The light in darkness

I flere år er Hope Winslet blevet jaget og voldtaget. Hun kender kun til had og sorg, men det slutter da hun møder Connor Silverwind. Hans store kærlighed og glæde, smitter Hope, men er hun klar til, at ofre alt for sin kærlighed til Connor, og hvor lang tid går der ikke før, hun bliver fundet af de originale, der er parat til at gøre, hvad som helst for, at få fat i hende.

14Likes
3Kommentarer
2216Visninger
AA

8. Overraskelse

Jeg vågnede pågrund af en kilden på min mave, men det var faktisk dejligt, så jeg blev liggende.

Efter lidt tid begyndte minderne langsomt at komme tilbage. Minderne var dagen før og ikke hvilken som helst slags minder, det var minderne fra overgrebet. Det var fra da Gunry kom til syne i døren. Fra da han kastede, nok den skarpeste kniv jeg nogensinde havde set. Fra da kniven brutalt hamrede sig ind i Connors arm. Fra da Celia og Connor gik til angreb på Gunry. Fra da jeg hørte Gunrys sidste ord og skrig, inden han døde. Brutalt myrdet af Connor og Celia.

Pludselig satte jeg mig ekstremt hurtigt op i sengen og kiggede panisk rundt. Til sidst mødte mine øjne Connors. Det var åbenbart ham der havde sidddet, og tegnet cirkler på min mave med hans finger. Han kiggede kærligt på mig, og med det samme faldte jeg en smule til ro. Vi sad i lidt tid og kiggede på hinanden i tavshed, men tilsidst brød jeg dramastisk stilheden, ved at kaste mig hen mod Connor i et stort kram. "Hej", mumlede jeg ned i hans skulder, men var ikke et sekund i trivl om, at han hørte det.

"Sikke en velkomst jeg får om morgenen, måske skulle jeg prøve at vække dig noget mere", sagde Connor og klukkede let. Jeg fjernede forsigtigt mit hoved fra hans skulder, men holdte stadig om ham. Vi kiggede hinanden ind i øjnene, og lagde vores pander mod hinanden. Connor kyssede forsigtigt min kæbe, som var jeg lavet af glas. Han placerede et kys lidt længere oppe af min kæbe, og endte til sidst ved mine læber. Han tøvede ikke et sekund med at kysse dem, og jeg kyssede ivrigt med. Pludselig åbnede døren ind til værelset vi var i, ind kom Celia med et meget overrasket udtryk i ansigtet. "Nåh, hvis i lige var i gang med noget privat, kan jeg da sagtens gå ud igen", sagde Celia lidt tøvende. Så hurtigt som kun en vampyr kunne, kom Connor på benene og var henne ved Celia. "Nej, nej, vi kommer ud nu", sagde han hurtigt, med et meget gennemført neutralt ansigt, der ikke viste den mindste følelse. "Øhm, okay så", sagde Celia. Hun vendte om på hælen, og gik med hurtige lange skridt ud mod køkkenet. Hun efterlod døren til værelset åben.

Endelig vendte Connor sig om mod mig. Han havde stadig det gennemførte neutrale ansigt på, men da hans øjne mødte mine, blødte han helt op og kunne ikke skjule et lille grin og smil. Jeg smilede stort tilbage, og grinede med.

    ***

Vi sad alle tre ved bordet i køkkenet. Mig, Celia og Connor. Jeg sad med en skål cornflakes med mælk ovenpå og skovlede ind. Det så sikkert ikke særligt chamerende ud, men jeg kunne ærlig talt ikke være mere ligeglad. For jeg var ovenud lykkelig, og lige nu skulle ingen spolere det. Celia og Connor sad og drak af et blåt glas med låg og sugerør. De havde gjort meget ud af, at jeg ikke direkte kunne se havd der var i deres glas, men jeg vidste det godt. Det var blod, og det chokerede mig ikke, de var jo trods alt vampyrer.

Da alle var færdig med deres mad, tog Celia hurtigt det hele væk fra bordet.

"Jeg bliver nødt til at tage ned i byen i dag!", sagde Celia. Derefter gik hun ud og tog hendes flotte designer jakke og stiletter på. "Jeg smutter nu!", råbte hun ud til os, lige inden at døren smækkede. Man kunne inegn endgang nå at svare. Jeg bliver nødt til at tage ned i banken", afbrød Connor stilheden med. "Men bare rolig jeg er kun væk i nogen få minutter, og lejligheden skulle være helt sikker", fortsatte han. Der gik lidt tid i tavshed, inden jeg svarede. "Øhmmm, okay. Men lov mig at du er hurtigt tilbage", svarede jeg endelig. "Det lover jeg!", svarede han.

Lidt efter stog Connor og jeg, ude ved hoveddøren til lejligheden. "Husk ikke at forlade lejligheden", sagde Connor, mens han kiggede intimt på mig. "Okay", savrede jeg. Kan kyssede mig i håret og gik ud a lejligheden. "Vi ses min smukke blomst", sagde han inden døren mellem os lukkede. Jeg sukkede lydløst og gik ind og satte mig i stuen.

***

Jeg sad i sofaen i stuen, og så et eller andet random tv program. Jeg kiggede ikke rigtigt med, men sad bare og ventede på Connor. Minutterne sneglede sig afsted. Pludselig åbnede hoveddøren,og jeg sprang op. Endelig kom Connor hjem, åh endelig. Prøv at tænkt at man kunne blive så afhænging af en fyr, eller vampyr, eller fyr vampyr. Nåh what ever. Det vigtiske var at han var hjemme igen, selvom det nok ikke lige var hjemme, for vi skulle jo snart flytte. Det var derfor at Connor skulle i banken, og hæve alle hans penge.  

Jeg kiggede over mod døren tikl stuen og ventede på at Connor skulle komme ind. Men det var en fludstændig anden en, der kom ind af døren. En jeg troede  var død, en jeg så med mine egne øjne blive dræbt, ind kom Gunry.

Jeg kunne mærke hvordan mit ansigt, var i en meget overrasket grimasse.

"Nå nuser, sikke en overraskelse hva", sagde han i det mest ondskabfulde og hånende tonefald, "er du helt alene hjemme, ikke så smart vel", forsatte han.

Pludselig hørte jeg hoveddøren åbne og lukke. Gunry havde åbenbart også hørt det, for han vendte sig halvt om. Der, lige der kom Connor gående. Han så mit skræmte udtryk, og hans blike farede rundt i rummet indtil det landede på Gunry. Connor slap alt han havde hænder, og begyndte at hvæse meget højlydt af Gunry, imens han satte jeg i kampposition.

Det kan tabte var en pose, med madvarer så han havde åbenbart også været ude og handle ind. Bare for at dække mine behov for at spise, når jeg nu kun var det eneste menneske i huset til daglig. De andre to var jo vampyrer.

Lige pludselig blev jeg hevet tilbage til virkeligheden. Connor og Gunry var i brutal kamp, men det var indlysende at se, at Connor førte stort. Gunry fik med meget besvær, hævet kmpen tættere på mig, og før jeg vidste af det fik jeg en knytnæve i hovedet. Jeg væltede lige så lang jeg var, og endnu en gang kom mørket snigende. Hvad var der lige med mig og at besvime, jeg gjorde jo det hele tiden. What the fuck. Hvad skete der lige for det. Inden jeg nåede at tænke en tanke mere, var mørket nået helt hen til mig. Det omsluttede mig og førte mig væk for en kort stund.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...