” sagde jeg. Men nu måtte det også være nok. Vi tog hjem til hende, og lagde alt det nye tøj, ned i hendes kuffeter. ”FÆRDIG!” råbte Steph, og smed sig bagover i sengen. Alt var pakket ned, og der var stadig tre kvarterer til, at flyttemændene kom. Jeg smed mig også i sengen. ”Der er faktisk noget, jeg skal have på det rene, inden jeg tager af sted” sagde hun og satte sig op, så hun sad overfor mig. ”Hvad er det da?” spurgte jeg. ”I går, pressen, en anden fra gruppen der har et øje for mig, siger det dig noget?” spurgte hun, med et skævt smil. Gud ja, alting fra festen i går, kom pludselig tilbage til mig. Jeg havde sagt til pressen… VENT HVAD?! PRESSEN! Shit, vi var så meget på skideren nu, det ville sikkert komme frem i ugebladene og drengene ville helt klart læse det. Hvad havde jeg dog gjort, heldigvis havde jeg ikke nævnt nogen navne eller noget. Nøj! hvor jeg bare hader alkohol, nogle gange. I hvert fald, i sådanne situationer.

”Altså jeg har bare set, hvordan han kigger på dig. Han sidder nogen gange bare og stirrer på dig, men du kigger aldrig på ham” sagde jeg. ”Ej Mol, sig nu hvem det er” plagede hun. Skulle jeg side det til hende? han havde jo ikke fortalt mig noget, så…

”Okay… det er… Niall” sagde jeg, og ventede kun på, at se hendes reaktion. Som jeg forventede, sad hun bare og måbede. Hun havde lukket sig inde i sin egen lille verden, hvilke tanker der fór gennem hendes hoved, må guderne vide. Jeg viftede med en hånd foran hende flere gange, men hun reagerede ikke. Så måtte jeg jo tage andre midler i brug. Jeg ruskede i hende, for at få hende tilbage til virkeligheden igen. Og endelig, brød hun ud i et ”Hvad, det kan ikke passe”. ”Snak med ham, om det” sagde jeg, i stedet for at svare hende, hun skulle jo nok tilbringe meget tid sammen med dem, her dem kommende tid. Hendes far havde fortalt mig, at han havde en kæmpe overraskelse, når de kom til London. Han havde dog ikke fortalt mig, hvad overraskelsen var, da han ikke helt vidste om jeg kunne finde på at sige det videre til Steph.

Stephanies synsvinkel:

HVAD? Kunne Niall lide mig? Mol var rigtig god til, at læse folks følelser, om denne gang var sand, ved jeg ikke. En masse minder vi har haft sammen, kom pludselig frem. Da han lånte mig hans langærmede bluse, efter Louis og jeg havde været i vandkrig. Mon han kunne lide mig der. Jeg havde egentlig stadig hans bluse et eller andet sted. Men den var med til London vidste jeg, for jeg har taget alt med, selvom Mol ikke syntes jeg skulle have det hele med. okay, den havde jeg ikke set komme. Men den måtte jeg tage med ham, når jeg kom til London, hvis jeg altså turde.

”Stephanie, de er her om 10 min” råbte min far nede fra stuen. Så var det snart, at jeg skulle sige farvel til min bedste veninde, som har stået ved min side i tykt og tyndt. Jeg håbede inderligt, at hun ville flytte til London, når hun blev 18, og det gjorde hun allerede om 2 måneder. Allerede og allerede ved jeg nu ikke om man kan sige, men det vigtigste ville da være, at hun kom. Jeg tog en kuffert i hver hånd, og gik stille ned ad trappen. Molly havde taget den sidste kuffert for mig, jeg var aldrig van til, at pakke så meget, men denne gang skulle alt jo også med. Vi stillede kufferterne i entréen, og gik derefter ind i stuen. ”Wow, jeg kan slet ikke kende det” sagde jeg, og kiggede rundt. Alle væggene var tomme, det store tæppe, som lå under vores spisebord var også væk. Alt var væk. Jeg havde det som om, jeg var i et fremmed forladt hus. En høj ’dytten’ kom ude fra vejen af. ”Så er det nu” sagde Mol, og kiggede på mig, med et trist blik. ”Ja” jeg vidste ikke hvad jeg skulle sige, jeg havde ingen ord.

Vi havde nu fået pakket alle flyttekasserne, og nu manglede vi kun at sige farvel. Eller jeg gjorde. Far havde været rundt ved naboerne og sige farvel, jeg vidste ikke engang at man gjorde sådan noget. ”Nå men… det er vel nu, vi siger farvel?” jeg kigger ned i jorden, for jeg er bange for at tårende pludselig vil vælte frem. ”Det er ikke et farvel, det er et vi ses” sagde Mol, og trak mig ind i et kæmpe kram. Pludselig kunne jeg ikke styre følelserne mere, og lod bare tårende strømme ned ad mine kinder. ”Vi ses snart søde” sagde jeg og snøftede, og trak mig stille ud af krammet. Min far havde god tålmodighed, for han vidste godt, at det var svært for mig. ”Ja det gør vi, og hils drengene” sagde hun med blanke øjne. Jeg lod mit blik stryge hen over huset, og til sidst lod mit blik fange Mollys. Jeg satte mig ind i bilen, ”er du klar prinsesse” spurgte min far, med en rolig stemme. ”Ja, det er jeg” jeg tvang et falsk smil på læberne, og kiggede ud på Molly. Hun stod og vinkede, mens vi langsomt kørte derfra. Jeg holdte mine øjne på Molly, indtil hun til sidst bare var en lille prik. Jeg satte høretelefonerne i ørene, og lod musikken tage mig med, til drømmeland.

”Stephanie, vi er her nu” sagde far med hans rolige stemme, mens han blidt rystede i mig. Jeg slog øjnene op, og kiggede ud af ruden. Et fint hus, ikke for stort men heller ikke for småt, stod og ventede på os. Jeg steg ud, og stod og beundrede det, indtil en stemme afbrød det pragtfulde øjeblik. ”Skal du ikke med ind og se det, eller hvad?” min far stod med et kæmpe smil, som viste stolthed, da han godt kunne se at jeg kunne lide det.

Vi trådte ind i en kæmpe stue, lyse klinker sorte lædersofaer og hvide vægge. Det hele matchede perfekt sammen. ”Stephanie?” min far fik mig revet ud af den verden, som jeg nu endnu engang befandt mig i. jeg kiggede over på ham, og nikkede. ”Jeg har en overraskelse til dig” sagde han, og smilede stort. ”Hvad er det?” spurgte jeg nysgerrigt. Jeg elskede overraskelser, især hvis de var fra far, for han sagde ikke at han havde en overraskelse til mig, hvis det bare var fordi jeg selv måtte vælge værelse for eksempel. ”Du behøver ikke pakke dine sager ud endnu” sagde han. 

_____________________________________________________________________________________________

Hej! 

I må meget gerne skrive hvad i synes om den! Jeg tager både imod positivt og negativt!

Hvis i synes den er god, må i meget gerne trykke på den lille grønne 'like' knap, det vil betyde meget for mig;D 

- Pernille xx

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...