The day after tomorrow - One Direction

i novellen møder vi Stephanie på 17 år, som bor i New York. efter et tragisk dødsfald i hendes familie, lukker hun sig inde i selv selv, derfor sender hendes forældre hende til London, for at hun kan komme lidt væk. I London, skal hun bo sammen med en gammel ven, der hedder Jackob. I flyet på vej til London, møder hun 5 kendte drenge, og de aftaler at de skal ses igen. De bliver rigtig gode venner, og Stephanie flytter ind hos dem. Endnu en ulykke rammer den lille familie, hvilket for konsekvenser for Stephanie. Hun kommer endnu engang til at stå overfor byen, London. men hvad sker der, når hun får denne 'overraskelse' af hendes far? bliver hun specielt glad for en af dem? kan drengene enes?

21Likes
86Kommentarer
6324Visninger
AA

2. I have to go!

 

Det var nu 5 måneder siden Sams død, og hans død, havde gjort et eller andet ved mig. Jeg var kun oppe på mit værelse, aldrig neden under, jeg spiste ingenting og jeg var begyndt med at havde svært ved at følge med i timerene over på skolen. Jeg snakkede ikke med nogle af mine veninder mere, og der var begynd at gå rygter om mig over på skolen. Rygterne var jeg egentlig ligeglad med, men en dag, kom min tidligere bedste veninde Molly hen til mig ”seriøst, hvornår bliver du normal? Du er så pisse kold overfor mig, og jeg gider ikke gå at se på dit triste fjæs hele dagen lang. Dit humør går ud over os andre, og lige nu, ville jeg faktisk ønske, at du ikke gik her på skolen mere. Du skaber dårlig humør i klassen og jeg er så træt af dig lige nu, og det er de andre piger også. Hvis min bror døde, ville jeg være kommet over det, for lang tid siden. Det er trods alt 5 måneder siden. GET OVER IT!” sagde hun skide koldt til mig. Jeg kunne mærke at tårende presse sig på. Hvordan kan man sige sådan noget, jeg kunne ALDRIG finde på, at snakke sådan til andre. Som man siger, ord sårer mere end vold, og det skal jeg sige dig, DET ER SANDT!

Tårende trillede ned af kinderne på mig, mens jeg løb ned af gangen. Jeg skulle hjem, og det skulle være nu. De ord ramte mig dybt i hjertet, faktisk så dybt, at jeg valgte at blive væk fra skole i flere uger. Mine forældre vidste det ikke, FØR min klasselærer ringede hjem. Jeg fandt ud af det, ved at min mor og jeg, tog telefonen på samme tid, så jeg hørte hele samtalen. ”Stephanie har ikke været i skole her i de sidste 4½ uger, og hun har heller ikke meld sig syg” sagde min klasselærer. Min mor arbejder som pædagog, og er næsten altid den der tager aftenvagterne. Vi har ikke så mange penge, så hun vil gøre alt, for at vi også kan tage på rejser osv., så derfor kommer hun først hjem sidst på eftermiddagen. Min far arbejder på kontor, jeg har aldrig sådan rigtig fundet ud af, hvad han laver på kontoret. Selvfølgelig laver han papir arbejde og sådan noget, men for hvem, ved jeg ikke.

Min mor kom op til mig, på mit værelse. Hun så ud til at være ked af det. Og jeg vidste at hun sikkert var skuffet over mig og min skole, da både min mor og far, går meget op i min skole. ”Du skal komme ned i køkkenet, fordi far og jeg har noget vi skal snakke med dig om” sagde hun. Efter hun var gået, sad jeg i min egen verden og tænkte på, hvad det kunne være, der var så vigtigt, at de begge to skulle snakke med mig. Jeg gik med tunge skridt ned mod køkkenet, og så mine forældre sidde ved køkken bordet, med en lille seddel. Min far sendte mig et skævt smil, og det tegnede ikke godt!  ”Kom Stephanie, vi har noget meget vigtig at skal snakke om” sagde min far, med et lidt skræmmende blik. Jeg satte mig ved bordet, mens mit hjerte, sad oppe i halsen på mig, jeg hadede sådan nogle situationer. ”Steph! Vi kan ikke holde til at se dig være så ked af det… livet fortsætter. Selvom man kommer videre, betyder det jo ikke at man har glemt Sam, vel? Vi har også haft det utrolig hårdt skat, men vi har talt sammen om det, du derimod, lukker fuldstændig af for os! Du har brug for at komme lidt væk” sagde min far til mig. Han havde ret, jeg gad ikke snakke om det, fordi det var svært for mig i denne tid, både herhjemme men i den grad også over i skolen. Sam og jeg var virkelig tætte, vi kunne snakke om alting sammen. Han havde lige fået kørekort, og boede ikke hjemme, jeg synes også det var mærkeligt ikke at have sin bror ved sig hele tiden, som førhen, hvor han tit kom ind til en om morgenen. Vi sad altid og snakkede om, hvordan vores dag var gået, og jeg føler, at jeg har så meget at skulle fortælle ham lige nu. Alle de ting, som han er gået glip af. Hvis han ikke var død, havde mig og Molly stadig været bedste veninder. Hvis han ikke havde været død, sad han måske sammen med mig lige nu. Mine forældre havde også snakket om at jeg skulle til at holde øje med de billige lejligheder, man skal tage dem, når tilbuddet er der! Bliver de ved med at sige. Men jeg er jo kun 17 år. Jeg har altid ønsket mig, at få min egen lejlighed, og selv skulle have ansvaret for at komme af sted om morgenen og sådan noget. Molly og jeg havde aftalt, at vi skulle flytte i en lejlighed sammen, men det bliver vist ikke til noget, sådan som det ser ud lige nu.  

Jeg vil vente med at tage kørekort til jeg bliver 18, for jeg føler ikke at jeg er parat endnu. ”Stephanie!!!”. jeg blevet revet ud af mine tanker, og kiggede min mor i øjnene, ”hva så” sagde jeg, med en lidt sur stemme. ”Vi har aftalt med Jackob, at du skal over til ham i London, og bo i 9 måneder”. Først troede jeg det var for sjov ”HVAD, hva med skolen” sagde jeg, mens mit hjerte sad oppe i halsen på mig. ”der er for dit eget bedste, så kan du komme lidt væk og møde nye mennesker” sagde min far med et skævt smil på læben. Jeg sad med store øjne ”Jackob? Jeg snakker jo aldrig med ham” sagde jeg, og slog ud med armene. Jeg var forvirret, hvordan kunne de sende mig over til en, som jeg højst ser 1 gang om året. Og jeg havde aldrig været i London før, hvordan skulle jeg dog finde rundt. ”jeg forstår jer godt, og jeg tror at det vil være godt for mig, men hvorfor lige Jackob?” sagde jeg og lænede mig inde over bordet, og lavede store øjne. Jackob var bare en ven, han var 1 år ældre end mig, og hver gang vi ser hinanden så prøver han konstant at score mig. Det kan virkelig være irriterende, især når han bliver ved. Han havde mørkt hår og blå grønne øjne. ”det kunne være, at han kan få dig i bedre humør” sagde min far, mens han smilte over hele ansigtet og sendte mig irriterende blikke. Jeg grinte så meget indvendig da jeg kom til at tænke på Jackob, jeg havde ikke snakket med drenge i mange år, og det var måske 9 måneder siden, jeg så Jackob sidst. På en måde glædede jeg mig lidt til at se ham, for jeg vidste at han altid ville være der for mig. Men på en måde, var jeg også jeg også lidt bange, for hvad skulle jeg bruge 9 måneder sammen med ham på? ”hvornår skal jeg af sted?” spurgte jeg, og sank ned på stolen. ”jamen, på denne billet, står der, at du skal rejse på tirsdag!” sagde min mor, med hovedet nede i billetten. SHIT tirsdag! Det var søndag i dag. 2 dage til at få pakket i. ”altså nu på tirsdag?” spurgte jeg om, for det kunne jo godt være, at det først var i næste uge. ”ja Stephanie, om 2 dage skal du til London” sagde min mor, helt vild glad. Jeg nikkede bare, for hvad er det lige, der er så fedt ved London? Jeg havde aldrig troet, at de ville sende mig alene med flyet, førhen plejede de bare, at være så overbeskyttende. Men nu, sætter de mig bare på et fly til London! Nå men, London here i come!!!

_____________________________________________________________________________________________Det var så 2 kapitel. I må meget gerne komme med konstruktivt kritik og kommentarer;D  

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...