The day after tomorrow - One Direction

i novellen møder vi Stephanie på 17 år, som bor i New York. efter et tragisk dødsfald i hendes familie, lukker hun sig inde i selv selv, derfor sender hendes forældre hende til London, for at hun kan komme lidt væk. I London, skal hun bo sammen med en gammel ven, der hedder Jackob. I flyet på vej til London, møder hun 5 kendte drenge, og de aftaler at de skal ses igen. De bliver rigtig gode venner, og Stephanie flytter ind hos dem. Endnu en ulykke rammer den lille familie, hvilket for konsekvenser for Stephanie. Hun kommer endnu engang til at stå overfor byen, London. men hvad sker der, når hun får denne 'overraskelse' af hendes far? bliver hun specielt glad for en af dem? kan drengene enes?

21Likes
86Kommentarer
6315Visninger
AA

12. I knew this day would come!

 

Min far kom brasende ind af min dør. ”STEPHANIE OP, MOR HAR DET MEGET SKIDT!” råbte han. jeg smed mig bogstaveligtalt ud af sengen, og ned til mit tøj på gulvet. Det var stadig koldt udenfor, så det var måske ikke så praktisk, at tage top og shorts på. Jeg løb nedenunder, hvor min far stod, med min jakke. Min far tog bilen, men fordi der ikke var mere end 5 min gåen, så valgte jeg at løbe. Tankerne fløj rundt inde i mit hoved, mens jeg løb. Jeg har aldrig troet, at jeg kunne løbe så hurtigt. Da jeg kom til sygehuset, løb jeg igennem gangene. For jeg vidste lige hvor hun lå. Da jeg kom til hendes dør, stoppede jeg brat op, for lige at få vejret. Far var endnu ikke kommet, så jeg listede stille ind. Rundt om hendes seng stod 3 sygeplejersker og en læge. Lægen kom hurtigt hen til mig, og begyndte at fortælle mig alle muglige ting, men jeg lyttede ikke efter, jeg kiggede kun på mor. Hun lå ligeså fint på hendes seng, med lukkede øjne og hendes mørke hår lå ned på hendes skuldre. Sygeplejerskerne gik stille væk derfra, og kiggede over på mig. Jeg vidste godt, at det var enden på det hele. Mine øjne blev blanke, og tårende trillede stille ned ad mine kinder, mens jeg stille gik hen til hendes side. Sygeplejerskerne var gået, men lægen var her stadig. ”Din mor efterlod et brev til dig, det skrev hun nogle dage efter, hun fik konstateret kræft” sagde han, og rakte mig brevet. Jeg foldede det, og lagde det ned i min lomme, jeg ville ikke bruge min tid på at læse brevet nu, for jeg skulle tage mig sammen, og får sagt farvel til min elskede mor. Jeg kunne ikke lade være med at tænke på, at dette var det sidste tidspunk, i hendes nærvær. Jeg tog stille hendes hånd, som var iskold. Det samme havde jeg gjort hver gang, jeg kom for at besøge hende, og hver gang havde hun strålet helt op, og spurgt mig, hvad jeg havde lavet i dag. Jeg ventede bare på, at hun ville åbne øjnene, men inderst inde vidste jeg godt, at hun var væk, jeg ville bare ikke indse det. Døren åbnede sig stille, og ind kom min far, men tårer løbende ned ad kinderne. Han gik hen til mig, og satte sig på huk foran mig, ”vi skal nok klare os” sagde han, og krammede mig. Nu kunne jeg ikke holde hulkene inde mere, og det kunne far heller ikke. Han sad og vuggede mig frem og tilbage, præcist ligesom Harry havde gjort. Jeg savnede dem, lige nu kunne jeg godt bruge deres omsorg.

Der var kommet en sygeplejerske ind til os, efter nogle timer hvor vi bare sad i hinandens arme, og sagt at vi skulle sige farvel. Vi fik sagt farvel til hende, og efter det, gik min far med nogle læger. Jeg vidste ikke hvor jeg skulle gå hen, så jeg gik mig en tur ned til en sø inde i byen, som min mor altid tog mig med ned til, som barn. Minderne kom flyvende, og et lille smil bredte sig på mine læber. Jeg havde grædt alle mine tårer væk, så jeg følte ikke, at jeg kunne græde mere lige nu. Så jeg tog min mobil op af lommen, og fandt Harry nummer. Den ringede ikke særlig mange gange før han tog den. Det var jeg lidt overrasket over, da det var midt om natten.

”Det er Harry”

”Hey Harry, Stephanie her”

”Hey smukke, hva så?”

Hvordan skulle jeg fortælle ham det, jeg kunne jo ikke bare sige; hej Harry, min mor er lige død, hvordan går det?

”Harry, vi har lige været på sygehuset… og sige farvel til min mor” endte jeg så med at sige.

”Ej Steph det gør mig ondt. Skal jeg kommer over til dig?” spurgte han. jeg smilede, hvor var han bare sød.

”Nej, se du at få sovet, jeg har det fint. Vi vidste jo godt, at det ville ske før eller siden” sagde jeg. Underligt nok, græd jeg ikke.

”Okay Steph, men du må LOVE mig, at ringe ved det mindste, for så kommer jeg” sagde han.

”Det skal jeg nok, og hils de andre” sagde jeg og lagde på.

Jeg vidste at det næste stykke tid, ville blive hårdt, både for mig, men også for far. Nu skulle vi igennem begravelsen, og så måtte vi se, hvad der så skulle ske. På indre end 2 måneder, havde jeg mistet min elskede bror, også kaldt min bedste ven. Og så havde jeg mistet min mor, min mor der altid var der for mig, når jeg havde brug for det. Det der gjorde mig så ked af ked var, at jeg ikke kunne gøre noget for at hjælpe hende. Det var mandag i dag, og det var allerede på torsdag, mor skulle begraves.

***

Det var nu en måned siden, mor døde. Begravelsen havde været så smuk, jeg vil aldrig glemme den. Jeg var begyndt, at få det en lille smule bedre igen. I sådan ca. en måned efter mors død, havde jeg ikke haft det så godt, det var som om, at der manglede noget herhjemme, som gjorde alting perfekt. Mor. Drengene havde skrevet og ringet rigtig mange gange, men jeg havde lukket mig inde i mig selv. jeg havde næsten ikke været ude fra mit værelse, og hvis jeg endelig var, så var det for at gå på toilettet. Jeg havde egentlig kun lagt i min seng, med min computer. Og en gang imellem havde jeg været på twitter.

jeg vågnede op, fordi solens stråler stod lige ind på mit ansigt. I dag følte jeg mig meget bedre, så jeg besluttede mig for, at gå en tur. Vejret var skønt, så jeg valgte at tage nogle sorte højtaljede shorts på, med en leopard på, som jeg stoppede ned i shortsene og en sort tynd cardigan. Jeg gik nedenunder, far var ikke hjemme, han var på arbejde, og kom først hjem sent i aften. Så jeg skulle selv stå for aftensmad. Jeg smurte hurtigt mig en bolle, og derefter satte jeg mig ind i stuen for at se tv. Jeg sappede lidt rundt på kanalerne, da noget fangede min opmærksomhed. Der var et interview om drengene. ”Så drenge, hvordan har i det?” spurgte damen. ”Ja, vi har det okay” sagde Harry med et skævt smil. ”Okay?” spurgte damen, og så på Liam. ”Altså den sidste tid, har været svær for os, bl.a. pga. noget med vores bedste veninde Stephanie” svarede han. Var det mon mig de mente? Hvis det var, hvorfor gik det, dem sådan på? ”Hvad er der med hende?” spurgte damen, og så meget bekymret ud. ”Det er private årsager” sagde Niall, mens de andre nikkede. Jeg havde lagt mærke til, at Harry bare havde sat og kigget ned i hans hænder, i et godt stykke tid. Jeg var helt mundlam, jeg kunne ikke forstå, at de havde det svært, på grund af mig. Efter noget tid, hvor de snakkede om deres koncerter rundt omkring, fik de sagt farvel. Interviewet sluttede med at en stemme sagde; ”Hvad der er sket med hende Stephanie, vil vi prøve at finde ud af. Og hvorfor det går drengene sådan på, må vi også finde ud af”. Åh nej, nu ville det sikkert vrimle med paparazzier, hvis de altså fandt mig? De havde godt nok haft ringet og skrevet til mig, sindssygt mange gange. Men jeg kunne stadig ikke forstå, hvorfor de ligefrem havde det dårligt over det. Jeg slukkede tv’et og gik mig en tur, så jeg for en gangs sin skyld, kunne få lidt frisk luft. Jeg besluttede mig for, at gå en tur ned til stranden. Jeg sad i det varme sand, og kiggede ud over bølgerne, da en velkendt stemme pludselig råber til mig. ”STEPHANIE!!!” hendes råb, fik mig til at vende mig rundt. Det var bedste veninde Molly! ”MOLLY!!!” råbte jeg, og løb hen til hende, og vi endte i et kæmpe og længe ventet kram. Jeg kunne mærke hvordan tårende ligeså stille løb ned ad mine kinder. Molly snøftede også et par gange, før hun trak sig væk, så hun kunne kigge på mig. ”Hold op, hvor er det lang tid siden, jeg har set dig. Hvordan har du det?” spurgte hun, og tørrede sine øjne. ”Jeg har det fint, hva med dig?” sagde jeg til hende. Inderst inde havde jeg det jo ikke godt, men det behøvede hun ikke lige, at skulle vide med det samme. ”Jeg ville have ringet til dig, men hver gang jeg skulle til det, brød jeg sammen. Jeg savnede dig alt for meget til, at høre din stemme” sagde hun, og fik igen tårer i øjnene. ”Nurgh Mol” sagde jeg, og trak hende til et kram igen.

Vi gik hånd i hånd nede på stranden, og Mol fortalte mig, om alle de ting jeg var gået glip af. Og pludselig tog hun et emne op, som jeg blev helt stum over. ”Og nu skal du hører det bedste, jeg har endelig fået mine forældre overtalt til, at tage til en One Direction koncert” hvinede hun. Jeg stod helt stille da hun sagde det. ”Lige nu har de det ikke så godt, fordi deres bedste veninde, som sjovt nok også hedder Stephanie, ikke har det så godt. Så de har bare at få snakket med hende, så de er i godt humør, når jeg skal til deres koncert” sagde hun, men stoppede op, da hun så, at jeg var stoppet op. ”Hvad er det galt Steph?” spurgte hun bekymrende. ”Ikke noget” skyndte jeg mig at sige og smed et falsk smil på læberne. Wow, siden fansene vidste, at det med mig gik drengene på, måtte det vel være seriøst. Skulle jeg ringe til dem og sige at jeg havde det fint? Eller skulle jeg fortælle det hele til Mol? Det var nok det bedste. ”Mol, øhmm… jeg har nogle ting, jeg skal have fortalt dig” sagde jeg, og satte mig ned i varme bløde sand.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...