En morders tanker

Pauline finder på loftet en gammel dagbog. Det viser sig at være en meget makaber dagbog, der beskriver en morders tanker inden et mord. I dagbogen beskrives alle morderens tanker, og hans forberedelse inden mordet kan finde sted. I 40 dage skal hun lide, og hver eneste dag fortæller han hvad han har gjort for at hun skal lide.
Samtidig med at Pauline læser denne bog oplever hun lignende ting ske omkring sig. Frygten er stor. Der skal mange mærkværdige oplevelser til før hun opdager, at der måske er en sammenhæng mellem hændelserne i hendes tid og de hændelser hun læser om i dagbogen. Hvad Pauline ikke ved er at der er en anden der også læser med i denne makabre dagbog. Denne tilsyneladende ukendte person viser sig at få meget vigtig, men samtidig skræmmende betydning i Paulines liv.
Mit bidrag til konkurrencen: "Tidens stemmer".

45Likes
60Kommentarer
4321Visninger
AA

6. Josephine

Hun vågnede med et sæt og satte sig hurtigt op i sengen. Så hurtigt at hun slog hovedet imod de skrånende vægge. Forsigtigt tog hun sig til hovedet og ømmede sig en smule. Solstrålerne dansede blidt hen over rodet på hendes gulv og oplyste værelset i et skarpt lys. På bordet lå hendes mobil, og da hun så på den huskede hun straks beskeden fra Josephine hun havde besvaret sent i nat. Der var selvfølgelig kommet svar. Pauline tjekkede tidspunktet, hun ville vædde med at hun havde modtaget den besked meget tidligt. 07.03, det var det tidspunkt som stod under hendes navn i displayet. Hastigt skyndte hun sig at åbne beskeden for at se hvad hun skrev.

Josephine muzz <3 siger:

Hvis du ikke har noget imod det rider jeg musen i morgen tidlig før jeg kigger over forbi. Far har sagt jeg må tage bilen, så jeg er nok hos dig omkring kl. 10. Glæder mig til at se dig!! :D Kram..

Pauline havde slet ikke tænkt på hvad klokken var, men det kom hun til at tænke på nu. I toppen af det store display var et lille ur. Dette ur viste 09.54. Jose var aldrig for sent på den, nærmere for tidligt på den, og hvis hun kun havde redet Matrineur her til morgen og hun havde været oppe siden før 7, så ville hun uden tvivl snart være her.

Det var disse tanker der fik Pauline til at springe ud af sengen. Hun slog foden imod en plastikkasse som stod på gulvet, men tog sig ikke af de smerter som det gav hende. Lige nu havde hun bare i fokus at hun skulle i tøjet og nedenunder inden Jose hun kom. Desuden lignede hendes værelse noget der var løgn, så hun kunne ikke invitere hende derop. I den øverste skuffe fandt hun hurtigt en stram top, som hun smed over på sengen. I skuffe nummer tre lå hendes bukser i stakkevis. Hun rodede den højre bunke igennem og fandt et par gamle, slidte, helt lyseblå cowboybukser med en del slidhuller i. Til sidst fandt hun en stor varm trøje som hun også smed over på sengen sammen med de resterende, såsom undertøj og sokker. 

Hurtigt rev hun den store t-shirt over hovedet og satinshortsene ned om anklerne inden hun hurtigt fik taget det tøj på hun havde fundet i kommoden. Først da hun skulle til at tage sokker på, så hun at hendes kollision med plastikkassen havde revet neglen fra hendes tå. Det gjorde faktisk ret ondt, men hun havde ikke tid til at tage sig af det. Istedet måtte hun forsøge at få værelset til at se acceptabelt ud. I et forsøg på det skubbede hun alle kasser og diverse andre ting ind under sengen i en stor uorden. Tøjet blev liggende på gulvet, for i samme øjeblik kaldte hendes mor nedenfor trappen.

"Pauline... Josephine er her"

"Jeg kommer nu mor" råbte Pauline tilbage.

I farten ud af døren nåede hun lige at få hendes telefon med. Undervejs ned af trappen tog hun kun hvert andet trin. Hun havde haft så travlt med at få tøj på, og få hendes værelse til at se bare nogenlunde præsentabelt ud, at hun slet ikke havde haft tid til at glæde sig til at Jose kom. Mens hun fór ned af trappen kunne hun mærke hvordan glæden strømmede igennem hende og varmede hende op i alle afkroge af kroppen. 

Nede i spisestuen så hun Josephine stå. Hun så smuk ud som altid. Det lange brune, bølgende hår der snart nåede hende ned til lænden klædte hende så forfærdelig godt. Jose var iført et par mørkeblå, helt stramme, højtaljede cowboybukser, med en sort top indenunder en løs strikket cremehvid bluse, hvorigennem man kunne se den sorte top. De omfavnede hinanden, sådan som veninder gør når de ikke har set hinanden længe. 

"Hvor er det dejligt at se dig, Jose! Jeg har virkelig savnet dig!" lagde Pauline ud.

"Lige over! Jeg nyder at være her på gården igen, her er en anden, og mere hyggelig stemning end derhjemme eller på Vangsgaard." hun smilede mens hun talte, det var tydeligt at hun mente hvert et ord.

Der ville ikke gå lang tid før Jose havde fundet på et eller andet de skulle lave, for sådan var de altid. Pauline var meget i tvivl om hun skulle vise den dagbog hun havde fundet til Josephine. Ganske vidst så stolede hun virkelig meget på hende, men en dagbog var personlig og det kunne være hun skulle holde hemmeligheden for sig selv.

"Jeg skal lige have noget brød, så kan vi smutte ovenpå. Du ved jeg vil høre alt nyt om dig og dit liv!" Pauline var glad for endelig at se hende igen, og uanset hvor meget det kedede hende at høre om Joses job i butikken og hendes arbejde på hendes fars gård, så var det en måde at være sammen med Jose på. Men om hun kedede sig eller ej, hun nød bare at have Jose sammen med hende, og så kunne hun næsten gå med til alt bare for at hun blev.

Efter at have smurt et stykke brød og fundet et karton juice så hun på Josephine og gav tegn til at de skulle gå ovenpå. Josephine gik først op af trappen efterfulgt af Pauline selv. Hendes værelse var stadig en smule rodet, men hvad, hvis Jose virkelig ville være sammen med hende, så kunne hun vel også leve med en smule rod. Pauline vidste udmærket godt hvor stort et ordensmenneske Jose var. På Josephines værelse var der aldrig en blyant der lå forkert, alt havde sin faste plads og på sin plads der lå det.

De satte sig sammen i sengen. Pauline gav sig til at spise og Josephine til at fortælle om hvordan Matrineur havde været på banen den morgen og om stævnet næste weekend. Selvom heste ikke interesserede hende særlig meget, så kunne hun godt følge med i det hun sagde og se det fascinerende ved de firbenede dyr. Ikke mindst når Jose red dem, for det var noget hun kunne finde ud af. 

En lille time senere sad de stadig i sengen. Josephine havde fortalt meget om arbejdet i butikken og hos hendes far, samt om hestene på Vangsgaard og hendes egne. Pauline ville gerne bringe noget andet på bane nu, hun kedede sig lidt ved at høre om hendes bedrifter hele tiden. Det var derfor hun alligevel besluttede sig til at vise dagbogen til hende. Men hvorfor skulle hun ikke også kunne stole på Jose, det var jo Jose selv.

"Der er noget jeg gerne vil vise dig, men du må love mig det forbliver vores hemmelighed så!" Jose nikkede og det tog hun som en accept for at holde det hemmeligt.

Pauline rejste sig fra sengen og gik over til kommoden. Under den venstre buksestak fandt hun bogen frem. Hun strøg en hånd hen over omslaget og gik tilbage til sengen. Forsigtigt satte hun sig ved siden af Jose på kanten af sengen og åbnede bogen. 

"Jeg fandt denne her da jeg ville rydde op inde i mit lille opmagasinerende rum i væggen. Det er en dagbog af en eller anden mand der levede i 50'erne. Den er ret speciel"  Det var i det øjeblik Josephine rev bogen ud af hænderne på hende og åbnede den. Paulines øjne gled ned over den højre side, og midt på stod datoen 04. 01. 1953. , og hun vidste godt hvad der stod som tekst til den dag. Det var der hvor han beskrev hvordan han ville få hende til at lide mest muligt.

Josephine foldede papiret ud. Et lille stykke tid sad hun og kiggede på tegningen. Hun mumlede en eller anden kommentar som Pauline ikke kunne høre. Bagefter foldede hun papiret sammen og lagde det ind i bogen igen. Langsomt bladrede hun tilbage igennem bogen. Af en eller anden grund stoppede hun med at bladre da hun nåede datoen 25. 11. 1951. Det var dertil hun var nået i bogen aftenen forinden. 

På siden var der tegnet en lille fugl, den var faktisk tegnet ret godt. Pauline lænede sig ind imod Joses skulder og gav sig til at læse med på siden.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...