The day after tomorrow - One Direction

i novellen møder vi Stephanie på 17 år, som bor i New York. efter et tragisk dødsfald i hendes familie, lukker hun sig inde i selv selv, derfor sender hendes forældre hende til London, for at hun kan komme lidt væk. I London, skal hun bo sammen med en gammel ven, der hedder Jackob. I flyet på vej til London, møder hun 5 kendte drenge, og de aftaler at de skal ses igen. De bliver rigtig gode venner, og Stephanie flytter ind hos dem. Endnu en ulykke rammer den lille familie, hvilket for konsekvenser for Stephanie. Hun kommer endnu engang til at stå overfor byen, London. men hvad sker der, når hun får denne 'overraskelse' af hendes far? bliver hun specielt glad for en af dem? kan drengene enes?

21Likes
86Kommentarer
6320Visninger
AA

8. Explanation!

 

Stephanies synsvinkel: Jeg vågnede ved, at gardinet blev rullet op. Det varme lys, lagde sig ind over mit værelse. Jeg åbnede ikke øjnene, fordi jeg kunne mærke, jeg næsten ingen kræfter havde. jeg kunne mærke der var en der satte sig ved mig, i sengen. Jeg åbnede langsomt øjnene og blinkede et par gange. ”Hey Steph, hvordan går det?” sagde han. jeg kiggede lige ind i et par grønne øjne, det var Harry. Hvor var jeg? Hvis jeg var hos Jackob, hvorfor i al verden var Harry her så? ”Hvad laver du her?” sagde og kæmpede for at komme op og sidde. ”Bare slap af” sagde han, med en dejlig blød stemme, som fik mig til at glide ned og ligge igen. ”Louis, Zayn & jeg, blev her hos jer, efter alt det der skete i går, så skulle Jackob ikke være alene”. hvad var der sket i går, der var ligesom om, jeg ikke kunne huske noget, eller det kunne jeg ikke. ”Er der sket Jackob noget” fløj det ud af min, og satte mig op med et spjæt. Harry lo kort, over min måde at reagere på. ”Nej, har du ondt nogle steder?” sagde han, mens han pludselig blev helt alvorlig og holdte op med grine. Hvad snakker han om, jeg har det da helt fint, men hvad jeg lavede i går, må guderne vide. Jeg var totalt blank, jeg anede ikke hvad han snakkede om, pludselig blev døren revet op, og 2 bekymrende øjne kom frem i døren. ”Zayn!” halvråbte jeg, jeg kunne ikke huske hvornår jeg sidste havde set ham, men jeg følte at det var en evig hed siden. ”E… Er hun okay?” sagde han, og kiggede mærkeligt hen på Harry. ”Det var også dejligt at se dig!” mumlede jeg, hvilket fik dem begge til at grine. ”Så! Hvad skete der i går?” spurgte Zayn alvorligt, og satte sig ned, i den anden side i sengen. ”Okay! Vil i være sød, at fortælle mig, hvad der er sket!” sagde jeg, og slog ud med armene. ”Kan du virkelig ikke huske noget som helst?” spurgte Harry, og lavede store øjne. Jeg havde ingen anelse. ”Han må have givet hende et eller andet!” sagde Zayn bekymrende. Harry løb ud til de andre, og da han gjorde det, blev jeg også selv helt urolig. Hvad havde han givet mig, og hvem? ”Okay Steph! I går blev du overfaldet af en, inde i skoven lidt væk fra parken. Da vi fandt dig, snakkede du om et eller andet med, at det var ”ham”? hvem er ham? kan du ikke prøve at tænke tilbage til i går?” spurgte han mig, og tog forsigtigt min hånd. ”Hvad! Er jeg blevet overfaldet?” sagde jeg, med åben mund. ”Ja det er du, prøv at kigge ned af dig selv!” sagde han, og trak op i min trøje. Jeg var egentlig lidt ligeglad med, om han så mig i undertøj. Jeg havde sår ned ad maven, og nogle få steder på mine ben. Jeg rejste mig hurtigt op, og trak min bluse af. Jeg gik hen til spejlet, og vendte ryggen til det, på min ryg, var der også ridser. ”WOW! Det er jo vildt” sagde jeg. Harry kom ind af døren med de andre bag sig, og der stod jeg i undertøj. Jeg løb hen til sengen, og tog hurtig min dyne omkring mig. ”Hvad havde i gang i?” spurgte Niall, med en drillende stemme. ”Jeg skulle bare se, ridserne på min krop” sagde jeg, og satte mig ned, ved siden af Zayn, og slog dynen om mig. Jeg sad bare og stirrede lige ud i luften, indtil jeg blev revet væk fra mine tanker. ”Stephanie!” sagde Niall, mens han blidt rystede lidt i mig. ”Ja, hvad?” sagde jeg, og satte mig godt til rette. ”Du burde nok, blev tjekket, har du ondt nogle steder?” spurgte Liam, og gik lidt tættere på mig. ”Nej, jeg har ikke ondt nogle steder!” sagde jeg, og rystede blidt på hovedet. ”Mmhhh, må jeg skifte?” spurgte jeg, og begyndte at fnise. ”Øhmm, ja ja!” sagde Louis drillende, og blev stående. ”Alene” sagde jeg og begyndte at grine. Jeg måtte næsten skubbe dem ud. Jeg smed dynen på sengen, og fandt det tøj jeg skulle have på i dag. Det var ikke så koldt igen, udenfor, men jeg tog sorte læderbukser, og en pink stram top med en sort pels vest. Så gik jeg ud på badeværelset for at skifte. ”Jamen goddag smukke!” sagde en stemme pludselig bag mig. Jeg skreg, plus jeg smed alt mit tøj, som jeg havde i hænderne. Så vendte jeg mig rundt, og så det var Harry. Jeg havde ikke set, at han var gået herud. ”Hvordan er du kommet herind?” spurgte jeg, og havde ikke lige tænkt over, at jeg stod i undertøj. ”Jeg ville bare overraske dig” sagde han, med et kæmpe smil. ”Det gjorde du også!” sagde jeg, og begyndte at samle mit tøj op igen. ”Hey, ud!” sagde jeg, og skubbede ham blidt ud af badeværelset. Jeg kunne høre at han grinte, men ignorerede det egentlig bare. Jeg tog tøjet på, og satte mit hår op i en knold. Da jeg kom ud fra badeværelset igen, var Harry der stadig! ”Du er her stadig!” sagde jeg og rynkede på panden. ”Hvor skulle jeg ellers vente på dig?” sagde han og smilte. Jeg rødmede svagt og satte mig ved siden af ham på sengen. ”Hvor er du smuk!” sagde han og borede hans blik ind i mine øjne. ”Nurghh Harry!” sagde jeg og lagde blidt min hånd på hans kind. ”J… jeg tror… at jeg er forelsket i dig!” sagde han og kiggede ned i jorden. Jeg var rystet. Sagde han virkelig lige de ord? Der var da ingen der kunne lide mig, og der har heller aldrig været nogen, der har kunnet lide mig på den måde før. ”Virkelig!” sagde jeg og tog hans hånd. Han kiggede op på mig, med hans meget charmerende blik. ”Du er så fantastisk Stephanie, og du er kommet til at betyde så meget for mig, på så kort tid!” sagde han og tog min anden hånd. Jeg kiggede ham i øjnene, da vores læber pludselig mødes. Han var fantastisk, pludselig blev vi afbrudt i vores dejlige øjeblik. Døren blev revet op, og der stod han. hans blik blev hurtigt ændret fra det friske blik, til det sårede blik. Jeg kunne se han blev skuffet og ked af det. Det var Zayn, han kiggede skiftevis på Harry og jeg. ”Det må i meget undskylde!” sagde han, og smækkede døren efter sig. Harry sad bare og kiggede på mig, han kiggede overhovedet ikke hen på Zayn, da han stod der. Jeg løb hen og smækkede døren op, og løb ind i stuen. De sad og så en film, Surprise! ”Hvor er Zayn?” råbte jeg, og fik hurtigt deres opmærksomhed. ”Øhmm, han er lige gået, hvorfor?” sagde Liam forvirret. Jeg svarede ikke, men løb hen og tog sko på, og greb min jakke. Jeg ville finde Zayn, jeg kunne se på ham, han var ked af det, men hvorfor? Jeg løb ned ad gaden, han kunne da ikke have nået særlig langt. Da jeg havde løbet lidt, fik jeg øje på ham. han sad over i parken, men hat og solbriller på. Jeg stoppede op foran ham, og var meget forpustet. ”Zayn!” sagde jeg, mens jeg stille prøvede at får vejret. 

I må undskylde for det korte kapitel, og for at det tog så lang tid. Jeg har været på camping i weekenden, og så er der sket en hel del! ;D<3 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...