Himmelvandring

En kort novelle jeg skrev som skole-opgave hvor jeg fik til opgave at skrive om tre ord: Skuespiller, fodboldstadion og "Break-up". Og det her er så hvad derkom ud af det:D

Der er to versioner: En skrevet i 1. person og en skrevet i 2. person.
- Ved personligt ikke hvad for en jeg bedst kan lide, så vil meget gerne høre jeres mening!:)

3Likes
3Kommentarer
939Visninger
AA

1. Himmelvandring (vers. 1)

Himmelvandring

 

Jeg sidder der. Blandt så mange andre. Håber bare på at det lige netop er mig, folk vil vælge. Jeg ser alle de andre forsvinde, gradvist. Håbet er stadig inde i mig, men for hver af de andre der forsvinder, bliver håbet gemt længere og længere væk. Indtil det næsten er forsvundet. Jeg sidder bare der, blandt alle de andre. Jeg sidder bare der, og er sikker på at det er den samme plads jeg skal have, den samme udsigt jeg skal se på, resten af mit liv.

Så da jeg endelig bliver udvalgt, får tildelt den store ære, kan jeg næsten ikke fatte det. Jeg er overdrevet, jublende lykkelig.

Min ”lænke” bliver bundet op og bliver rakt ned til ham der har valgt mig. Min redningsmand. Han skynder sig over til sin kæreste, som står et lille stykke derfra. Jeg svæver som på en sky ved siden af ham hele vejen derhen. Da hun ser mig, sender hun ham et opgivende blik. Han bemærker det ikke, men kigger stadig begejstret på hende, som var hun en engel sendt ned for at rede ham fra jordens undergang. Han rækker mig frem i mod hende, men da hun ikke tager i mod mig blegner hans smil langsomt.

De står og kigger på hinanden i et par minutter. Jeg tør ikke engang bevæge mig af skræk for at bryde tavsheden. Tavsheden får en brat ende da hun rystende bryder ud i gråd. ”Du er så fandens barnlig du er! Tror du kan komme der og så er det hele straks godt igen!” Hendes hviskende stemme skærer lige igennem mig, og det føles som om jeg skal sprænges. Hun vender sig om og skynder sig væk, på trods af hans råb vender hun sig ikke om.

Fortvivlet smider han mig fra sig, men i stedet for at falde til jorden, begynder jeg at svæve. Jeg svæver op ad. Op mod skyerne. Op mod solen. Op mod himlen. Langsomt bliver landskabet under mig mindre og mindre. Jeg føler mig som de fugle jeg altid har set flyve syd på om vinteren under den smukke og frostklar himmel. De er frie. Frie til at flyve hvorhen de vil. Og så alligevel ikke. De er jo faktisk tvunget til at flyve et bestemt sted hen på et helt bestemt tidspunkt. Så er fugle nu endda så frie? Jeg ved ikke rigtig, men så passer det vel også. Med mig altså. Lige nu er det ikke mig der styrer hvor jeg skal hen. Jeg er ikke fri, men jeg har alligevel lyst til at overbevise mig selv om det.

Vinden begynder langsomt at få fat i mig. Den skubber mig lidt ned ad igen. Trækker mig hen over himlen i stedet for op mod solen. Under mig bliver virvaret af farver igen til faste strukturer. De høje huse strækker sig op for at nå mig. Strækker deres lange kolde beton hænder op for at fange mig, men vinden styrer mig lige forbi dem. Slår dem over fingrene når de kommer for tæt på.

Under mig ser jeg et stort fodboldstadion glide forbi. Der er en kamp i gang dernede. Jeg kan se nogle små tændstiksmænd styrte rundt nede på banen. Vinden bærer mig tættere på. Så tæt på at hver og én, tilskuer som spiller, ville kunne se mig. Hvis de altså kiggede op. Hvis de ikke var for optaget af deres eget spil til at kigge sig omkring. Lægge mærke til andre. Men det er de. Kun en lille dreng lader til at få øje på mig, men få sekunder efter er han igen fuldt optaget af kampen.

Vinden bærer mig videre, væk fra stadion hvor den ene halvdel nu sidder og hujer som en flok løsslupne aber, mens den anden halvdel sidder med tommelfingeren ned af og buher højlydt. Den bærer mig over en tæt trafikeret vej og videre mod midtbyen. Oppe fra luften kan jeg se et skilt hænge på en kæmpestor bygning med ordene; ”Drømmer du om at blive den næste store skuespiller?” og med småt nedenunder ”Casting i dag fra kl. 10.00!” Ude foran bygningen står hundredvis af håbefulde amatør-skuespillere. Alle sammen med drømmen og håbet om en dag at blive til noget stort. Så mange, og alligevel så få der får deres store drøm opfyldt. Måske ingen af dem gør. Måske ender de ligesom mig? Får det de allermest ønsker sig i hele verden, men da det først bliver virkelighed er det måske ikke helt som de havde forventet?

Jeg svæver videre med kurs mod udkanten af byen. Jeg kan se den efterhånden noget nedslidte kirke tone frem i horisonten. Der er ingen der føler de har råd til at renovere den, så den får lov til at stå og falde sammen. Så længe det ikke er i midtbyen så folk konstant bliver mindet om den og får dårlig samvittighed, kan det vel ikke betyde så meget. Kan det vel?

Vinden begynder langsomt at tage til. Hurtigere og hurtigere går det og før jeg ved af det er jeg ikke meget mere en et par hundrede meter fra kirkens højeste spir. Den irgrønne spids tårner sig op foran mig. Panikken begynder langsomt at snige sig ind på mig, da der kommer et let vindpust. Det bærer mig op. Op mod den strålende sol som aldrig har været smukkere, mere lysende, end nu. Jeg flyver tæt forbi spidsen. Er sikker på at jeg vil klare den, da jeg mærker et lille prik og ved at det er slut.

– For en lille ballon som mig, vil aldrig kunne overleve mødet med et kirkespir.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...