The day after tomorrow - One Direction

i novellen møder vi Stephanie på 17 år, som bor i New York. efter et tragisk dødsfald i hendes familie, lukker hun sig inde i selv selv, derfor sender hendes forældre hende til London, for at hun kan komme lidt væk. I London, skal hun bo sammen med en gammel ven, der hedder Jackob. I flyet på vej til London, møder hun 5 kendte drenge, og de aftaler at de skal ses igen. De bliver rigtig gode venner, og Stephanie flytter ind hos dem. Endnu en ulykke rammer den lille familie, hvilket for konsekvenser for Stephanie. Hun kommer endnu engang til at stå overfor byen, London. men hvad sker der, når hun får denne 'overraskelse' af hendes far? bliver hun specielt glad for en af dem? kan drengene enes?

21Likes
86Kommentarer
6324Visninger
AA

1. I wish you were here!

 

Det var virkelig skod vejr i New York, hvis man gik uden for, kunne man lige så godt hælde en spand vand over hovedet. Jeg lå på min seng, med min computer. Jeg så at min bedste veninde Molly, havde skrevet til mig på facebook. #Hey smukke! Der er fest på stranden i morgen, kommer du?#. Jeg vidste ikke helt om jeg gad, men det kunne da være meget hyggeligt, at feste lidt. Det var lang tid siden, alt for lang tid siden! #selvfølgelig, behøvede du overhoved og spørge! Hvem kommer?# skyndte jeg at svare. Jeg sad og ventede på, at Molly ville svare, da min mor pludselig råber; ”Stephanie kom her ned nu!” hendes stemme knækkede, og jeg blev virkelig forskrækket, og meget skræmt, for min mor plejede aldrig at råbe efter mig på den måde, og hun plejede aldrig at græde. Ikke engang de gange hvor jeg er blevet hentet af politiet. Jeg åbnede stille og rolig døren, mens mit hjerte hamrede af sted. Jeg gik ud fra mit værelse og lagde mig ved trappen, for at kigge ned i stuen, så jeg kunne se hvad der skete. Min mor gik utålmodig rundt og græd, mens min far sad i den ene sofa. Min mor råbte nu endnu højere på mig, så jeg skyndte mig at løbe ned af trappen. Da jeg kom helt ind i stuen, så jeg, til min store overraskelse, at der sad en politimand ved siden af min far. Denne gang var jeg sikker på, at jeg ikke havde banket en af de drenge, som gik og ragede på mig hele tiden, men jeg fik alligevel lyst til at stikke af. Min mor gik hen og stillede sig lige foran snuden på mig, og begyndte at græde, mens hun hviskede alt muligt til mig. Det føles som om, at mit hjerte stoppede med at slå, fordi der gik så mange tanker igennem mit hoved. Hvad havde jeg nu gjort? Havde jeg overhoved gjort noget? Hvad var det sket? Jeg hørte ikke rigtig hvad hun hviskede, fordi jeg var totalt forvirret. Jeg kiggede hen på politimanden (som egentlig så ret godt ud), han rejste sig, og gik hen til mig. Min far sad bare med hovedet nede i hænderne, og da han løftede sit hoved, kunne jeg se at hans øjne var helt røde. Han havde grædt. Hvad var der sket? Jeg kiggede politimanden i øjnene, og skulle lige til at spørge om hvad der var sket, da han pludselig siger ”Stephanie, det gør mig ondt, men…”. Han stoppede med at tale, da han kunne se tårende løb ned ad mine kinder. Jeg vidste ikke engang hvad jeg græd over. ”Din bror, Sam er desværre afgået ved døden, her til morges, i et trafik uheld, lidt uden for byen” sagde politimanden og trak mig ind til et kram. Jeg stivnede og hørte ikke andet end stemmer i mit hoved…

#Hey søde! Jeg kan desværre ikke komme med til fest, der er sket noget alvorligt:’(<3 ringer senere. Knus Steph#. Skrev jeg til Molly. Jeg kiggede ud af vinduet, vejrprognosen passede ikke. Regnen stod ned i lår fede stråler, og en gang imellem, blev himlen lyst op af et lyn, efterfulgt af en kæmpe brag. Lige nu føler jeg, at jeg er oppe i himlen, sammen med Sam. Mit hjerte er flænset midt over, ligesom lynene gjorde ved himlen. Jeg skreg, ligesom himlen klagede. Tårende strømmede ned af mine kinder, ligesom regnen strømmede ned ad vinduet. Jeg føler mig helt tom, normalt ville jeg have snakket med Sam lige nu. Vi ringede altid sammen, ved denne tid på dagen. Lige nu, har jeg mest lyst til, at stikke af, og aldrig blive fundet igen. Jeg listede neden under, mine forældrene var ved at vaske op ude i køkkenet, eller min mor var, min far læste avisen som sædvanlig. Jeg tog min jakke, og tog hurtigt nogle smut sko på. Jeg åbnede stille døren, og da jeg var kommet ud, løb jeg alt hvad jeg kunne. Jeg vidste ikke hvorhen, men jeg skulle bare væk. Da jeg var kommet til en slags park, midt inde i byen, stoppede jeg op. Jeg var total gennemblødt, og tordenen gjorde mig virkelig bange, men jeg var ligeglad lige nu. Jeg satte mig på en bænk, og begyndte at græde, det var det der var så godt ved regnen, ingen kunne se jeg græd. Pludselig kom der en ung fyr hen til ”Hey, Stephanie, hva så?” sagde han, med en dejlig blød stemme, som fik mig til, at få lidt varme. Jeg kiggede op, og så det var naboens dreng Jonas. Han er da meget sød, men jeg havde kun snakket med ham få gange. Han satte sig ved siden af mig, og tog sin arm, om min skulder, da han kunne se, at jeg frøs. Jeg sagde ikke noget, og undgik at kigge ham i øjnene. Han rejste sig, og satte sig på hug, foran mig. ”du græder jo, hvad er der sket?” sagde han, og tog forsigtigt, ved mine hænder, som rystede af kulde. Jeg løftede mit hoved, og kiggede ham dybt i øjnene, og til sidst kunne jeg ikke holde det inde mere. Jeg gav nogle klynk fra mig, og begyndte at ryste. Han trak mig ind til ham, ”skal jeg ikke følge dig hjem?” sagde han, ned i min skulder. ”n… nej jeg går selv” sagde jeg, og rejste mig. ”jeg følger dig altså lige hjem” sagde han, med en bekymret stemme, og gik efter mig. Jeg følte mig pludselig dårlig tilpas, og kunne pludselig mærke, at mine ben blev tunger og tungere. Jeg orkede ikke at gå mere, og pludselig forsvandt mine ben under mig. Inden jeg ramte jorden, greb et par varme arme mig. Jeg lukkede øjnene og kunne høre ham hviske ”her, hop op”. Jeg lagde alle mine kræfter i, og hoppede op på hans ryg, og lukkede stille mine øjne. Jeg var så træt, og helt udmattet. Jeg må være faldet i søvn, for da jeg vågnede, lå jeg i min varme seng, med en masse tæpper om mig. Det bankede stille på døre, min mor stak hovedet ind, for at se om jeg sov. ”må jeg komme ind?” spurgte hun med en stille stemme. Jeg nåede ikke at svare, før hun stod ved min seng.  ”Hvornår er jeg kommet tilbage?” spurgte jeg, han kunne da ikke have båret mig hele vejen, der var jo mega langt! ”hvorfor stak du af Steph?” spurgte hun lidt skuffet. ”jeg… ville bare gå en tur”, løj jeg, hun skulle havde at vide, at jeg havde grædt. ”nå! Det var da godt, at Jonas kom forbi, og kunne hjælpe dig. Næste gang, så lad være med, at gå uden for mens det lyner og torener” sagde hun surt. ”ja” mumlede jeg bare, og vendte mig om, på den anden side. 

_____________________________________________________________________________________________

jeg ved godt, at det er et kort afsnit, men jeg håber ikke, at det gør en forskel. ;) 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...