En morders tanker

Pauline finder på loftet en gammel dagbog. Det viser sig at være en meget makaber dagbog, der beskriver en morders tanker inden et mord. I dagbogen beskrives alle morderens tanker, og hans forberedelse inden mordet kan finde sted. I 40 dage skal hun lide, og hver eneste dag fortæller han hvad han har gjort for at hun skal lide.
Samtidig med at Pauline læser denne bog oplever hun lignende ting ske omkring sig. Frygten er stor. Der skal mange mærkværdige oplevelser til før hun opdager, at der måske er en sammenhæng mellem hændelserne i hendes tid og de hændelser hun læser om i dagbogen. Hvad Pauline ikke ved er at der er en anden der også læser med i denne makabre dagbog. Denne tilsyneladende ukendte person viser sig at få meget vigtig, men samtidig skræmmende betydning i Paulines liv.
Mit bidrag til konkurrencen: "Tidens stemmer".

44Likes
60Kommentarer
4135Visninger
AA

11. Tilbagetaget

Moderen og faderen sagde hende først imod, men efterfølgende sagde de at de ville tænke over det. Om aftenen sad jeg på værelset med min macbook og så film. Eller filmen kørte i baggrunden, mens hun sad og tænkte over hvordan hun skulle handle i sagen med hendes lillesøster. Hun vidste hun måtte gøre noget, og at det skulle være snart, men ikke hvad.

Det blev ikke særlig sent, hun kunne mærke hvordan trætheden meldte sig tidligt på aftenen. Inden hun lagde sig til at sove læste hun endnu engang det lysegrønne brev. Hun ville forsøge at sove på det, der var vidst ikke så meget andet at gøre lige nu. 

Uanset om hun fik tilladelsen af sine forældre til at forhandle med afsenderen af brevet så ville hun alligevel prøve. Hun var alligevel 21 og dermed myndig, hun kunne selv bestemme hvad hun ville gøre. Alligevel regnede hun med at hun kunne overtale sin far til at styre forhandlingen under alle omstændigheder.

Efter at have læst brevet faldt hun hurtigt i søvn. Det eneste som var i hendes tanker var hendes søster, men det var måske også logisk nok. 

~

Pauline havde fået lovning på bilen næste dag. Hun ville køre ud til Joses fars gård for at snakke med Josephine, for nu ville hun have sin bog tilbage. Det var hende uklart hvordan hun ville takle situationen med Jose, men hun var ligeglad nu, hun ville bare gerne tage bogen. Et eller andet sted ville hun også gerne konfrontere hende med at hun ikke bare sådan skulle tage hendes ting uden at have fået lov. Josephine ville nok have brugt ordet låne istedet, men det mente Pauline bestemt ikke det var fordi hun ikke havde fået lov til at låne den. 

Da hun kørte ind i gårdspladsen så hun at begge bilerne holdt i garagen, hvilket tydede på at Josephine var på gården. Hun parkerede bilen tæt ved hoveddøren og gik op for at ringe på. Der gik længe inden døren blev åbnet, og da den endelig blev åbnet stod hendes mor i døren.

"Josephine er omme på ridebanen sammen med Matrineur, du kan bare gå derom" - det var det eneste og det første som hendes mor sagde til hende.

Hun nikkede bare og gik ned af trappen igen. Langsomt bevægede hun sig om imod ridebanen. Normalt nød hun at betragte Jose ride, men hun i dag var hun meget i tvivl om hun ville kunne nyde det. Men hun ville da gøre sit forsøg, for Matrineur var meget velgående og en drøm at se på. 

For at komme om til den gode ridebane der var omkranset af det lave hvidmalede hegn, måtte hun rundt om stalden. Det hegn hun så var ligesom det der omkransede de ridebaner man red på til de store fine stævner. Men Joses familie var også meget velhavende. Det var egentlig underligt at Josephine ikke havde et bedre job, men på den anden side, hun skulle jo i gang med uddannelse efter sommerferien. 

Matrineur var i færd med at lave en galoppirouette da Pauline stoppede op ved bænken som stod i den ene ende af banen. Hun sad ud for bogstavet C og kunne se den store, veltrænede hest komme lige imod hende. Josephine travede hende i et par volter inden hun stoppede ved Pauline for at snakke.

"Hej Pau.. Hvad bringer dig herud?" spurgte Jose om.

"Hey Jose.. Jeg tror godt du ved hvad det er der bringer mig herud. Du har taget noget du ikke har tilladelse til at tage" Pauline lagde hårdt ud, noget der normalt ikke lignede hende. Hun plejede som regel bare at underordne sig, men ikke i dag.

Josephine klappede Matrineur på halsen. Hesten var ikke skumsvedt, men pelsen var fugtig af sved. Hoppen var blevet redet hårdt, men det blev den som regel med mindre der blev redet tur. 

Hvis Pauline skulle være helt ærlig havde hun regnet med at Jose ville benægte det hele og gå i forsvarsposition.

"Jeg ved ikke hvad der skete, jeg var nok bare så nysgerrig at jeg ikke kunne lade den ligge." det var alt hvad hun sagde. Det kom lidt bag på Pauline.

Pauline rejste sig og gik langsomt hen imod Matrineur. Selvom hun ikke var en ligeså dygtig rytter som Jose så vidste hun godt hvordan man skulle omgå de store dyr. Hun rakte hånden langsomt ud imod hesten og kunne mærke hesten varme luft fra næseborene kilde på hendes håndryg. Derefter lod hun hånden stryge over den rødbrune næseryg.

"Det er ikke i orden at gøre sådan. Men jeg er altså kommet for at hente den nu. Jeg skal nok give dig lov til at færdiggøre træningen med hende." sagde Pauline fattet, men dog bestemt.

"Du kan gå med ind og få lidt og drikke herefter. Så finder jeg den til dig" svarede Jose.

Igen blev Pauline i tvivl om hvor meget hun kunne stole på Josephine. Måske hun alligevel kunne stole på hende, eller nej. Nu måtte hun godt nok bevise at hun var til at stole på, sådan måtte det være. 

Matrineur begyndte at trippe. Hoppen var en der gerne ville arbejde og ikke gad det der med at stå og snakke. Josephine føjede sig og satte i trav ned af langsiden i nedsidning. Pauline kunne ikke andet end at beundre hende.

~

Da de kom indenfor satte de sig i den store fine spisestue. Josephines mor havde sat nogle ny bagte boller på bordet der stadig var lune, sammen med hjemmebrygget saftevand. Pauline kendte godt Joses mors boller og saft - det var noget hun ville give meget for, det var lækkert.

Josephine kom ned fra loftet med bogen i hånden. Hun lagde den på bordet ved siden af Pauline. 

"Undskyld. Det var altså ikke fordi jeg ville gøre noget forkert. Jeg blev bare så grebet af det og ville gerne hvad der videre skete!" forsøgte hun at forsvare sig.

"Jeg synes stadig ikke det er i orden, men jeg kan jo ikke gøre så meget ved det nu. Jeg synes bare det er underligt du så ikke svarer på mine opkald og beskeder. Bare lov mig at det ikke sker igen!" Pauline var bestemt i sin stemme. Det blik som Jose sendte hende var overrasket. 

Samtalen kørte lidt frem og tilbage. Endelig indrømmede Jose at hun havde begået en stor fejl, men mente hun det virkelig. Pauline besluttede sig til at lade det ligge. Hun vil hellere snakke om noget andet. 

De snakkede om forskellige ting. Blandt andet snakkede de om Matrineur og de andre heste, om dagbogen og om deres venskab. Pauline undlod at nævne det med hendes lillesøster. Mest fordi Jose ikke havde været til at stole på de sidste par uger efter hvad hun kunne se. 

~

Efter en god lang og givende snak kørte Pauline hjem igen. Hun havde dagbogen med sig. Faktisk glædede hun sig til at komme hjem og læse videre om hvad der skete. Det var da også det første hun gjorde da hun kom hjem og havde parkeret bilen i garagen. 

Hurtigt gik hun op på værelset og lagde sig på sengen. Hun fandt stedet i bogen hvor hun var nået til. Der var faktisk gået en del måneder siden dagbogs forfatteren havde skrevet fra det sidste hun havde læst. 

Pauline læste datoen. Der var gået omkring et halvt år siden sidst.

17. 05. 1952.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...