En morders tanker

Pauline finder på loftet en gammel dagbog. Det viser sig at være en meget makaber dagbog, der beskriver en morders tanker inden et mord. I dagbogen beskrives alle morderens tanker, og hans forberedelse inden mordet kan finde sted. I 40 dage skal hun lide, og hver eneste dag fortæller han hvad han har gjort for at hun skal lide.
Samtidig med at Pauline læser denne bog oplever hun lignende ting ske omkring sig. Frygten er stor. Der skal mange mærkværdige oplevelser til før hun opdager, at der måske er en sammenhæng mellem hændelserne i hendes tid og de hændelser hun læser om i dagbogen. Hvad Pauline ikke ved er at der er en anden der også læser med i denne makabre dagbog. Denne tilsyneladende ukendte person viser sig at få meget vigtig, men samtidig skræmmende betydning i Paulines liv.
Mit bidrag til konkurrencen: "Tidens stemmer".

44Likes
60Kommentarer
4108Visninger
AA

17. 18. 08. 1952.

18. 08. 1952.

For omkring fem dage siden var jeg ude på den forfaldne gård igen. Jeg var oppe på loftet for at se i hvilken kvalitet høet var. Hele loftsgulvet var dækket af en tyndt lag af strå fra høet. Det var dette tynde lag hø der gjorde at jeg ikke så lemmen. Normalt ville der ikke være sket noget, men lemmen var ikke lukket ordentlig, hvilket betød at jeg faldt igennem. Efter faldet husker jeg ikke ret meget mere end at min fod rammer en jernstang og at der lyder et højt knæk. 

Jeg ved ikke hvor lang tid der er gået før jeg vågner op igen, men da jeg prøver at løfte hovedet giver det store smerter. Det går op for mig ar mit hoved må have ramt det beskidte betongulv. Trods smerter tvang jeg mig selv op at sidde, og det var der at jeg så foden. Min fod sad helt forkert, den var drejet ind af imod det andet ben. Så snart jeg prøvede at flytte på den gjorde det ondt, men jeg måtte jo finde en løsning på at komme hjem, og ikke mindst en søforklaring på hvad der var sket. 

Da jeg kom op og stå sortnede alt for mine øjne. Alligevel tvang jeg mig selv til at famle mig vej langs de små kalvebokses tremmer. Hvert skridt jeg tog gjorde voldsomt ondt, men jeg havde ikke andet valg. 

Langsomt vendte synet tilbage igen. Følelsen i mit ben forsvandt langsomt, men det var fordi at smerterne var så kraftig. Jeg fik øje på knoglen der stak ud af foden. Den fik mig til at gispe en gang. Samtidig med blev smerterne i hovedet så kraftige at jeg måtte tage mig til hovedet. I den forbindelse mærkede jeg at noget af håret var stivnet. Det viste sig også at jeg havde blødt fra hovedet.

Forsigtigt fortsatte jeg udenfor stalden. Udenfor faldt regnen i små bløde dråber, hvilket virkede dejligt forfriskende. Først da mine bare fødder havde ramt den våde beton udenfor stalden, gik det op for mig at jeg ingen sko havde på, og at jeg heller ikke vidste hvor de var henne. 

Et stykke tid stod jeg i regnen og overvejede om det var for risikabelt selv at prøve og sætte foden på plads når bruddet nu var åbent. Jeg besluttede mig til at lade være og så gå hjem sådan. Paul boede lige i udkanten af byen, så ham kunne jeg da lige smutte ind forbi ham og få ham til at sætte foden på plads og forbinde den. 

Trods smerterne måtte jeg gå hjem. Jeg fik undervejs Paul til at sætte foden på plads og lægge en midlertidig forbinding, men han sagde at jeg skulle forbi hospitalet for at få dem til at ordne det sidste. Han ville mene at begge knogler i foden var brækket, men han kunne intet sige med sikkerhed. Efter at jeg havde været forbi Paul var der stadig et stykke vej hjem, men jeg fortsatte humpende hjemad. 

Så snart jeg kom ind af døren her hjemme, kastede mor sig over mig. Hun plaprede op om alt og ingen, så det var umuligt overhovedet at få indført et ord. Men sådan opfører hun sig altid, når hun er bekymret omkring noget. Jeg forsikrede hende om at jeg var okay, inden jeg smuttede op på mit værelse. 

Indtil i dag har mor passet mig. I dag har jeg endnu ikke fået tjekket min fod, selvom den stadig volder mig mange smerter. Hvis jeg går til lægen med foden, vil lægen uden tvivl spørge hvad der er sket. Jeg kan sagtens finde på en dækhistorie, men så vil jeg snart hellere ligge herhjemme i ro, uden at blive anklaget for noget. 

Men i dag skete der noget uventet. Efter mor havde været oppe for at hente den bakke, hun havde serveret min middagsmad på, faldt hun ned af trappen. Jeg ved endnu ikke hvor slemt det er, men hun klagede sig over smerter i hoften efter faldet. Mor er ikke kommet hjem efter hendes lægebesøg endnu, hvilket betyder at jeg må klare mig selv. 

Det at skulle humpe ned af trappen, med min smertende fod, er ikke så fedt, men jeg må gøre det hvis jeg skal hente noget mad eller noget at drikke. Jeg sørger så vidt muligt for ikke at støtte på den. Alligevel kan jeg ikke lade være med hele tiden at tjekke, hvor mange smerter det giver i foden hvis jeg støtter på den. Så snart jeg lægger al vægten over på den skadede fod, kan jeg mærke hvordan smerten breder sig ud fra stedet hvor knoglerne gnider sig imod hinanden. 

Ved faldet slog jeg også hovedet ret kraftigt. Siden da har jeg hvilet rigtig meget. Desuden har mit syn været sløret, og det er derfor at jeg først skriver det ned i dag. Det er også på grund af de mange smerter i mit hoved, at jeg har svært ved at hoppe rundt, og er nødt til at støtte på min fod. Ved at støtte på foden laver jeg nogle mere flydende bevægelser, hvilket resulterer i færre smerter i mit hoved.

Mens jeg har skrevet den sidste side er smerterne i mine øjne taget til. Det er nu så slemt at det gør ondt langt ind bag ved øjnene også. Jeg er derfor nødt til at stoppe med at skrive, og forsøge at få noget hvile. 

~ FARVEL ~

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...