The light in darkness

I flere år er Hope Winslet blevet jaget og voldtaget. Hun kender kun til had og sorg, men det slutter da hun møder Connor Silverwind. Hans store kærlighed og glæde, smitter Hope, men er hun klar til, at ofre alt for sin kærlighed til Connor, og hvor lang tid går der ikke før, hun bliver fundet af de originale, der er parat til at gøre, hvad som helst for, at få fat i hende.

14Likes
3Kommentarer
2180Visninger
AA

10. Flugtforsøg

Jeg kan slet ikke fatte, hvad det er de siger. Jeg kan slet ikke forstå det, det er som om det ikke, ville ind i min hjerne. Orfeo, var det virkelíg deres far. Hvordan, hvordan kunne det gå til. Min kærestes og venindes far, dræbte mine forfældre. Jeg skulle dræbe deres far, det ville de jo aldrig gå med til. De ville stoppe mig før jeg fik det gjort, de ville advarer deres far. Så ville det være ham der kom efter mig, og ikke omvendt. Jeg havde det som om hele min verden faldt sammen. 

"Hope, Hope er du okay", spørger en lettere panisk stemme. Jeg reagerer på mit navn og sætter mig op. Hey vent, sætter mig op. Jeg var faldet om, ikke besvimet. Bare faldet ned på jorden med lukkede øjne og tænkt de nye informationer igennem.
Jeg rejste mig hurtigt, og knap så elegant op og besvarede spørgsmålet, der var kommet fra Connor. "Hvad, nej, selvfølgelig er jeg ikke okay", svarede jeg ham spydigt, nærmest med en undertone af had i stemmen. Connor prøvede at række ud efter mig, men jeg tog nogle hurtige skridt tilbage.
Jeg blev ved med, at tage et skridt tilbage. Ganske ubemærket. Til sidst stod jeg henne ved døren, parat til at gribe fat i hånd taget og løbe. "Hva hvad", lød det usikkert fra Connor, og det sekund med usikkerhed, så jeg min chance. 
Jeg flåede døren op, og spurtede så hurtigt jeg overhovedet var i stand til ned af trapperne. Da jeg var nået to etager ned, mærkede jeg nogle stærke arme rundt omgring mit liv. De holdte mig i et jerngreb, så lige meget hvormeget jeg prøvede med at sparke, slå og skrige, nyttede det ikke noget.

Jeg sad i soafen, mens Celia holdte mig fast. Connor gik fortvivlet frem og tilbage foran mig. "Hvordan, hvordan ku kunne du finde på det", stammede Connor. Tror du virkelig at vi ville røbe dig til ham, tror du virkelig at vi overhovedet selv kan lide vores far, hva", sagde han med en fortvivlet stemme. "Ja", svarede jeg ekstremt selvsikkert, "det tror jeg faktisk". 
Tænkt lige at det var mennesket der var selvsikkert, og at det var vampyren der var nærvøs og fortvivlet. Det skulle man da ikke tro, vel.

Jeg sad inde på Connors værelse. Sad på hans seng og kiggede, bare kiggede. Connor havde overbevist mig om, at han eller Celia aldrig ville røbe mig.
Døren ind til værelset gled op, og i døråbningen stod Connor. Da mine øjne mødte hans sænkede jeg hurtigt mit blik.
Jeg kunne mærke han satte sig sengen ved siden af mig. Jeg kiggede op, og jeg blev øjeblikkeligt fanget af hans intense blik. Han tog en lille firkantet æske op af lommen og åbnede den forsigtigt. Indeni var der det smukkeste sorte lædderarmbånd med et sølv hjertevedhæng på. Han gjorde tegn til at jeg skulle komme frem med håndleddet, og det gjorde jeg.
Forsigtig tog han armbåndet og satte det fast rundt om mit håndled.
Et kæmpe stort smile tog form på mine læber. Connor begyndte også at smile. På nul komma fem havde vi omfagnet hinanden i et kærligt kram.

Jeg lå i sengen, med hovedet på Connors bryst. Jeg havde stadig et lille smil på læberne, og det samme havde Connor. Han aede mig stille og roligt op ad ryggen, mens jeg lyttede til hans regelmæssige åndedrag.
Vi lå i vores egen lille bobbel af lykke.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...