The day after tomorrow - One Direction

i novellen møder vi Stephanie på 17 år, som bor i New York. efter et tragisk dødsfald i hendes familie, lukker hun sig inde i selv selv, derfor sender hendes forældre hende til London, for at hun kan komme lidt væk. I London, skal hun bo sammen med en gammel ven, der hedder Jackob. I flyet på vej til London, møder hun 5 kendte drenge, og de aftaler at de skal ses igen. De bliver rigtig gode venner, og Stephanie flytter ind hos dem. Endnu en ulykke rammer den lille familie, hvilket for konsekvenser for Stephanie. Hun kommer endnu engang til at stå overfor byen, London. men hvad sker der, når hun får denne 'overraskelse' af hendes far? bliver hun specielt glad for en af dem? kan drengene enes?

21Likes
86Kommentarer
6369Visninger
AA

19. Going ‘Home’!

 

Hvad? Hvorfor skulle jeg ikke pakke mine sager ud endnu? ”Hvorfor ikke? Er det ikke her vi skal bo da?” spurgte jeg. Far grinte, ”Jo det er det, men jeg regnede ikke med, at du ville bo med din gamle far mere” sagde han, og hen og tog min hånd. Jeg stod stadig, med et meget forvirret ansigtsudtryk. ”Jeg har aftalt med Harry, at du skal bo hos ham og en… Louis? indtil vi finder en lejlighed til dig” sagde han stolt. Skulle jeg bo hos Harry og Louis, men… ”Er du tilfreds med det?” afbrød han mine tanker og gav min hånd et klem. ”Det er perfekt, men er du sikker på, at det er okay med dem?” sagde jeg. ”Det var dem selv, der tilbød det” Wow var det dem selv der tilbød det. jeg gav ham et kæmpe kram, og derefter gik lidt væk, for at ringe til Harry. Jeg skulle ikke bo der, hvis jeg var en belastning for dem. Jeg ville ikke være en belastning for dem. Jeg fandt hurtigt Harrys nummer, og ringede op. ”Det er Harry”

”Hey Harry, det er Stephanie”

”Jamen hej smukke, har du fået den gode nyhed at vide, siden du ringer?”

”Jep det har jeg, men er i sikker på, at jeg ikke bliver en belastning for jer, i er jo trods alt popstjerner?”

”Stop det der Steph, du ved, at jeg hellere end gerne vil have dig boende hos mig”

”Jamen er i si…”

”STEPH! Ja vi er sikre på, at du skal bo hos os. Dog er der et lille problem…”

”Hvad er det?”

”Du bliver nød til at sove inde hos mig, da vi intet gæsteværelse har”

”Hvis du ikke vil have, at jeg sover inde hos dig, så kan jeg altså bare sove på sofaen Harry”

”Det skal du ikke, og jeg vil gerne have dig til at sove inde hos mig, det var jo enten Louis eller mig”

”Okay, men vi ses senere”

”Jep det gør vi søde, hej”

Så lagde han på. Far var begyndt at hente nogle papkasser ind i huset, samt hans kufferter. Så jeg gik hen, for at hjælpe ham. ”Prinsesse, du behøver altså ikke hjælpe, jeg kan godt selv” jeg ignorerede ham med et smil på læberne, og gik ud for at hente flere sager. Han skulle ikke stå med det her selv. det var egentlig lidt synd for far, at han nu boede helt alene. Jeg fik helt ondt i hjertet når jeg tænkte på det.

Vi havde nu fået båret alle tingene ind i huset, undtagen mine selvfølgelig. Jeg havde dog fået et værelse, hvor jeg kunne stille alle mine ’nips’ ting. Rummet var hvidt, med et kæmpe vindue, hvor man kunne sidde. En dobbeltseng, et kæmpe skab og et skrivebord.

Jeg var nu endelig færdig med at ’indrette’ mit værelse. Jeg havde bare ikke de nødvendige ting pakket ud. De stod ligeså fint i tre kufferter. Måske lidt overdrevet, men jeg skulle jo have det hele med. Harry har bare, at have en masse skabs plads, ellers ved jeg ikke hvad jeg skal gøre. Jeg smed mig i sengen, med min mobil. Jeg havde lovet at skrive til Mol, ligeså snart, jeg var kommet til London. Jeg havde efterhånden været her i 3 timer nu, men bedre sent end aldrig. #Hey Mol, nu har jeg fået pakket mine ”sager” ud, men jeg skal ikke bo hos far, jeg skal bo hos HARRY!# jeg skrev beskeden, og smed mobilen på sengen, og så lukkede jeg øjnene. Jeg ville ikke sove, jeg ville bare hvile mig. Det havde været en lang dag, og jeg orkede egentlig ikke rigtig mere i dag. ”Steph, skal jeg køre dig over til Harry?” min far stak hovedet ind af døren, og det var måske også godt, han gjorde det, ellers var jeg nok faldet i søvn. ”Må jeg ikke sove her i nat, jeg orker ikke rigtig noget lige nu?” spurgte jeg. ”Selvfølgelig, kan du ikke lige prøve at skrive til Harry, om han kan komme og hente dig i morgen, for jeg skal på arbejde?” han kom helt ind på værelset. Jeg nikkede blot, og lukkede øjnene igen. ”Hvor er det blevet fint herinde” han kunne bare ikke tie stille, hva? ”Ja det er fint” mumlede jeg, lige nu ville jeg bare sove. ”Det bliver mærkeligt ikke at have dig hos mig, hele tiden mere” jeg kunne mærke han satte sig i sengen. Kunne han ikke se, at jeg ville sove, eller hvad? Jeg nikkede, og jeg kunne endelig mærke, at han rejste sig fra sengen, men noget tog min opmærksomhed. Han snøftede. Han græd. Jeg slog hurtigt øjnene op, og rejste mig fra sengen. Jeg gik hen, og lagde mine arme om ham, og så begyndte tårende også at løbe ned ad mine kinder. Jeg hadede når folk græd, især hvis det var far. Han græd meget sjældent. I starten havde vi en familie, en mor, en far, en storebror og en lillesøster. Hvorfor skal sådan en forbandelse hænge over lige præcis vores familie? Vi havde sådan et tæt bånd alle sammen. Sam og jeg var bedste venner. Jeg kunne fortælle mor og far alt, virkelig alt. Først mistede jeg min bedste ven, som også var min elskede storebror. Så mistede jeg min mor, på grund af lorte sygdommen, kræft. Nu, var jeg bange for, at jeg ville miste min far. ”Jeg kan bare ikke vende mig til, at når jeg kommer hjem fra arbejde, vil der ikke være nogen” han tørrede øjnene, for han vidste godt, at det var ham der skulle være stærk. ”Far, jeg kan godt undvære den nye lejlighed, jeg vil ikke have dig til at føle sådan” sagde jeg, og tørrede også mine øjne. ”Nej selvfølgelig skal du ikke det, du er 18 år, du skal finde dig en kæreste. Du skal starte dit eget liv op, med job og sådan noget. Jeg tror egentlig bare, at jeg mangler en hund i huset” sagde han, og små grinte, mens han trak mig ud, så han kunne se mig i øjnene. Da han sagde det med, at jeg skulle starte mit eget liv op, fik jeg en klump i halsen. Tænk på de ting, som jeg godt lige kunne bruge mors vejledning til. f.eks. vaskemaskinen, opvaskeren og sådan noget. Jeg vil aldrig kunne ringe til mor, og spørge efter råd…

far gik ud af mit værelse, og så smed jeg mig i sengen igen, Molly havde svaret på min sms. #Hey Steph, godt at høre, er det fedt, er der lækre fyre? Virkelig, skal du bo hos Harry? Men husk lige at få snakket med Niall, det synes jeg er bedst# jeg smilede over hende besked, hun var virkelig den bedste veninde man kunne ønske sig.

***

Jeg vågnede ved at solen, varmede mit ansigt op. Jeg havde ikke nogen gardiner i mit vindue endnu, så jeg havde en rigtig god udsigt, over den smukke store have, med røde roser i bedene, og den smukke mærkegrønne græsplæne. Jeg havde stadig tøjet på fra i går, så jeg valgte at tage et hurtigt bad.

Jeg var nu i gang med at føntørrer mit hår, og det kan godt tage lang tid. Jeg hader at have vådt hår, til at hænge ned af min ryg. Jeg havde valgt at tage shorts, og en meget kort løs trøje, som viste lidt af min mave. Jeg gik ud i haven, aldrig har jeg set sådan en smuk have før. Og det blev kun bedre jo længere ud man kom. Nede i enden af haven, var der en lille sø, som snoede sig, imellem nogle store sten. Det lignede paradis, og de pinke roser, gjorde det endnu smukkere. Jeg satte mig på en bænkved søen, og kiggede rundt i haven. Det var vidst et gammelt ægtepar, der havde haft huset. Men fordi de efterhånden var ved, at være oppe i årene, var det et alt for stort arbejde i at passe huset. Det forstod jeg godt nu, haven var helt vild stor, med en masse bede, og så var der jo også søen. Midt i at jeg sad og beundrede den smukke have, kom jeg i tanke om, at jeg helt havde glemt, at skrive tilbage til Mol. Jeg skyndte mig ind på værelset efter mobilen. Jeg har sådan et eller andet med, at når jeg kommer i tanke om noget, jeg har glemt eller skal, kan det ikke gå hurtigt nok.

Jeg rodede rundt i sengen, for at finde min mobil. Jeg er altid sådan en skovl, at enten så glemmer jeg hvor jeg lagde den, eller også så forsvinder den bare, det er i hvert fald det, jeg bilder mig selv ind. Min dyne, tæppe og puder, lå hulter til bulter nede på gulvet og jeg var næsten ved at opgive at finde den. Indtil en brummen lød, det var min mobil… jeg sad musse stille oppe i den tomme seng, og lyttede efter hvor brummen kom fra. Den kom helt sikkert fra under sengen. På 0,5 havde jeg smidt mig ned på gulvet, og lignede en fisk på land, på at komme ind til min mobil. ”JEAR!” råbte jeg ud af det blå, da jeg endelig fik fat på den. Hvem var så min redningshelt, der hjalp mig med, at finde min mobil denne gang? Harry havde haft ringet 3 gange og skrevet en besked. #Jeg kommer og henter dig klokken 2 ;D - Harry xx# jeg smilede over beskeden, jeg skulle bo hos ham. pludselig bliver der banket på hoveddøren, der kunne da ikke allrede være ham…

Jeg skyndte mig ud, og åbnede døren. ”Hej Steph” ganske rigtig, var det ham med de smukke grønne øjne, og det brune krøllede hår, der stod i døren. Måske skulle jeg til at kalde ham krøllen eller krøltop, hvad lyder bedst? ”Hej krøltop” sagde jeg, ned i hans skulder, da han allrede havde trukket mig ind i et kram. ”Krøltop?” hans smukke grønne øjne så spørgende på mig. ”Jep, det er dig” jeg var ved at dø af grin inden i, da jeg så hans ansigt. ”Okay… Er du klar?” grinte han. Okay så sjovt var det altså heller ikke. ”Jep, jeg håber du har godt med skabs plads” sagde jeg, og lukkede ham ind. ”Jeg tror i hver fald, der er nok plads, til dine ting” sagde han og blinkede. Wow, nu forstår jeg hvorfor der står, at han er helt vild charmerende, i alle blade. Han var virkelig charmerende, men jeg skulle tage mig sammen. Jeg skulle bo hjemme hos ham og Louis, og hvis jeg for alvor, begyndte at få følelser for ham, ville det blive svært. Harry var en rigtig gentleman, og bar mine kufferter ud til bilen. ”Wauw, hvor har du scoret den henne?” spurgte jeg, og kørte en finger hen over siden på den fede Porsche. ”Jeg har arbejdet hårdt for den” smilede han og smed kufferterne i bagage rummet. ”Skal vi kører?” han trak bilnøglerne op af lommen, og så afventende på mig. Jeg nikkede blot, og satte mig i bilen. 

 

I må meget undskylde for fejl, det gik lidt stærkt;D<3 

- Pernille XX

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...