The day after tomorrow - One Direction

i novellen møder vi Stephanie på 17 år, som bor i New York. efter et tragisk dødsfald i hendes familie, lukker hun sig inde i selv selv, derfor sender hendes forældre hende til London, for at hun kan komme lidt væk. I London, skal hun bo sammen med en gammel ven, der hedder Jackob. I flyet på vej til London, møder hun 5 kendte drenge, og de aftaler at de skal ses igen. De bliver rigtig gode venner, og Stephanie flytter ind hos dem. Endnu en ulykke rammer den lille familie, hvilket for konsekvenser for Stephanie. Hun kommer endnu engang til at stå overfor byen, London. men hvad sker der, når hun får denne 'overraskelse' af hendes far? bliver hun specielt glad for en af dem? kan drengene enes?

21Likes
86Kommentarer
6373Visninger
AA

9. I'm back!

 

Jeg kunne se at han var ked af det, hans øjne viste ingen glæde overhovedet. Han kiggede kort på mig, inden han sagde ”Hvad vil du?”. Hans stemme var helt kold. ”Du gik, jeg ville gerne have snakket med dig” sagde jeg og satte mig ned ved siden af ham. ”Zayn! hvad er det, du er så ked af her for tiden? Jeg synes dit gode humør er forsvundet!” sagde jeg og tog hans hånd. Han blev ved med at kigge ned i jorden, og sagde ikke noget. ”Zayn tal til mig!” jeg klemte hans hånd, men han fjernede den og kiggede mig i øjnene. ”Kan du godt lide Harry?”, han havde et trist ansigt, og jeg har aldrig set ham, opføre sig så mystisk før. ”Ja, jeg kan godt lide Harry, Hvad sker der Zayn?”, jeg prøvede at holde øjenkontakten, men det han ville sige, var svært for ham. ”Okay, Jeg kan godt lide dig Stephanie!”, sagde han, og det så ud som om det var en lettelse, for ham, at sige det. ”Jeg kan da også godt lide dig Zayn, du er min bedste ven! Jeg elsker dig!” sagde jeg, og rykkede mig helt hen til ham. ”Men… jeg kan lide dig på en anden måde, end den du kan lide mig på!” hans øjne flyttede sig ikke fra jorden. Hvad, kunne Zayn lide mig, var det derfor han, opførte sig sådan? jeg har selv prøvet at stå i sådan en situation, men der blev der bare gjort nar ad mig, og det skulle om ingen omstændigheder ske her! ”Kan du lide mig?” spurgte jeg, og tog igen hans hånd. Jeg fik lidt efter lidt, et lille smil på læben. Hvad nu hvis han sagde det for sjov, for at drille, så også han kunne sætte mig i sådan en situation. ”Ja… men…” sagde han, jeg kunne mærke på ham, at han ikke vidste hvad han skulle sige. ”Det er okay Zayn, jeg er bare lidt forvirret. Er det derfor, du altid går, når Harry og jeg er sammen?” sagde jeg, og prøvede at få øjenkontakt. Han nikkede stille. Hvor var han sød, jeg vidste ikke, at han kunne være så følsom. Godt nok havde jeg kun kendt ham i lidt tid, men det føltes som om, at han har været hos mig hele livet. ”Kom, vi går en tur!” sagde jeg, og rejste mig.

Vi gik ned ad gaden, mens vi snakkede om alle de sjove ting, vi alle sammen har lavet med hinanden. Zayn havde hat og solbriller på, men alligevel var der nogen, der havde genkendt ham. De løb hen imod os, og af og til stoppede han op, og gav autografer og billeder. Vi havde nu været af sted i lidt over 2 timer. Pludselig ringede min telefon, og jeg kiggede undskyldende over på ham. Han nikkede forstående. Jeg trådte nogle skridt frem, og svarede så opkaldet, det var Louis?

”Hey Steph her!”

”Ja hej Steph, hvor er i?”

”Zayn og jeg, gik os en tur”

”Kommer i ikke snart hjem igen, Harry mangler dig!”

”Jo vi kommer om lidt, vi snakker lige!”

”Okay, ses Steph”

Jeg lagde på, og vendte mig om, for at gå tilbage til Zayn. Hvor var han, han stod der ikke mere, så lang tid havde det da heller ikke taget! ”Zayn!” råbte jeg, og gik længere tilbage. Det var blevet mørkt, så han var ikke så nem, at få øje på. ”Helt ærligt!” mumlede jeg, og gik længere fremad. Jeg tog min telefon frem, og så jeg havde fået en besked. Hvorfor havde jeg ikke hørt den, nu havde jeg ventet på ham, i et stykke tid. #Hey Steph, jeg er ked af det, men jeg blev nød til at køre hjem. Min mor ringede, de havde kørt hende på sygehuset, og det var hun IKKE begejstret for! Knus Zayn<3#. Jeg svarede ikke tilbage, men lod i stedet min telefon glide ned i min lomme igen. Det var sku da mærkeligt bare at forlade mig herude alene! Så skulle jeg bare finde hjem, det var blevet så mørkt, så det var svært at finde ud af hvor jeg var henne. Zayn og jeg havde gået langt, så jeg vidste at der var et godt stykke vej hjem igen.

Jeg havde nu gået et stykke tid, måske 1 times tid. Det var nu helt mørkt, så jeg satte mig hen på en bænk i nærheden. Jeg vidste ikke hvor jeg var, så lang til, havde jeg jo heller ikke været her. Mine tanker fløj rundt, jeg kiggede på min telefon, klokken var halv 1 om natten! Det var kun gadelygterne der var tændt. Jeg lagde mig ned, da jeg godt kunne fornemme, at jeg skulle blive her, indtil det blev lyst igen. Jeg var hunderæd, for at der skulle komme en mand. Og der, pludselig, kom jeg i tanke om hvad der skete i skoven. Manden, truslerne, og det han sagde. Jeg begyndte at ryste, tænk hvis han kom igen, jeg kunne også godt bare prøve at finde hjem.

Jeg slog øjnene op, jeg var faldet i søvn. Til min store overraskelse, lå jeg stadig på den ulækre bænk, et sted som jeg ikke vidste, hvor var. Jeg tog min telefon op af lommen, der var 39 ubesvaret opkald fra Harry. Jeg smilte, de havde sikkert havde været bekymret for, hvor jeg var. Vidste de mon godt, at jeg ikke var sammen med Zayn? Jeg satte mig op, og så mig lidt omkring. Jeg så til min store overraskelse, at jeg var rigtig lang hjemmefra.

Jeg havde nu gået i stykke tid, måske en halv time, og der var stadig et stykke vej hjem. Igen ringede min telefon, men jeg tog den ikke, fordi jeg ikke ville have en råben og skrigen lige fra morgenen. Jeg tog telefonen op, og så de havde skrevet en besked. #Steph hvor er du? Hvad er der sket? Vi leder efter dig. RING!# havde Harry skrevet. Havde de været ude, og lede efter mig? Åh nej, jeg tør slet ikke komme hjem nu, de flipper jo totalt ud, og overfalder mig med spørgsmål. Det er egentligt mærkelig, at Zayn ikke har kontaktet mig endnu.

Jeg stod nu i receptionen til deres lejlighed, jeg var pænt forpustet, fordi jeg havde løbet, da der var nogle fans der havde genkendt mig. Det skal lige siges, at jeg er i super dårlig form, og det der med at løbe, er jeg nok ikke for god til. Jeg tøvede lidt med at gå op til deres lejlighed, da jeg var skide bange, for hvad de kunne finde på efter alt dette. Så jeg valgte, at gå ud og hurtigt tage noget at spise, så jeg var helt frisk. Jeg redte hurtigt mit hår igennem, så det ikke sad så pjusket. Jeg gik ind på en lille restaurant, så lille, at hvis man ikke stoppede op, ville man ikke ligge mærke til den. Jeg satte mig hen til et bord, der var næsten ingen derinde, så der kom en hen til mit bord med det samme. ”Gud, du er jo Stephanie Stawking, hvor vildt at du er her, i vores lille restaurant!” sagde hun glad. Hvor i al verden har hun mit efternavn fra? Jeg er ikke engang sikker på, at drengene kender mit efternavn! Selv når jeg præsentere mig selv, for nye mennesker, så nævner jeg aldrig nit efternavn. Jeg er måske lidt flov over det, fordi det er så gammeldags. ”Hvor kender du mit efternavn fra?” spurgte jeg hurtigt, efter at have gået alle mugligheder igennem. ”Harrys interview, der nævnte han de…” mere nåede hun ikke at sige. ”Okay lige meget, jeg skal bare have en pandekage” sagde jeg, smilte falsk. Jeg havde travl, jeg kunne ikke sidde her og snakke hele dagen, jeg skulle op til drengene. Jeg skyndte mig at spise, måske lidt for hurtigt, for jeg kunne mærke hvordan det lagde sig som en sten i min mave.

Jeg stod nu foran drengenes dør, og jeg kunne høre råb derinde fra, som bare gjorde mig endnu mere skræmt, end jeg var i forvejen. Jeg tøvede med at banke på, men jeg fik alligevel, fumlet min hånd op, og bakkede stille på døren. Døren blev flået op, og en masse mærkelige lyde, fyldte mine øre. 

_____________________________________________________________________________________________

I må undskylde, det tog så lang tid med dette kapitel, og undskyld for alle stavefejlene, det gik lidt stærkt. ;D<3 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...