The light in darkness

I flere år er Hope Winslet blevet jaget og voldtaget. Hun kender kun til had og sorg, men det slutter da hun møder Connor Silverwind. Hans store kærlighed og glæde, smitter Hope, men er hun klar til, at ofre alt for sin kærlighed til Connor, og hvor lang tid går der ikke før, hun bliver fundet af de originale, der er parat til at gøre, hvad som helst for, at få fat i hende.

14Likes
3Kommentarer
2276Visninger
AA

2. Mødet

Jeg prøvede lige så stille at åbne mine øjne, men de klistrede helt sammen på grund af mascaren. Jeg lå på maven men vidste ikke helt hvorfor. Da jeg prøvede at vende mig om på ryggen, skød en helt igennem forfærdiglig smerte igennem den. Jeg begyndte at skrige af mine lungers fulde kraft, da aftenen før pludselig kom væltende ind i min hukommelse igen. Jeg huskede manden. Kniven. Jeg huskede det hele.

På trods af den store smerte i ryggen, prøvede jeg at rejse mig op. Jeg tænkte at det bare skulle gøres hurtigt, ligesom når man tager et plaster af, men det var en forfærdelig fejltagelse. Et par hænder greb fast om mine skruldre og skubbede mig hurtigt ned på sengen. Jeg skreg af smerte da min ryg landede på madrassen. Det skete så hurtigt at jeg næsten ikke ville have opdaget det hvis jeg havde været mig selv. Eller jo, jeg ville nok have opdaget det. Der blev taget en hånd for min mund, så skriget mindskes, mens jeg med hurtige og blide, men samtidig hårde bevægelser blev vendt om, så jeg lå på maven igen. Hånden ved min mund blev langsomt taget væk igen, da jeg var stoppet med at skrige. Jeg begyndte efter et par minutters stilhed at forsigtigt føle hvad det var jeg lå på. Jeg tog nogle rolige og stille åndedræt, så jeg vidste at det så ud som om at jeg sov. Jeg lå på en madras, eller rettere sagt. En seng. Der var ingen hovedpude eller dune, og lagenet var sort.

Jeg kom i tanke om at min arm også var blevet såret. Jeg bevægede meget let mine fingre på begge hænder. Mine bevægelser var så små at andre ikke ville kunne se det. Jeg opdagede at jeg havde fået en lille forbinding på den sårede venstre arm. Jeg havde også fået en lille forbinding, magen til den på armen, om anklen. Jeg huskede at jeg havde forstuvet den i flugten. Jeg lukkede mine øjne let i, og var næsten faldet i søvn da jeg hørte en dør smække. jeg lå stadig så ud som om at jeg sov, men jeg prøvede rigtigt på at finde ud af om der var nogle tegn på hvem der var kommet. Jeg vidste jo heller ikke engang hvor jeg var. Eller hvorfor jeg var blevet behandlet, og ikke bare dræbt. Jeg havde måske lidt forventet at jeg bare ville blive efterladt et eller andet sted ude i ingenting. Så jeg kunne dø en forfærdelig død på grund af mine sår og mit helt sikkert store blodtab.

Imens at jeg havde tænkt, var to stemmer begyndt at snakke lige ved siden at sengen jeg var i. Den ene stemme måtte tilhøre personen der lige var kommet ind, mens den anden stemme måtte tilhøre personen, der havde forhindret mig i at stå op. Gad vide hvad de snakkede om. jeg holdte mine tanker i ro, imens at jeg lyttede grundigt efter.

"Hvad skal vi gøre med hende".

'"Jeg sagde jo lige til dig at jeg ikke vidste det, så lad være at spørge to gange".

"Okay, okay. Rolig nu mand".

Okay. Det var Altså helt klart at de snakkede om mig. Hvem skulle det da ellers være.

"Vi bliver nødt til at skaffe os af med hende!"

Åh nej. Nu ville de da helt sikkert dræbe mig, hvad skulle jeg gøre. Jeg kunne jo ikke ligefrem kæmpe imod. Ikke med mine skader.

"Nej vi skal ikke skaffe os af med hende".

"Det bliver vi nødt til, knægt".

"Åh, kom nu. Lad mig snakke med hende".

"Okay, men det er på eget ansvar. Jeg kommer ikke og reder dig, hvis der sker noget, lad os kalde det uheldigt. Jeg smutter igen, du må hellere vække hende snart. Forresten. Du har to måneder, og hvis du ikke har kunnet klare det inden da, gør vi det af med hende".

Da han havde sagt de ord, lød der et smæk med døren, og så var han gået. Nu var jeg her alene sammen med ham, der havde forhindret mig i at komme op og ville have mig til at blive.

Efter noget tid blev der rusket let i mine skuldre. Jeg lå bare bomstille med lukkede øjne. Efter at han havde sagt mit navn Hope tre gange, åbnede jeg langsomt mine øjne. Selvom jeg lå med åbne øjne, kunne jeg ikke se personen. For jeg lå jo på maven. Jeg vendte mig langsomt om imens at jeg hele tiden kiggede ned. jeg vendte mig så jeg lå på ryggen, eller jeg støttede med mine albuer så mit ryg ikke rørte madrassen. Jeg kiggede stadig ned. Det var han vidst ikke helt tilfreds med, for han tog to fingre under min hage, og tvang mig til at se ham i øjnene. Han havde nogle flotte blå grå øjne. Jeg var  som fanget af hans blik, jeg havde lyst til at kigge væk men han holdte mit blik fast med sine øjne. Til sidst kiggede han lidt til, og jeg så det som min chance til at kigge væk, og det gjorde jeg. Jeg kiggede ned på mine hænder, men jeg kunne mærke at hans blik hvilede på mig. Jeg kiggede langsomt op på ham, tjekkede ham ud. Han havde helt mørkt hår, som kunne gå i et med natten, men når der kom lys på det kunne man se at det faktisk var helt mørkebrunt. Hans blå grå øjne var i hans perfekt markerede ansigt. Hans trænede krop, hans perfekt solbrune hud. Ja alt var faktisk perfekt. Jeg selv var ret så anderledes. Jeg havde ekstremt lyst hår, som der gik mig til livet. Min hud machede håret, den var nemlig helt lys. Men jeg havde nogle varme brune øjne. Nok det eneste på af mig der ikke var nærmest hvidt, mine øjne.

Jeg smilede et lille skævt smil til ham og sagde forsigtigt "hej". Han grinede en lille let latter, men den forsvandt hurtigt igen. Jeg sad stadig med mit lille skæve smil, som han nu gengældte med et stort et. "Hej", sagde han igen, og jeg kom nu også med en lille perlende latter.

Han kiggede lidenskabeligt på mig, og lændte sig ind over mig. Men han gjorde ikke hvad jeg troede at han gjorde. Han tog hurtigt fat i mi, og vendte mig om så jeg lå på maven igen. Han lagde hurtigt en pude under mit hoved, og en dyne over mig. Han kyssede mig i håret, imens at han hviskede, "godnat prinsesse".  

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...