The day after tomorrow - One Direction

i novellen møder vi Stephanie på 17 år, som bor i New York. efter et tragisk dødsfald i hendes familie, lukker hun sig inde i selv selv, derfor sender hendes forældre hende til London, for at hun kan komme lidt væk. I London, skal hun bo sammen med en gammel ven, der hedder Jackob. I flyet på vej til London, møder hun 5 kendte drenge, og de aftaler at de skal ses igen. De bliver rigtig gode venner, og Stephanie flytter ind hos dem. Endnu en ulykke rammer den lille familie, hvilket for konsekvenser for Stephanie. Hun kommer endnu engang til at stå overfor byen, London. men hvad sker der, når hun får denne 'overraskelse' af hendes far? bliver hun specielt glad for en af dem? kan drengene enes?

21Likes
86Kommentarer
6368Visninger
AA

11. Bad news!

 

Vi fik sat os i bilen, og kørte, hvorhen vidste jeg ikke. ”Hvad sker der Harry?” spurgte jeg bekymrende om. Han lagde hans hånd på mit lår, ”vi skal lige et smut hjem til din far” sagde han, og gav mit lår et klem, inden han igen tog ved rattet. Mine øjne begyndte at føles tunge, efter al den bekymring. Bare far og mor nu havde det godt. ”Stephanie, Steph, vi er her nu” hviskede Harry, med en dejlig blød stemme. Jeg måtte være faldet i søvn, for både mit hoved og min krop føltes tung. Jeg fik mig spændt op, og kom ud af bilen. Vi holdte hjemme i gårdspladsen. Mit hjerte føltes, som om det hamrede tusinde gange i sekundet, jeg var bange for, at der var sket noget slemt. Harry, tog mig blidt i hånden, og mens vi gik op mod hoveddøren, var mit blik kun på vores hænder. Min hud brændte, inden i mig skreg det, at jeg skulle give slip. Men jeg gjorde det ikke, det var som om, jeg følte mig mere tryg, når Harry var, hos mig. Jeg havde slet ikke hørt, at Harry havde ringet på døren. For pludselig gik døren op, og der stod min far. Jeg havde næsten glemt, hvordan han så ud, når han smilede. Han åbnede sine arme, og jeg slap hurtig Harry, og sprang ind i min fars arme. ”Jeg har sådan savnet dig, prisesse!” hviskede han i mit øre. ”Jeg har også savnet dig far” sagde jeg, gav lige så stille slip på ham. jeg skulle lige til at løbe op ovenpå, da det gik op for mig, hvad jeg havde regnet med, at jeg skulle deroppe. Sam, jeg havde helt glemt ham! efter al den dejlige tid, sammen med drengene, havde jeg helt glemt hvorfor jeg var sammen med dem. Jeg blev jo sendt til London, over til… JACKOB! Okay, nu gik det da helt galt. Jeg havde både glemt min egen bror, men også en af mine bedste venner. Jeg havde ikke snakket med ham, i lang tid efterhånden. Harry gik ud mod bilen, og jeg skulle lige til at råbe til ham, at han ikke måtte forlade mig. Men han åbnede bagage rummet, og tog… mine tasker ud. Hvornår havde han pakket det? Jeg vidste ikke engang, at min bagage var med. ”Hvornår har du pakket mine sager?” så jeg spørgende på Harry. Han svarede ikke, men blinkede bare til mig. Gud ja! Jeg så ned ad mig selv, jeg havde helt glemt Nialls bluse. Pyt med det, den må han få, når jeg ser ham igen. ”Kom lige med ind i stuen lille skat, jeg har lige noget, jeg skal fortælle dig” sagde min far, og gik ind mod stuen. ”Hvor er mor?” Spurgte jeg, da Harry og jeg, havde fået os sat ned i sofaen. Far satte sig ned i den anden sofa, med et meget alvorligt ansigtsudtryk…

Liams synsvinkel:

Stephanie var gået med Niall op på værelset, for at skifte bluse, da Louis lige havde hældt vand ud over hende. Man kunne godt se, at hun blev rød i hovedet, da hendes bluse, med det samme, blev gennemsigtig. Mig, Harry og Louis, sad og snakkede om de forskellige koncerter, vi skulle holde, her de næste par uger. Vores snak blev pludselig afbrudt af Stephanies mobiltelefon, der ringede. Selv Zayn farede op fra sofaen, han havde ikke sagt et ord, siden Stephanie var gået. Jeg tog telefonen, og så, at det var hendes far. Zayn, Louis og Harry rykkede over til mig, i sofaen, så de kunne høre hele samtalen. Det var måske lidt uhøfligt, at tage andres mobil, men det gjorde jeg.

”Det er Liam”

”Nå, hej Liam, det var godt, for det var faktisk en af jer, som jeg skulle snakke med” sagde han, hvad skulle han snakke med os om?

”Steph bliver nød til, at komme hjem, det er blevet meget værre med hendes mor. Det viste sig, at hun ikke kun var gået psykisk ned, på grund af overfaldet. Hun har også lige fået konstateret kræft!” sagde han, og jeg kunne høre, at han kæmpede for, at hans stemme ikke skulle knække.

”Selvfølgelig, det gør mig meget ondt!” skyndte jeg mig at sige. Det var det værste der kunne ske, mit hamrede på højtryk, og jeg var begyndt at få ondt i maven.

”Vi kommer med hende, med det samme!” sagde jeg.  

Jeg lagde på, og i det samme øjeblik, kom Stephanie ned af trapperne. ”Hey, hvem er det i snakker med?” halvråbte hun lidt surt, og gik hen og tog mobilen fra mig. Jeg så op på hende med et meget alvorligt ansigt. ”Steph, du er nød til at tage hjem, din far skal snakke med dig, om noget!” sagde jeg, og havde fortsat det alvorlige ansigt. ”Er der sket noget?” spurgte hun, og så rundt på os. ”Jeg kører dig hjem Stephanie!” sagde Harry, og tog hende under armen. De var hurtigt i overtøjet, og vi andre nåede slet ikke, at få sagt farvel, inden de var ude af døren. Louis, Zayn, Niall og jeg, kiggede skiftevis på hinanden. Nu håber jeg ikke vi mister hende, fordi hun skal flytte hjem i nogle dage. Tænk hvis hun glemmer os eller får andre venner, så hun ikke gider os mere. Tankerne fløj rundt i mit hoved, og jeg vidste at hun få det svært i den kommende tid, så derfor skulle vi være her for hende lige meget hvad der sker.

Stephanis synsvinkel:

Harry tog min hånd, jeg kiggede kort over på ham, og så sendte han mig et betrykkende smil. ”Mor hun er indlagt på sygehuset” sagde min far. Jeg tror, at mit hjerte holdte op med at slå på det tidspunkt, han sagde det. Jeg kunne allerede mærke hvordan mine tårer pressede sig på, igen, uden at vide hvad der foregik. ”Hun blev her for en lille uge siden overfaldet, og det kørte hende psykisk ned. Hun kunne ikke engang gå udenfor døren, fordi hun var så bange for, at vedkomne ville komme igen. Men hun blev indlagt, og kom igennem en masse undersøgelser, og det viste sig så, at hun også… ” min fars stemme knækkede, og jeg kunne også stille og roligt mærke, hvordan mine tårer løb ned ad mine kinder. ”Hvad så?” sagde jeg, med en meget hæs stemme. Han kiggede over på mig, og mine blanke øjne mødte hans. ”Det viste sig, at hun har kræft… hun har haft det i noget tid åbenbart, og sådan som det ser ud i øjeblikket, er der intet de kan gøre” sagde han, og prøvede at tage sig sammen, men det kunne han ikke. Det gik op for mig, at dette var virkelighed, det var ikke bare endnu et marridt. Min elskede mor, som jeg elskede af hele mit hjerte, skulle dø. Hende som havde båret mig i 9 måneder, madet mig, fået mig til at sove om natten og ikke mindst, hende som havde været der for mig, når jeg havde brug for hende. Alle minderne strømmede igennem mit hoved, mens tårende strømmede ned ad mine kinder, for 2 gang. Ikke nok med minderne med mor, kom selvfølgelig også alle minderne med Sam. Harry tog mig ind til ham, så han sad og vuggede mig, mens jeg hulkede. Det var rart, at han tog med. det var rart, at en som jeg holdet meget af, holdte om mig. ”Hvor lang tid?” spurgte jeg, med en stemme fuldt af gråd og sorg. ”Lægerne mener, at hun højst har 1 måned tilbage” sagde han. 1 måned?

Jeg kunne ikke engang få hende med ud og rejse, og bruge den sidste tid sammen der. Hun var alt for udmattet og hun lå bare i sin seng. Jeg var inde ved hende hver dag, og sad derinde fra middag, og helt indtil det blev mørkt. Hver gang jeg kom, strålede hun helt op, og vi snakkede om alle de ting, jeg havde oplevet. Drengene havde også ringet hverdag, for at høre hvordan det gik. Det var dejligt at snakke med dem, jeg havde jo ikke set dem, siden jeg tog af sted. Jo jeg havde sagt farvel til Harry, og han sagde, at jeg bare skulle ringe lige når jeg havde lyst.

Det var nu 3 uger siden, jeg havde forladt drengene, og jeg savnede dem SÅ meget. Klokken var lidt i 10. ”Stephanie du bliver nød til, at tage hjem. Din mor skal have ro nu, så hun kan få hvilet sig” sagde sygeplejersken Nanna. Det var hende der havde hjulpet mig igennem det, og fået mig til at indse, at man skal leve livet, mens man kan. ”Ja selvfølgelig. Vi ses i morgen mor, godnat” sagde jeg, og gav min mor et kram. Det var blevet meget mørkt udenfor, og selvfølgelig var der ingen gadelygter. Da jeg trådte ud af sygehuset, blev jeg mødt af en kold brise, det var begyndt at blive lidt koldere, her de seneste aftner. Jeg havde ikke fået jakke med, så jeg krøllede mig helt sammen, mens jeg gik ned ad den mørke gade. Jeg hadede at gå alene om aftenen, især når det ar kulsort, men jeg havde heldigvis ikke så langt. Da jeg kom hjem, smed jeg tøjet, og puttede mig under den varme dyne.

Pludselig blev jeg afbrudt af min dejlige nattesøvn. Det var far, der råbte på mig, med gråd i stemmen. Åh nej!

_____________________________________________________________________________________________

I må meget undskylde, for at det tog så lang tid, men jeg har ikke været hjemme, så der kommer snart flere kapitler;D<3

- Undskyld for fejlene, det er ikke rettet igennem!<3

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...